En seng på Venø

posted in: Danmark Rundt | 2

Det startede allerede som en god dag, da jeg kort efter at være vandrede afsted fra Jegindø kom ind på en smal vandresti der fulgte kysten langs med Thyholm. Kyststrækning var flot, og det var sådan et sted der gjorde de mange kedelige kilometer ud af landevejene det hele værd. Jeg fik også set hvor barsk naturens kræfter er om vinteren, da stien nogle steder var skyllede i havet, og jeg i stedet skulle kravle over væltede træer på stranden eller gå et stykke op ad de flotte skrænter. Et sted gik stien desuden langs ryggen af skrænten, hvorfra jeg havde en god udsigt og så et glimt af en ræv der skyndte sig at komme væk.

image
vandrestien langs Thyholms østkyst

Efter Thyholm gik jeg over broen ved Oddesund og fulgte så landevejen med retning mod Struer, men drejede af til færgen mod Venø. Mens jeg ventede på færgen mødte jeg Per som boede på øen, og efter lidt snak tilbød han mig at jeg kunne sove hos ham. Det takkede jeg selvfølgelig ja til, og det skulle blive rart at komme ind i tørvejr.

image
Venø bakker

Færgeturen til Venø var den korteste jeg hidtil havde prøvede. Det tog kun to minutter. På Venø vandrede jeg så langs øens vestkyst. Et flot stykke især da jeg kom op til Venø bakker som var nogle bakker helt ud til vandet, dækkede med lyng, hvorfra der var et godt udsyn udover kysten. Derfra kunne jeg tilmed se over til Thyholm og Oddesund hvor jeg kom fra. På den nordligste del af øen kom jeg til Norskov vig. Jeg nåede lige præcis frem inden det blev mørkt. Det var et smukt natur reservat hvor der i sommerhalvåret ynglede mange fugle.

image
Norskov vig

Herefter vandrede jeg tilbage mod Venø havn og hjem til Per og hans kone Dorte. Det var godt at komme ind i varmen og få et godt måltid mad. Efter en hyggelig snak, kunne jeg så ligge mig til at sove uden at skulle fryse næsen og det var nu egentlig meget rart.

image
Norskov vig

Dato: 12. Januar

Dag: 149

Kilometer (luftlinje): 39 km vandring  – ialt 4684 km

Tid i bevægelse: 8:15-17:15 med indkøb, pauser og færge.

Vejr: 2 grader, småregn, overskyet, stille vind 4 m/s.

image

2 Responses

  1. Helle Udsen

    Hej Aske. Dejligt stadig at følge dig rundt i “lille” Danmark, som jo viser sig ikke at være så lille igen, når man bevæger sig rundt på “gåben”. Det er flot at du stadig holder gejsten med at fortælle om din tur og dine oplevelser og at du holder ud trods vintervejret. Fortsat god tur ⛄️ ☕️ 😀 🇩🇰
    Mange hilsener fra os alle i Dalstrup

    • Aske Christensen

      Mange tak for hilsnen, den “varmer” her i den kolde tid. Ja der er langt rundt i Danmark, men det er trodsalt ved at lakke mod enden.