Jeg stod op til sædvanlig tid imorges, fik hurtigt pakket mine ting og gik til Stigsnæs Havn, hvor jeg tog færgen til Agersø. Der lagde jeg min rygsæk og begyndte at løbe øen rundt.
Kysten rundt om øen var meget varieret, og det blev en tur der bød på alverdens underlag, sten, tang, grus, sand og muslinger. Jeg startede med at løbe langs den østlige kyst og nordpå. Den nordlige ende af øen var nok der den flotteste natur var. Det var et strandeng område med vådområder og små tanger ud i havet. Her var der tilmed nogle svaner der svømmede rundt.
Langs hele den vestlige kyst var der de fleste steder sandstrand. Sandet var meget løst, hvilket gjorde turen noget mindre “let på tå”. Øens sydlige ende havde en tange med mere strandeng. Det var også et flot sted og jeg var lige en tur ude at vende ved fyrtårnet der stod for enden af tangen.
Tilbage mod havnen fulgte jeg en lille landevej og kom igennem øens eneste by Agersø By. Her fik jeg provianteret hos en lille hyggelig købmand. Ellers tog jeg færgen tilbage og fandt hen til den samme shelter, som jeg sov i igår kort fra Stigsnæs Havn. Her havde jeg en lang eftermiddag til bare at slappe af i shelteren.
Dato: 10. November
Dag: 106
Kilometer (luftlinje): 17 km løb – ialt 3411 km
Tid i bevægelse: 7:50-10:10
Vejr: 14 grader, overskyet, kraftig vind 10 m/s.









