Thy vejr

posted in: Danmark Rundt | 2

Hvor meget regn kan der falde på en dansk “sommerdag”? Det er et spørgsmål jeg fik svar på idag, og svaret er rigtig meget!!!

Nå, men da jeg imorges vågnede i en tør shelter var der tørvejr. Vejrudsigten så ikke lovende ud, så jeg skyndte mig at komme atsted. Det blev dog kun til 2 minutter i tørvejr, herefter måtte jeg have regnfrakken frem.

Nystrup klitplantage
Nystrup klitplantage

Jeg gik en lille omvej lidt ind i landet omkring Vang sø, da en gammel kammerat fra spejder Dennis gik og arbejde der med noget naturgenopretning. Det var egentlig fint for så kom jeg igennem noget skov og fik set lidt mere varieret natur, end hvis jeg bare var gået langs klitterne.

Da jeg kom til Vang sø holdt Dennis pause i en skurvogn, hvor der var skruet godt op for varmen. Så jeg kom ind og fik varmen samt en hyggelig snak, hvorefter jeg fortsatte mod Klitmøller. Der var en lille pause fra regnen hvorefter den begyndte igen. Her begyndte jeg at løbe noget af tiden, simpelthen for at holde varmen, for mit tøj var begyndt at blive vådt.

Rigtig godt "Thy vejr"
Rigtig godt “Thy vejr”

Klitmøller var en hyggelig by der lå helt ned til vandet. Ud fra de utallige skilte med surfer school jeg så, er det vidst også en surfer by om sommeren. Jeg tror dog heller ikke at surferne var glade for vejret, for jeg så kun få der lå og plaskede rundt i vandet.

Jeg fik købt ind og gik videre. Kort tid efter mødte jeg to ægtepar. De boede i Hjørring og var taget på tur for at se Thy. De spiste frokost under et halvtag, og var vidst heller ikke så imponeret over vejret. De havde en bolle med hønsesalat i overskud, som de var så venlige at give mig, og jeg skal hilse og sige at den smagte virkelig godt.

Udsigt ud over Hanstholm vildtreservat
Udsigt ud over Hanstholm vildtreservat

Jeg fortsatte igennem Hanstholm vildtreservat, som var et stort og fuldstændig øde klit -og hede landskab, bortset fra den ene landevej der går igennem… Det regnede en del, men jeg prøvede at fokusere på det virkelig flotte landskab. Da jeg havde løbet og vandret et godt stykke kom jeg til Hanstholm. Her gik jeg op ad en virkelig høj og stejl bakke, hvorefter jeg fik en fantastisk udsigt ud over det store vildtreservat, jeg lige havde været igennem.

Herefter var jeg så heldig at finde et sted under halvtag, hvor jeg kunne slå lejer. Jeg fik tørt tøj på, hvilket var virkelig rart. Her kunne jeg også konstatere at min regnjakke ikke var så tæt mere, da der var store plamager på min T-shirt der var blevet våde.

Det fortsatte med at regne, og inden jeg gik i gang med at lave mad, spiste jeg nogle af de småkager min mormor havde givet mig med, mens jeg håbede på at vejret ville blive bedre imorgen, hvor jeg skal forlade Thy og forhåbentlig “Thy vejret”.

Dato: 4. august

Dag: 17

Kilometer (luftlinje): 29 km vandring og løb

Tid i bevægelse: 9:15-16:20 med pauser og indkøb

Vejr: 17 grader, overskyet, heldagsregn og næsten ingen vind.

2 Responses

  1. Helle Udsen

    Kære Aske. Flot at du beholder optimismen trods det våde danske sommervejr. Det er rigtig dejligt at følge dig og læse om dine oplevelser på turen. Du er sej.💪🏻
    Pas godt på dig 😀
    KH os alle i Dalstrup

    • Aske Christensen

      Hej god at høre fra jer i Dalstrup, og det er fedt at vide at i følger med. Du må hilse omkring dig