I sne og slud skal Aske ud

posted in: Danmark Rundt | 0

Trods kraftig vind, sne og slud blev det alligevel en god dag, selvom det til tider var koldt. Jeg sov lidt længere imorges end jeg plejede og det var nok forbi der udenfor ventede en dag i koldt vejr. Da jeg vågnede kunne jeg på de små runde pleksiglas vinduer i shelteren se snefnug ramme og smelte, mens jeg kunne høre den kraftige vind suse udenfor.

image

Jeg havde hverken handsker eller regnbukser til det vejr og det kneb også med nok tøj. Men det kunne jeg ikke lave om på, så istedet måtte jeg bruge det jeg havde. Jeg tog alt mit tøj på, normalt plejer jeg ellers at gemme et par lange underbukser og en trøje, så jeg har noget tørt og varmt når jeg kommer frem. Over benene trak jeg en sort affaldssæk som et regnskørt. Hænderne var nok det værste, men på dem tog jeg mine tykke uldsokker som jeg ellers plejer at sove med og ud over dem en plastik pose, og så havde jeg mig et par varme og vandtætte luffer.

Jeg startede dagen med at følge nogle markveje som endte med at blive en tur på skøjtebane. Den megen regn de sidste par dage og nu slud havde forvandlet den til noget af en muddervej og generelt var alting bare vådt. I Søby fik jeg handlede og det brugte jeg rigtig lang tid på for der var dejlig varmt!

image

Herefter vandrede jeg langs den sydlige del af Ærø med retning mod Marstal. Jeg fulgte vejene istedet for kysten for jeg ville gerne hurtigst muligt frem. De Improviserede luffer var begyndt at blive våde inden i. Tilmed dækkede regnskørtet ikke det nederste af benene så mine lægge og især fødder var ret kolde.

Det fortsatte heldigvis ikke lang tid for da jeg nåede Bregninge søgte jeg læ ved en kirke hvor jeg mødte en graver. Han gav mig lov til sidde i hans pauserum med god varme, hvor jeg fik en kop kaffe og spiste lidt hurtig frokost. Imens jeg sad i varmen fik jeg en sms fra Emma som jeg kendte lidt fra et løb i Mols Bjerge vi begge havde været hjælpere til. Hun boede i Marstal og jeg var velkommen til at komme forbi. Det passede perfekt især i det dårlige vejr, og så var der ikke meget længere end til den shelter jeg havde tænkt mig at overnatte i.

Hidtil havde jeg vandret og frosset selvom jeg havde alt mit tøj på. Så da jeg forlod det varme rum ved kirken, tog jeg lidt af mit tøj af og begyndte at løbe. Der gik noget tid inden jeg fik varmen men så blev den der til gengæld. Jeg løb hele vejen til Marstal uden de store problemer, jeg fik godt nok lidt ondt i det ene knæ men det gik heldigvis hurtigt væk. I Marstal kom jeg ind i varmen i Emmas lejlighed og fik mig så et varmt bad. Resten af dagen og aftenen kunne jeg så slappe af indendøre.

Dato: 22 November

Dag: 118

Kilometer (luftlinje): 14 km vandring og 17 km løb – ialt 3734 km

Tid i bevægelse: 8:30-15:10 med indkøb og pauser

Vejr: 2 grader, slud mest om formiddagen, kraftig vind 13 m/s.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *