Helnæs og god mad

posted in: Danmark Rundt | 0

Igår var jeg tidligt oppe som sædvanlig og fik hurtigt pakkede mine ting. Jeg vandrede afsted mod Avernakø havn i den mørke og helt stille morgen og tog så færgen tilbage til Faaborg. Da jeg kom i land gik jeg en tur op i byen for at proviantere, og på min vej kom jeg forbi mange flotte og gamle bindingsværkshuse.

image

Jeg vandrede et kortere stykke og nåede så til en stor shelterplads med syv sheltere, så der var nok at vælge imellem. Endnu engang var det de lukkede sorte sheltere der mest mindede om skure eller hytter. To af dem var anderledes end dem jeg før havde set, for de var i to etager.

Efter Peter var kommet hjem fra sit visit hos mig, fandt han desuden ud af at shelterne var tegnet af en dansk arkitekt og placeret forskellige steder rundt omkring på sydfyn. Det blev dog sidste overnatning i sådan en luksuriøs shelter.

image

Idag gik turen til Helnæs som jeg nåede lidt over frokost. Helnæs var egentlig en ø forbundet med Fyn med en dæmningsvej. På vejen derover skinnede solen og oplyste det bakkede Helnæs. Det var et flot syn, og da jeg kom til selve Helnæs gik jeg op på den højeste bakke, hvor der var udsigt ud over det flotteste landskab jeg havde set længe. Den nordlige del af Helnæs var bakket samt med køer der gik og afgræssede, og solen der skinnede på himmelen gjorde det helt idyllisk.

image

Efter at have nydt udsigten et stykke tid bevægede jeg mig mod den sydlige del af Helnæs. Her var der dog mest fladt og med en masse landbrugsmarker. Dagen sluttede da jeg nåede Helnæs by hvor jeg blev samlet op af min mormor og morfar.

De har lejet et sommerhus i “nærheden” her den næste ugens tid, hvor jeg så kan have base med en rigtig seng og have alle mine ting så jeg ikke skal slæbe på dem om dagen. Sommerhuset ligger i Kolding, hvilket jeg også spurgte min mormor om det ikke var ret langt at køre. Men de havde fået ny bil der kørte langt på literen, og så kommer jeg jo tættere på hver dag, så det gjorde skam ikke noget sagde hun.

Her til aften fik jeg så flæskesteg med kartofler, rødkål og brun sovs. Virkelig et lækkert måltid, og jeg må sige at jeg har savnet mormors mad efter mest at have levet af gryderetter her på turen. Imorgen ser jeg så frem til en dag uden rygsæk hvor jeg kan få aflastet skuldrene og forhåbentlig få løbet.

Dato: 27, 28 November

Dag: 123, 124

Kilometer (luftlinje):
17 km vandring
28 km vandring
– ialt 3884 km

Tid i bevægelse:
6:40-12:30 med færger, pauser og indkøb.
7:20-14 med pauser

Vejr:
5 grader, overskyet, meget vind 9 m/s.
6 grader, overskyet og småregn om formiddagen, sol eftermiddag, meget vind 9 m/s.

image