Mod kysten

posted in: Danmark Rundt | 0

image

Der gik lang tid inden jeg tog mig sammen til at komme ud af soveposen imorges. Det var ikke optimalt for der ventede en lang dag forude, inden jeg ville nå dagens shelterplads. Jeg vågnede faktisk allerede lidt i seks, men lå så og småsov indtil jeg lidt i ni endelig fik taget mig sammen til at stå op. Men det var heller ikke så indbydende at stå op, da det regnede udenfor.

image

Det første stykke gik langs med en sti helt ned til fjorden. Så nåede jeg til Randers hvor jeg kunne handle lidt, og herefter fortsatte turen til Assentoft. Byen lå oppe på en forhøjning, så på min tur gennem byen var der godt udsyn udover de mange marker.

image

Ved frokosttid stoppede regnen og jeg kunne vandre og løbe resten af dagen i tørvejr. Selvom jeg sidst på dagen var godt træt, lykkedes det mig at løbe nogle gode stræk. Det krævede at jeg tog mig godt sammen, især fordi benene var noget trætte efter løbeturen igår, men det lykkedes da.

Ved aftensmadstid fandt jeg så shelterpladsen der lå ved Estruplund. Den lå kun 500 meter fra stranden, men jeg var godt træt så gensynet med stranden måtte vente til imorgen. Der var også to damer på pladsen, som sagde de egentlig bare var kommet for at drikke rødvin, og det lyder skam også hyggeligt.

Det er efterhånden noget tid siden jeg har gået langs en rigtig strand, så det bliver godt at komme ned på stranden imorgen, selvom det nu også har været rart med nogle dage uden sand i skoene!

Dato: 26. august

Dag: 37

Kilometer (luftlinje): 39 km vandring og løb

Tid i bevægelse: 9-17:45 med pauser og indkøb

Vejr: 19 grader, overskyet, små regn først på dagen, tørvejr og lidt sol efter frokost.

image