På afveje

posted in: Danmark Rundt | 0

Idag blev en dag hvor jeg både kom på afveje samt tilbagelage en del kilometer. Jeg vågnede ved at det regnede og en af pløkkerne var gået op så tarpen blafrede. Ikke lige den bedste start på dagen, men heldigvis kunne jeg sætte pløkken i igen uden at skulle ud af soveposen. Jeg lå en lille time og håbede på at regnen stoppede, samt forberedte mig ellers på at mine ting nok var ret fugtige når der skulle pakkes sammen.

Regnen stoppede heldigvis og jeg fik pakket sammen, spiste noget müsli og tog så ellers afsted. Rygsækken var blevet en del lettere siden i går, da mine mad – og vand rationer var blevet en del mindre. Jeg søgte ned mod stranden og vandrede langs kanten af klitterne nordpå. Der var en smuk udsigt udover det helt flade strand – og græslandskab. Ude i horisonten var der klitter som på grund af det ellers flade landskab lignede bjerge.

Da jeg lige var kommet igang begyndte jeg at løbe det meste af tiden. Den “lettere” rygsæk gjorde det fedt at løbe. Længere nede af stranden var der et par kittesurfere der var stået tidligt op. Solen begyndte at komme frem og der blev en fin varme. Planen var egentligt bare at følge kysten rundt indtil jeg nåede dæmningen og vejen indtil fastlandet, men jeg blev stoppet af et skilt hvor der stod “skydebane adgang forbudt”. At vende om var ikke en mulighed, det ville simpelthen være for deprimerende. Så jeg fulgte kanten af skydeområde ind i landet, for så ville jeg vel nå over på den anden side af Rømø på et tidspunkt. Der var et fint spor at følge der var lavet af de mange frie får der gik rundt her. De forstod åbenbart ikke skiltene for der gik får på begge sider.

Sporet blev mindre og skiltene forsvandt. Nu stod jeg i ingenmandsland med græshede i alle retninger, unden at vide hvad der var skydeområde og hvad der ikke var.  Men det var egentlig en ret fed oplevelse at stå der alene med fårene, og kigge ud over det totalt flade hedelandskab. Længere fremme kom der så en bred å, heldigvis blev den smallere et stykke henne, og der lå en jernbjælke på tværs som jeg kunne balancere over på. Efter noget tid nåede jeg så til vejen på østsiden af øen og fulgte den ned til dæmningen, hvor jeg fik frokost inden jeg gik over. Der var heldigvis medvind idag mod fastlandet, men det var stadig en virkelig lang vej.

Jeg fortsatte mod Brøns hvor jeg satsede på at handle ind, men der blev jeg skuffet, ingen købmand i Brøns. Der var ikke andet at gøre end at forsætte 10 km til Hviding hvor der både var købmand og lejerplads. Regnede med at sove i shelter, men der kom en flink familie fra Sjælland som gerne ville sove der, så de ikke skulle slå deres store telt op. Så jeg forbarmede mig og slog min tarp op. Fik desuden en hyggelig snak med dem, og fik at vide at jeg godt kunne glæde mig til at komme til Mandø imorgen. Det var tilmed en luksus lejrplads med køkken og bad, så jeg selv, noget af mit tøj samt gryde grej blev vasket. 

Dato: 21. juli

Dag: 5

Kilometer (luftlinje): 43 km løb og vandring

Tid i bevægelse: 7:30-17:30 med pauser og indkøb.

Vejr: Meget sol, 19 grader og let vind.