Planen der gik i vasken

posted in: Danmark Rundt | 0

Igår endte dagen ikke helt som planlagt. Den korte historie er at tre af mine gode venner ville komme over med færgen til Odden og besøge mig, hvilket desuden var grunden til at jeg de sidste dage havde haft så travlt med at nå derhen. Men færgen nåede desværre aldrig frem, da den havde problemer med styrtøjet.

Nå, men vækkeuret ringede igen alt for tidligt i graver boligen, men i det mindste kunne jeg sove lidt længere end den foregående dag. Mine ben var godt stive, især min højre acchilessene og mit højre lår var ømt. Et tegn på at de trængte til hvile, men det var desværre ikke en mulighed, for jeg skulle nå til Odden inden aften. Jeg måtte derfor tage den direkte vej og desværre give afkald på at komme forbi Saltbæk vig. Jeg kom heller ikke en tur til Sejers ø, men det havde jeg vidst de foregående dage at der ikke ville blive tid til.

Jeg vandrede til solnedopgangen hvilket var et smukt syn og gav mig energi til endnu en lang dag på landevejene. Efter en times tid begyndte benene at løsne op, og mod min forventning oplevede jeg at de fik det bedre op ad dagen, hvis jeg ikke holdte for lange pauser vel og mærke.

Byen Høve lå på en bakke, og da jeg gik ud af byen igen var det med et flot udsyn udover landskabet, hvor jeg kunne se stranden ud mod Odden og det skovfyldte område. Det var fedt og hvad der var bedre var at jeg herefter kom ned til stranden at gå på en sti i klitterne. Det var lige hvad sindet havde brug for efter de sidste dages lange stræk på asfalt veje.

image

I mellemtiden trak det op og himlen blev fyldt med store mørke skyer. Normalt ville det være negativt men skyerne dannede nogle flotte og idylliske formationer på himlen, og der var en klar grænse mellem den mørke skyfyldte himmel og den skyfri og lyse himmel. En fantastisk oplevelse som jeg ikke husker jeg før har haft, så derfor gjorde det heller ikke noget at der efterfølgende kom et stort regnskyl.

Inden Odden kom jeg så forbi et område der hed Korevlen. På den ene side af “revlen” var stranden og havet og på den anden side en aflang sø samt et fugtigt græsområde, hvor der gik køer og græssede.

image

Ikke langt derfra nåede jeg byen Lumsås hvor jeg havde aftalt med mine tre kammerater at vi skulle mødes, da der gik busser dertil fra Odden færgehavn. Derved kunne jeg skåne mine ben for at gå helt ud på Odden, og da der alligevel primært kun var en vej ville det nok heller ikke have været den mest spændende tur.

Der var stadig god tid til de kom så jeg fandt mit kogegrej frem og ville lave mig noget aftensmad. Men ligesom jeg skulle til at stege bacon ringede Johannes med en dårlig nyhed. De havde lige fået at vide at færgen havde problemer med styrtøjet, så den blev nød til at vende om til Århus. De kunne altså ikke komme, og tage herhen næste dag var heller ikke rigtig en mulighed, da transporttiden så ville være for lang i forhold til tiden de kunne være her.

Jeg sad lige stille i nogle minutter og tænkte. Det var noget af en mundfuld at sluge. Hele målet med de sidste dages strabadser havde jo været at få selvskab af dem. Her kunne jeg godt tænke at det hele havde været spildt, men det ville jeg jo ikke have fået noget ud af. Jeg havde trods alt lært mig selv og min krop noget bedre at kende, og jeg blev mindet om hvorfor jeg plejer kun at se en dag frem. Man ved aldrig helt hvad der sker næste dag, så der er alligevel ingen grund til at bruge for meget energi på at planlægge den.

Nå, men jeg blev ret hurtig enig med mig selv om at der jo ikke var meget at gøre. Jeg fortsatte på egen hånd de sidste 5 km til en lejrplads, og så ville jeg ellers have noget velfortjent søvn. Det blev derfor kun til noget hurtig aftensmad da jeg var godt træt.

image

Idag kunne jeg så endelig sove længe, eller så længe som man nu kan sove i naturen. En hviledag havde været bedst, men lejeren var dårlig og jeg havde ikke meget mad, så jeg fortsatte mod byen Rørvig. En fed tur i godt vejr hvor jeg kom til at gå meget på en god sandstrand, som ellers plejer at være en mangelvare alle andre steder end på Vestkysten.

image

I Rørvig havde købmanden så lukket, endnu et nederlag! Men igen måtte jeg jo så kigge efter andre muligheder og byen havde da heldigvis en tankstation. På vejen hen til den kom der en bil forbi og stoppedde ved siden af mig. I den sad en ung mand der sagde “hej Aske, du kender mig ikke men jeg kender til dit projekt”. Så rækte han en pose nødder ud og ønskede mig god tur. Positiv oplevelse der lige gjorde humøret en tand bedre, desværre nåede jeg aldrig at spørge ham om hvad han hed inden han var væk igen. Ellers fandt jeg en shelter ikke langt fra byen hvor jeg endelig kunne få noget mad og hvile.

Dato: 25, 26. september

Dag: 62, 63

Kilometer (luftlinje):
55 km vandring
25 km vandring
– ialt 2037 km

Tid i bevægelse:
6:30-21:30 med pauser og indkøb
10-16:45 med pauser og indkøb

Vejr:
15 grader, overskyet, lidt sol om eftermiddagen, samt kort men stor regnbye sidst på dagen, frisk vind 6 m/s.
14 grader, fuld sol, overskyet om eftermiddagen, frisk vind 6 m/s.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *