En fantastisk tur er slut

posted in: Danmark Rundt | 5

Så blev det dagen hvor jeg skulle gå de sidste skridt. Det blev en længere tur gennem Nibe og til Aalborg, men før jeg vidste af det var den ovre. Da jeg nåede til Nibe tog jeg lige forbi en bager for sidste gang. I udkanten af Aalborg gik jeg forbi en sø, der så ud til at have været en gammel kalkgrav. Det var egentlig et fint område, men der gik ikke længe inden den sti jeg fulgte var oversvømmet og jeg måtte finde en anden vej.

image

image

Kort efter var jeg fremme hos Martin i Aalborg, en gammel spejderven som gav aftensmad og et hyggeligt sted at ende turen.

En fantastisk tur er slut, og jeg vil helt sikkert tænke tilbage på den resten af mit liv. Da jeg startede turen var der virkelig langt rundt, og jeg forsøgte ikke at tænke for meget over det, for det ville simpelthen være for deprimerende. Deraf kom jeg også ret hurtigt ind i en god rytme med at tage tingene som de kom og tage det en dag af gangen. Efter et stykke tid begyndte det at blive hverdag, og jeg tænkte ikke længere så meget over længden af turen, for det at være på farten hver dag var blevet det jeg gjorde, og ikke noget der bare hurtigt skulle overståes.

Nu står jeg så på den anden side af “målstregen”. Det er helt mærkelig at tænke tilbage på turen, som jeg nu føler er gået så stærkt, trods jeg tydeligt husker hvor uoverskueligt langt rundt der var da jeg startede. Det er heller ikke fordi jeg fik en lettende følelsen da jeg nåede til Aalborg. Her tænker jeg på den følelsen man får når man passerer målstregen efter et hårdt løb og bare er glad for at have gennemført. Jeg tror det er fordi at turen som sagt var blevet min hverdag, så selvom det er dejligt at være i mål er det ikke som sådan en lettelse, for nu skal jeg først vende mig til en normal hverdag igen. Men når det så er sagt glæder jeg mig også til at skulle igang med noget nyt hvad det så end bliver, for selvom et eventyr er slut, så venter der nye oplevelser forude.

image

Jeg håber i har fået noget ud af at følge med, og det har også været rart for mig at dele mine oplevelser med andre, når jeg nu kun var mig selv. Så en stor tak til alle der har fuldt projektet og sendt opmuntrende kommentarer og beskeder i ny og næ. Jeg vil også gerne give en stor tak til de gæstfrie og venlige mennesker der rundt omkring har åbnet deres døre for mig. Det har været meget inspirerende for mig at møde og snakke med nye mennesker.

Nu skal jeg lige have nogle dage til at fordøje alle oplevelserne, men hæng på lidt endnu og følg med på hjemmesiden eller Facebook. Når jeg engang har fået samlet tankerne skriver jeg lige et indlæg hvor jeg samler op på turen.

De bedste hilsner fra Aske.

Dato: 26. Januar

Dag: 163

Kilometer (luftlinje): 47 km vandring – ialt 5133 km

Tid i bevægelse: 7:30-17:30 med pauser.

Vejr: 6 grader, overskyet, regn om aftenen, frisk vind 7 m/s.

image

5 Responses

  1. Margit P.

    Det bliver tomt ikke at kigge “Askes indlæg” når man leder efter noget indholdsrigt på facebook. Det har været en fornøjelse at have dig forbi vores hjem – du er velkommen til enhver tid, alene eller med bettesøster. Har sendt dig mange tanker, når vi har skuttet os i vores kolde dyner, og tænkt på, at du lå “derude” mens vi synes, det var koldt indendøre. Er sikker på turen har været med til at modne en robusthed i dig, du altid vil finde styrke i. Velkommen tilbage til hverdagen, hvad den nu end består af. Hils derhjemme.

  2. Else Busk

    Hej Aske..tillykke med at du fik gennemført din tur langs dk s kyster….flot….det har været spændende at følge dig….husk lige at du mangler Alrø i Horsens fjord….Venlig hilsen Else Busk

    • Aske Christensen

      Hej Else mange tak, ja det ikke så godt jeg har et lille hænge parti der 😀

  3. Preben Knud Rasmussen

    Du gjorde det, fordi du ville, og du har glædet rigtig mange af os, der har fulgt dig.
    Nu bliver der et tomrum. Hvad mon der nu skal ske?

    hilsen Preben

    • Aske Christensen

      Mange tak Preben. Hvad der nu skal ske ved jeg ikke, men jeg vil helt sikkert forsætte med at tage på tur i ny og næ. bedste Hilsner Aske