
I dag startede min Danmark rundt tur for alvor. En dag hvor der er sket utrolig meget, og den har givet mig en masse gode oplevelser trods meget regn sidst på dagen.
Det blev formiddag og rygsækken var pakket og endte på cirka 6,6 kg uden vand og mad. Min far og jeg kørte så afsted mod grænsen ned til vadehavet. Jeg har aldrig været ved vadehavet før så jeg glædede mig. Klokken 14:30 nåede vi grænsen og jeg løb afsted. Landskabet var utrolig fladt, og det var tydeligt at området var meget præget af naturens kræfter. På de første 10 km var der grøfter og dæmninger overalt, for at gøre det ellers meget fugtige område beboeligt.
Jeg løb et stykke på toppen af en stor dæmning langs kysten med udsigt til Rømø. Herefter sluttede stien og jeg kom op at løbe på en asfaltvej, indtil jeg efter 21 km nåede en parkeringsplads nede ved stranden hvor farmand ventede. Han ville lige spise aftensmad med mig inden han kørte hjem. Det siger man ikke nej til, når han har steaks i bilen.
Mens vi spiste kom vi i snak med en lokal sønderjyde, og jeg fik øvet mit dansk. Utrolig venlig og snaksalig mand ved navn Erhardt. Da han hørte om mit projekt tilbød han straks at jeg kunne sove i deres have og bruge deres toilet. Man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, så jeg takkede pænt ja. Han boede lidt længere oppe af kysten, og han viste mig på kortet hvor det var. Jeg fik tilmed hans telefon nummer hvis jeg nu ikke kunne finde det.
Vi spiste og så fik jeg sagt farvel til fadder og begyndte at gå deropad. Det begyndte at regne en del, men det var der ikke noget at gøre ved. Inden jeg nåede derop kom Erhardt kørende mod mig, han ville lige tjekke hvordan det gik her i regnen.

Jeg blev inviteret indenfor og han lånte mig med det samme et par tørre sokker. Jeg fik hilst på konen i huset Else Kirsten og blev straks budt på boller og te. Vi fik sågar besøg af Jens Rosendal. En lokal forfatter og digter der har skrevet mange sange i højskole sangbogen. Snakken gik og jeg fik en masse lokale historier. Blandt andet historien om opdelingen af grænsen omkring Rudbøl hvor jeg startede fangede mig…
Midt i vejen ved Rudbøl ligger Grænsestenen. Halvdelen af vejen er tysk, den anden halvdel dansk. Det siges at det skyldes at dem der opdelte grænsen i sin tid efter krigen kom i snak med en dansker der var forfærdelig ked af det. Danskerne var nemlig i mindretal, så nu blev de nok tysk. Man fandt ud af at det danske mindretal alle var samlede på den ene side af vejen og besluttede derfor at lade grænsen gå midt i vejen, så det danske mindretal kunne forblive i Danmark.
Inden sengetid skulle jeg med ud og se solnedgangen, eller skyerne foran solen. Her fik jeg en masse at vide om stærene der trækker i området. Erhardt fortalte at de var så tamme at han engang var kommet til at køre en over med en trillebøre. Herefter gik vi indenfor igen, og de synes ikke jeg skulle sove ude i regnen, så de tilbød mig en soveplads indenfor.
Jeg kunne ikke ønske mig en bedre start. Har aldrig mødt så venlige og gæstfrie mennesker som Erhardt og Else Kirsten. Hvis der findes mennesker som dem i resten af landet, kan det kun blive en god tur.
Dato: 19. juli
Dag: 3
Kilometer (luftlinje): 21 km løb + 5 km vandring
Tid i bevægelse: 14:30-16:50 og 18:15-19:15
Vejr: Overskyet, 19 grader og næsten vindstille/ lummert. En del regn ved aftenstid og ned til 13 grader.





