Rømø

posted in: Danmark Rundt | 1

Jeg startede dagen ud med at vågne frisk og veludhvilet i en rigtig seng, hvorefter jeg spiste morgenmad med Else Kirsten og Erhardt. Benene havde det egentlig godt efter gårsdagens løbetur, men jeg bestemte mig for at vandre hele dagen. Der er ingen grund til at presse for hårdt på her i starten.

Else var så venlig at smørre en god madpakke til mig, og jeg fik fyldt mine vanddunke op. Jeg tog afsked med Else og Erhardt og vandrede derudaf. Rygsækken var blevet godt tung af alt det mad og vand, så det var godt jeg ikke skulle løbe.

Dødt får
Dødt får

Jeg fulgte kysten indtil der kom et stort dige, som jeg så gik op på. Der var god udsigt ud over vadehavet og til en masse får der gik og græssede på markerne. Faktisk var der rigtig mange får, flere end jeg sammenlagt har set i hele mit liv. Længere nede af diget mødte jeg manden der ejede nogle af fårene. Vi fik os en kort snak, og jeg fik at vide at der var rigtig mange turister på Rømø. Efter noget tid mødte jeg så en anden mand der også ejede nogle af fårene. Han var knap så glad og imødekommende for nogle af hans får var løbet ud.

"Ebbe" ved vadehavet
“Ebbe” ved vadehavet

Jeg krydsede over en af græsmarkerne med får hen mod vejen til Rømø. Her havde jeg godt udsyn over vadehavet og  udover de levende får, men også døde får! Vejen til Rømø er 9 km så jeg vidste godt at den var lang. Der var tilmed meget trafik og turen derover føltes lang. Jeg kunne godt nok se Rømø i baggrunden, men vejen forsatte bare i uendeligheden. Heldigvis kunne jeg da kigge på vadehavet. Det var middagstid så tidevandet havde trukket sig helt tilbage. Man kunne se havbunden ligeså langt øjet rækkede. Nogle steder var der lerbund som var sprækket overalt, lidt ligesom man ser i ørkenfilm. Lidt længere fremme var der store mudder pukler. Fed oplevelse at se naturen variere så meget.

"Ebbe" ved vadehavet
“Ebbe” ved vadehavet

Da jeg kom til Rømø kom jeg desværre til at gå meget på vej. Til gengæld vandrede jeg forbi en købmand så jeg kunne proviantere lidt. Herefter gik det ned mod stranden. Trods de mange turister var der rigeligt med strand til alle. Enden af stranden og starten af havet kunne kun lige skimtes i horisonten.

Rømø Sønderstrand
Rømø Sønderstrand

Jeg fandt et sted på stranden og gav mig til at lave mad. Her kunne jeg konstatere at den hjemmelavede trægasbrænder jeg havde ikke var så effektiv, så jeg endte med at lave et lille bål i stedet. Da maden var spist havde jeg fået sand i alle mine ting, så jeg pakkede sammen og fandt et godt sted oppe i klitterne. Her sidder jeg nu og nyder udsigten ud over den enorme strand og venter på solnedgangen. 

Dato: 20. juli

Dag: 4

Kilometer (luftlinje): 28 km vandring

Tid i bevægelse: 9:20-17:20 med pauser og indkøb.

Vejr: Overskyet, 15 grader og let vind, sol sidst på dagen.

  1. Ebbe

    Hej Aske
    Super flotte billeder fra vadehavet.
    Det er gode erfaringer du gør dig, vi må se om vi kan bikse noget sammen ala en brænder som kan brænde på træ, til dig.
    God tur!
    Nyd det!