I dag tog jeg de første skridt på min tur Danmark rundt. Jeg er på familieferie på Bornholm, og det er en oplagt mulighed til at få løbet øen rundt. Det startede jeg så på idag hvor jeg tog cirka halvdelen af kyststrækningen.
Det er en ferie jeg har set frem til med spænding men også med en vis nervøsitet. På den ene side glædede jeg mig til at løbe øen rundt, men på den anden side var jeg nervøs for, om jeg ville kunne holde til det. For en lille måneds tid siden slog jeg nemlig min fod, da jeg trådte forkert på en sten, hvor uheldig kan man være. Siden har der ikke været mange løbeture på programmet. Jeg var derfor lidt nervøs for om foden nu var blevet god igen, og hvordan jeg ville klare sådan en lang løbetur, når jeg ikke havde løbet det store den sidste måned.
Turen startede fra Svaneke hvor jeg er i sommerhus med familien. Det blev morgen og jeg fik pakket en lille rygsæk med lidt mad og vand til turen. Klokken 7 kom jeg afsted, og startede med at gå den første time lige for at komme igang. Planen var at jeg skulle tage det roligt hele dagen, så jeg ikke blev overbelastet oven på skades pausen. Vejret var heldigvis køligt hele formiddagen, så det var til at holde ud at bevæge sig i.
Efter en times vandring satte jeg i løb og fortsatte igennem Gudhjem, hvorefter jeg fiskede en bolle op af rygsækken. Indtil videre havde sporet gået langs kysten det meste af vejen, med god udsigt udover den bornholmske natur. Selvom jeg mest er til natur oplevelser var turen gennem Gudhjem specielt ikke ringe. Hyggelig havneby med mange gamle huse. Ruten havde indtil videre været forholdsvis flad, men det blev den ikke ved med!

Efter Gudhjem fortsatte jeg langs kysten og skiftede mellem løb og vandring. Jeg nåede til Helligdoms Klipperne og Den Sorte Gryde. Her tog jeg mig god tid at nyde de store klipper samt tage nogle billeder. Jeg skulle også lige et smut ned og ind i Den Sorte Gryde, som er en grotte der går et godt stykke ind under land. Virkelig fed oplevelse.

Herefter fortsatte jeg ud rundt om Hammeren og ned af vestkysten. Her var der en del mere vind, og der var kommet store bølger som slog ind mod klipperne. Turen fra Hammeren og ned til Hammershus var virkelig flot, med en masse “øde” natur, og et virkelig fedt spor. Her var der en del bakker og jeg tog mig tid til at nyde naturen, så tempoet gik drastisk ned.
Da jeg endelig nåede til Hammershus, mødtes jeg med familien som var taget ud for at se ruinen. Her holdt jeg en længere pause hvor jeg også gik op til ruinen, samt fik mig en softice så jeg kunne få fyldt energi depoterne op.

Jeg fortsatte mod Rønne og ruten blev ligeså stille mere og mere flad. Naturoplevelserne blev mindre men den forrige del af ruten er også svær at hamle op med. Der var dog to steder der skilte sig ud. Det ene var det gamle granit brud i Vang. Sjovt sted hvor der var noget gammelt betonbyggeri inde i klipperne som kyststien gik igennem, men naturligt var det ikke ligefrem! Det andet sted var lidt længere nede af kysten, cirka 10 km fra Rønne. Her gik stien over noget jeg tror var ler “bakker”. Det skilte sig markant ud fra resten af landskabet.

På sidste del af ruten var jeg godt træt og fik lidt mavekneb, så her vandrede jeg et godt stykke. Men 5 km inden Rønne ville jeg bare gerne være færdig, og her kunne det dælme være ligemeget med den trætte krop. Jeg begyndte at løbe og heldigvis fik jeg en lille optur hvor benene føltes okay. Jeg havde tilmed en hjemmebagt bolle med hamburgerryg i rygsækken, som jeg havde fået ved Hammershus af min mormor. Jeg besluttede at spise den når jeg nåede dagens mål i Rønne. Det hjalp godt på motivationen for jeg var egentlig ved at være rimelig sulten. Jeg nåede til Rønne hvor jeg lettede men træt kunne spise min bolle, hvorefter jeg blev samlet op og kørt tilbage til sommerhuset i Svaneke.
Det er vigtigt at få en god start og det må jeg sige at jeg fik. Det var en god løbetur hvor benene virkede som de skulle uden skavanker, og tilmed fik jeg en stor naturoplevelse. Rent tidsmæssigt gik det ikke så hurtigt, men det var heller ikke målet. Jeg havde god tid til at nyde naturen samt til at få taget billeder, også gør andelen af vandring at jeg forhåbentlig er klar til sidste del af turen her sidst på ugen. Nu står den på ferie med familien de næste par dage. Sidst på ugen regner jeg så med at tage den sidste del af den bornholmske kyststrækning. Når jeg så engang er kommet hjem fra ferie, og har fået pakket mit grej, vil jeg så for alvor gå igang med min tur Danmark Rundt.
Dato: 6. juli
Dag: 1
Kilometer (cirka): 63 km (løb og vandring)
Højdemeter (cirka): 1100 m
Tid i bevægelse: 9 timer og 40 minutter med småpauser + længere pause ved Hammershus







Helle Udsen
Hej Aske. Hvor er det bare sejt. Super frisk intiativ. Du lyder allerede helt prof. I din natur og kulturformidling. Dejligt at du vil dele dine oplevelser med alle os andre!!
Vi ønsker dig rigtig god tur fremefter. Pas godt på dig selv og lyt til dig selv og din krop. Fortsat god ferie.
Mange hilsner, held og lykke – fra os alle i Dalstrup
Helene Mathew
Super sejt Aske – glæder mig til at følge dig!
kate Kjær
Du er super sej, glæder mig til at følge, dig på din tur. Anders`s mor
Aske Christensen
Tak for jeres interesse, fedt at i vil følge med.