Efter hviledagen igår blev det tid til at komme videre. Vækkeuret ringede allerede ved femtiden og Mikkel og jeg gik mod Vejle med pandelamper, da solen endnu ikke var stået op. Det var en flot tur med massere udsigt ud over fjorden, mens solen langsomt stod op og kom frem fra skydækket.
I Vejle nåede vi Mikkels gymnasium, og det blev tid til at sige farvel og tak for nogle dage med hyggeligt selskab og husly. Mikkel skulle i skole og jeg skulle videre.
Fra Vejle fortsatte jeg langs sydsiden af fjorden mod øst igen. Efter et langt stykke på landevej kom jeg ned og gå på skovstier og grusveje helt ned til fjorden. Langs med en grusvej var der pludselig noget der puslede to meter fra mig inde i noget højt siv, og op sprang to rådyr.
For enden af grusvejen stod der så to skilte med “Privat adgang forbudt” og “Ingen sti til Andkær Vig”. Jeg må indrømme at jeg efterhånden har set en del af de skilte og er ved at være lidt træt af dem. Nå, men jeg søgte ned til stranden lige ved siden af, som lige akkurat var bred nok til at jeg kunne gå der uden at få våde fødder. Stranden stoppede dog hurtigt, tilgengæld var der en flot skov med en fin sti der lige netop gik til Andkær Vig, så trods skiltet var der altså en sti til Andkær Vig, hvilket også var markeret på mit kort!
Jeg så også en stor hugorm idag. Den var meget hurtigt væk så fik kun et glimt af den, men jeg tror da det var en hugorm. Dem ser man ellers ikke så tit. Herefter kom jeg gennem Brejning, hvor jeg fik købt ind og fyldt mine vandbeholdere og så gik turen ud til endnu en shelter som lå i et uberørt skovområde, da naturstyrelsen prøver at fremme forholdene for svampe og insekter, der lever i de døde træer.
Dato: 15. september
Dag: 52
Kilometer (luftlinje): 40 km vandring – ialt 1649 km
Tid i bevægelse: 5:40-14 med indkøb
Vejr: 15 grader, overskyet, perioder med lidt sol, lidt regnbyer om eftermiddagen, frisk vind 7 m/s.










Mads Thomsen
Hej Aske
Fortsat spændende at følge med i dit eventyr her på bloggen!
Du får en masse fantastiske oplevelser – og når man har tid til at opleve, så sker der en helt masse ting af sig selv 🙂
Hvordan gik det med gasbrænderen?
Mange hilsner fra Mads og familien
Aske Christensen
Hej Mads godt at høre fra dig. Kom desværre ret hurtigt til at skrue gevindet over :/ Men har fået skaffet en ny. Det fungere perfekt, lidt nemmere og hurtigere. Det er bare det hvor mange steder man kan købe gas, men det finder jeg snart ud af. Mvh Aske