Solskinsdag og Hanklit

posted in: Danmark Rundt | 0

Vejret var helt perfekt idag, faktisk det hidtil bedste vejr siden jeg startede med at vandre Limfjorden rundt. Solen skinnede på fuldt blus, og himmel var helt blå og klar uden en eneste sky. Solen varmede tilmed dejligt og midt på dagen kunne jeg gå uden min uldne striktrøje, hue og luffer, og så stadig have det varmt.

image

Jeg skulle dog lige igennem en kold morgen, før jeg kunne nyde godt af den solfyldte dag. Det var -8 grader imorges, hvilket også var den koldeste morgen på turen, selv min tandbørste var frossen, da jeg skulle til at børste mine tænder!

Men da jeg forlod shelteren imorges var frosten velkommen, for den sti jeg fulgte var ren is, så havde det ikke været for frosten havde jeg fået pænt våde fødder. I Sundby havde jeg satset på at kunne købe ind, men der var ingen købmand, så jeg måtte vandre videre og håbe på at finde en anden.

image

Langs stranden op langs vest Mors kom jeg forbi Hanklit som var en klint, så hvorfor det kaldes en klit ved jeg ikke. Det var et utrolig flot område omkring klinten der lå ud til Thisted Bredning, som i det vindstille og gode vejr var det klareste vand jeg havde set. De andre dage har jeg godt nok også oplevet spejlblankt vand, men idag var det virkelig spejlblankt! Selve klinten blev spejlet i vandet, da jeg vandrede hen mod den langs stranden. Når jeg nu var ved sådan en høj klint kunne jeg ikke lade være med at småløbe en tur til toppen for at nyde udsigten som var virkelig god!

image

Herefter fortsatte jeg til byen Flade, og heller ej der kunne jeg købe ind, men tredje gang blev lykkens gang og i Sejerslev på nord Mors var der en lille købmand, hvor jeg endelig kunne købe noget mad. Kort derfra i en lille flække Ejerslev Lyng, fandt jeg så en shelter ude ved vandet.

Dato: 17 Januar

Dag: 154

Kilometer (luftlinje): 32 km vandring – ialt 4849 km

Tid i bevægelse: 8:30-16:45 med pauser og indkøb.

Vejr: -8 til -4 grader, sol og skyfri himmel, ingen til svag vind.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *