Blæst igennem

posted in: Danmark Rundt | 0
Klinter ved Bovbjerg
Klinter ved Bovbjerg

Der var godt med vind på dagens tur, så jeg blev blæst godt igennem. Vinden kom fra nordvest, så det føg med sand på stranden, og bølgerne var store, en del større end igår. Nogle steder var stranden ligefrem forvandlet til en halv stenstrand, fordi alt sandet var blæst væk. En del af klitterne var også blevet lidt større idag, da der var blevet aflejret en del af det fygende sand i marehalmen. Godt nok var det ikke altid sjovt at gå med vinden lige i hovedet og skulle knibe øjnene sammen på grund af alt det fygende sand, men det var en fantastisk oplevelse sådan at opleve naturens kræfter.

Længere fremme ændrede klitterne sig til høje klinter, og der gik en sti langs toppen af klinterne. Jeg fulgte stien for at komme væk fra blæsten på stranden, og så var der godt udsyn ud over landskabet. Ved siden af stien var der en lille sø hvor jeg så et svanepar. Da jeg kom tættere på var der 5 store svaneunger der havde gemt sig i det høje græs. Fedt lige at få den oplevelse med.

wpid-dsc_0330.jpg

Efter nogle kilometer ændrede landskabet sig endnu engang. Klinterne blev ligeså langsomt mindre og der begyndte at komme klitter igen. Jeg kom til Ferring Sø som var en stor sø lige bag ved klitterne. Der var lavet en fin sti der gik mellem søen og klitterne som jeg fulgte. Det var en smuk tur med godt udsyn ud over søen, og et enkelt sted kunne jeg se havet på den ene side og søen på den anden. Herefter fortsatte jeg til Harboøre som ikke er langt syd for Thyborøn.

Jeg så tilmed en del kystbeskyttelse idag på min tur op langs kysten, klitbeskyttelse, skrånings beskyttelse, bølgebrydere samt høfder. Man kan have mange meninger om kystbeskyttelse, men jeg læste på min tur at havet kan tage op til 8 meter af klitterne hvert år! Det er godt nok en del, og viser hvor store kræfter Vesterhavet har. 

Dato: 31. juli

Dag: 14

Kilometer (luftlinje): 28 km vandring

Tid i bevægelse: 10-17

Vejr: Overskyet, 13 grader, kraftig vind og enkelte regnbyer.