Haderslev Dyrehave og Årø

posted in: Danmark Rundt | 0

Igår løb jeg videre fra sommerhuset ved Gønninghoved Strand. Jeg synes ikke jeg var tidligt på den, men vintermørket havde virkelig taget til, og jeg måtte løbe med pandelampe det første stykke. Jeg fulgte stranden og der stod træerne næsten i vandkanten. Det var flot men efter et kort stykke var træerne helt ude i vandkanten, så jeg søgte ind i land på vejene.

image

Jeg løb til Haderslev hvor jeg blev samlet op af min morfar og vi kørte tilbage til sommerhuset til en sidste aften indendøre med mormors madgryder.

Imorges var det så tid til at forlade sommerhuset. Efter morgenkaffe, morgenmad og lidt rengøring kørte vi derfra, og jeg blev sat af i Haderslev igen, hvorefter min mormor og morfar kørte en tur til grænsen. Det havde været virkelig hyggeligt med en uge i sommerhus, og selvom jeg havde fået løbet en del følte jeg mig nu godt udhvilet. Der var dog det minus at efter en uge indendøre skulle jeg lige op i gear igen. Især fordi rygsækken nu var blevet en del tungere med ekstra sovepose, liggeunderlag, trøje og ikke mindst en del mad.

image

Jeg startede med at vandre rundt om Haderslev Dam som lå i forlængelse af Haderslev Fjord, nu når jeg var i området. Det viste sig at være en rigtig god beslutning for det blev en tur gennem et naturskønt område. Et område med bakker, flotte varierede skove, vandløb, gode stier og fede spor og så selvfølgelig selve dammen/søen. På turen kom jeg desuden gennem Haderslev Dyrehave som også var et fedt område. Der var også lidt af hvert, blandt andet engområder og afgræssede områder. Der var også en høj bakke som jeg vandrede op på, hvorfra der var fantastisk udsigt udover dyrehaven og Haderslev Dam.

image

Da jeg var nået hele dammen rundt, fortsatte jeg fra Haderslev til Årøsund af landevejene. Det blæste kraftigt og på de åbne stykker rykkede det godt i rygsækken, men der var heldigvis medvind! I Årøsund tog jeg færgen til Årø, hvor der lige ved siden af havnen lå en shelter. Den vendte væk fra viden så den gav heldigvis en del læ, men om aftenen kom der indimellem nogle kraftige vindstød som rokkede godt i den.

Dato: 4, 5. December

Dag: 129, 130

Kilometer (luftlinje):
38 km løb og vandring
29 km vandring
– ialt 4125 km

Tid i bevægelse:
7:45-13:15 med småpauser
9-14:45 med indkøb og pauser

Vejr:
8 grader, overskyet, lidt støvregn, kraftig vind 12 m/s.
9 grader, overskyet, periodevis støvregn, kraftig vind 14 m/s.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *