Efter en god nat vågnede jeg og pakkede mine ting sammen. Jeg sagde farvel til ægteparret der havde lejrpladsen og gik mod Esbjerg. Benene havde det fint når jeg gik, så forsøgte mig med at løbe. Men det blev kun til 10 minutter, så friske var de alligevel ikke!

Da jeg nåde Esbjerg fandt jeg et supermarked hvor jeg købte mig noget morgenmad og provianterede til resten af dagen. Herefter gik jeg til havnen og tog færgen til Fanø. Dejligt for engang skyld ikke at skulle gå over til en ø. Jeg ankom til Nordby på Fanø, som egentlig var en hyggelig lille havneby. Efter 5 minutter fik jeg den første oplevelse på øen. Der lå syv sæler ude på en sandbanke i havet. Min rygsæk var dog begyndt at give mig ømme skuldre, og selvom jeg indstillede på rygsækken hjalp det ikke rigtig, så frokostpausen var tiltrængt så jeg kunne få hvilet skuldrene.

Jeg fandt byens kirke hvor jeg fik tanket vand op og spiste min frokost. Derefter gik jeg ned langs den østlige del af øen, hvor landskabet det meste af vejen var hede. På vejen så jeg to små kaniner og kunne ellers se over til Esbjerg og resten af fastlandet. Der var fuld sol og ingen vind, så det var godt varmt! Der var også en del sol igår, hvor jeg var blevet lidt rød selvom, jeg havde gået med kasket hele dagen. Så jeg satte min buff fast i kasketten i den side hvor solen skinnede, hvilket gav fint med skygge for ansigtet.

Ved midten af Fanø kom jeg til at gå langs Fanø plantage. Her gik jeg op på en bakke hvor der var godt udsyn udover plantagen og øen. Fedt for en gang skyld at kunne se andet end flade græsmarker og strande. I Fanø plantage fandt jeg en shelterplads hvor jeg skal sove i nat. Her kom der en mand forbi på en scooter, der lige skulle ud med toiletpapir til det das der står ved shelterpladsen. Snakkede lidt med ham om der var andre lejrpladser eller shelterpladser på øen, men det var der ikke. Der var dog en statsskov oppe ved Nordby jeg nok godt kunne sove i.
Vejrudsigten lover regn i nat og imorgen, så det er værdsat at jeg kan sove i en shelter, men er lidt spændt på vejret imorgen, det kan nemt komme til at blive en lang og våd dag.
Dato: 24. juli
Dag: 8
Kilometer (luftlinje): 19 km vandring
Tid i bevægelse: 8:40-15 med indkøb, færge og pauser.
Vejr: Sol, 20 grader og vindstille.