Tilbage til østkysten

posted in: Danmark Rundt | 0

image

Jeg har været ret priviligeret det sidste stykke tid med husly samt selskab på Læsø. Det fortsatte så idag hvor jeg endnu engang fik besøg af mine bedsteforældre med campingvogn, så mad og en god natsøvn er sikret de næste par dage.

Imorges vågnede jeg ved at jeg tydeligt kunne mærke det hårde gulv i shelteren. Mit liggeunderlag var tømt for luft, så jeg havde ikke fået den bedste søvn. Heldigvis har jeg da mulighed for at finde og lappe hullet her de næste par dage, hvor jeg skal overnatte i campingvognen.

Ellers var det en god morgen hvor jeg vågnede med udsigt til morgensolen der lyste ud over Limfjorden. Igen idag vandrede jeg en del på landevejene, også da jeg kom tilbage til Østkysten. Der var stadig hverken strand eller stier ved kysten.

image

Et stykke nede gik jeg dog ind til Mulbjerge, hvor der fra toppen var en god udsigt ud over landskabet. Det var en tiltrængt oplevelse, da jeg de sidste dage havde set meget asfalt! Ved Mulbjerge så jeg tilmed rigtig mange paraglidere der svævede stille og roligt frem og tilbage langs med bakkerne.

image

Lige inden Øster Hurup begyndte stranden at komme igen, og jeg kunne igen for første gang i de sidste par dage komme ned og gå langs havet igen. Jeg fulgte stranden indtil jeg nåede Øster Hurup, hvor der gennem byen var massere af mennesker. I udkanten af Øster Hurup ankom jeg til campingpladsen mine bedsteforældre lå på, og det var tid til at få slappet af.

Dato: 20. august

Dag: 31

Kilometer (luftlinje):  32 km vandring

Tid i bevægelse: 7:30-16 med pauser og indkøb

Vejr: 19 grader, overskyet om formiddagen, skyfrit om eftermiddagen samt frisk vind.

image