Eshøj Plantage

posted in: Danmark Rundt | 0

Igår sov jeg længe. Det var egentlig ikke planen, men det var ikke tiltrækkende at skulle op af soveposen og ud i kulden igen. Men jeg kom da op og heldigvis var vejret lidt mildere end den forrige dag, og det blev bedre op ad dagen.

image

Jeg vandrede over dæmningen der gik over vigen Ulvedybet som var på min højre hånd. Den var helt frossen og hvid af sne. På venstre hånd var Limfjorden der også var hvid i kanterne, og i horisonten skinnede morgensolens røde stråler svagt gennem skyerne.

Jeg fulgte en regional cykelrute hele dagen hvor jeg for det meste havde udsyn til Limfjorden. Jeg sluttede så dagen i Aggersund, hvor jeg vandrede over Aggersundbroen for der lå nemlig en shelter på den anden side af fjorden.

image

Idag var jeg tidligt oppe for der ventede en lang dag. Der var næsten ingen vind og temperaturen var omkring minus en grad, så det var mildt. Jeg vandrede over Aggersundbroen igen og videre langs fjorden. Blandt andet over en dæmning der var lavet på tværs af Bygholm Vejle. Det var et kæmpe område, der engang havde været en del af fjorden, men som man så havde forsøgt at inddæmme. Det var ikke gået så godt, for da jeg vandrede forbi var det meste af området dækket af is. Kun få steder var der plamager med græs der stak op. Idag er området rigt på fugleliv grundet den eng lignende natur. Så det mislykkede forsøg på at drive landbrug på området, har idag skabt et naturområde rigt på dyreliv.

image

Og det var ikke den sidste dæmning jeg vandrede over idag. Jeg kom også over dæmningen ved Østerild Fjord og Lønnerup Fjord, der var fyldt med kvakkende svaner der svømmede rundt i den sidste ikke frosne del af fjorden.

image

Da mørket faldt på fulgte jeg en grusvej helt ude langs fjorden. Af hvad jeg kunne se i pandelampens skær var det et flot område. Snevejret var også kommet igen så lyskeglen blev fyldt med snefnug. Selvom jeg var ved at være godt træt, var det nu egentlig meget hyggeligt at gå i det blide snevejr. For enden af grusvejen kom jeg til Eshøj Plantage, hvor jeg efter 10 minutters søgen i mørket fandt shelteren der lå flot i læ af skoven men med udsigt til fjorden.

Dato: 7, 8. Januar

Dag: 144, 145

Kilometer (luftlinje): 31 km vandring, 46 km vandring – ialt 4565 km

Tid i bevægelse: 10:10-17:15 med pauser, 7:10-18:10 med pauser

Vejr: -2 grader, periode med snevejr, overskyet, frisk vind 8 m/s. | -1, snevejr det meste af dagen, stille vind 3 m/s.

image