Mariager Fjord

posted in: Danmark Rundt | 0

Tiden gik hurtigt idag. Først og fremmest fordi jeg det meste af dagen løb på stier langs kysten, hvor jeg var beskæftiget med at nyde den flotte natur. Tilmed gjorde det at jeg løb også at det hele gik lidt hurtigere.

De første kilometer gik med at få gang i benene, for de var noget stive imorges. Faktisk så stive at jeg overvejede slet ikke at løbe. Men da jeg først kom igang virkede de nogenlunde resten af dagen.

image

Ikke langt fra Øster Hurup slap stranden op, og kysten ændrede sig. Der var lavvandede og græsarealer helt ned til havet. Det sendte mine tanker tilbage til tiden ved vadehavet som landskabet mindede meget om.
image
Inden Als gik stien op på en bakke hvorfra der var et fornemt udsyn ud over det smukke landskab. Herefter fortsatte jeg til Als Odde hvor Mariager Fjord udmunder. Her slap stien op og jeg endte med at løbe langs et dige hvor græsset var slået. Udsynet til Mariager Fjord var flot, men det var belastende at løbe på det skrå dige.

image
Jeg søgte ind på nogle markveje istedet, som endte ude ved en lille landevej, hvor asfalten gjorde at jeg kunne holde et fint tempo. Jeg fulgte vejen til kanten af Hadsund hvor jeg fandt dagens campingplads. Klokken var her kun lidt over middagstid og jeg var glad for at være færdig for idag, da middagsheden tog til hen ad eftermiddagen.

Dato: 21. august

Dag: 32

Kilometer (luftlinje):  28 km løb

Tid i bevægelse: 8:40-12:40 med pauser

Vejr: 25 grader, skyfri himmel, samt frisk vind.
image