Hov Vig Vildtreservat

posted in: Danmark Rundt | 0

image

Det var en stille og rolig dag idag, hvilket passede mig fint, for det var lige hvad mine ben havde brug for. Jeg startede dagen med at gå på en sti langs Isefjorden. Solen skinnede og det stille vand var spejlblankt. Det eneste der brød stilheden, var nogle få fugle der engang imellem gav lyd fra sig.

image

Jeg kom også gennem Hov Vig Vildtreservat som var en virkelig god oplevelse. Et smukt naturområde fyldt med diverse svaner, gæs, ænder og vadefugle. Når jeg siger området var fyldt med fugle, så mener jeg det virkelig, for da jeg gik gennem området kunne jeg konstant høre lyde og skrål fra de mange forskellige fugle. Det var også et område hvor skarven holdt til. Det kunne ses ved de mange hvisne birketræer med skarvens redder i. Fuglen har åbenbart så heftige ekskrementer at det får træerne til at gå ud!

image

Mod Nykøbing mødte jeg desuden en ældre herre som lige skulle høre hvad jeg var igang med, så jeg fik en hyggelig snak med ham. Jeg havde egentlig regnet med at skulle sove i shelter idag, men da jeg kom til shelterpladsen kostede den penge. Jeg tænkte at det var åndssvagt at betale for, da der i skoven lige ved siden af var fri teltning. Så jeg gik ind i skoven og fandt mig et godt sted ved en bakke under et bøgetræ, og der slog jeg min tarp op. Det var helt sikkert det rigtige valg, for der kunne jeg ligge og kigge på den flotte skov, mens fuglene og vinden engang imellem gav lyd fra sig.

Dato: 27. september

Dag: 64

Kilometer (luftlinje): 15 km vandring – ialt 2052 km

Tid i bevægelse: 9-13 med pauser og indkøb

Vejr: 16 grader, overskyet, sol men skyet himmel, stille vind 3 m/s.

image