Tæt pakkede strand

posted in: Danmark Rundt | 0

image

Det har været en dag med blandede følelser, som startede godt med æg og bacon som min far havde med. Herefter fik jeg lagt det meste af mit grej i min fars bil, så forude vendtede en dag let på tå. Den første halve time løb jeg gennem Tisvilde Hegn, inden jeg igen nåede til kysten.

Jeg havde aldrig tænkt så meget over det såkaldte whiskybælte, eller lagt de store tanker i de meget kystbebyggede områder jeg på det sidste havde passeret, for sådan kunne det jo ikke være hele vejen, og Tisvilde Hegn igår var så flot at jeg helt havde glemt det igen.

image

Men da jeg nåede kysten igen var det desværre ikke med den følelse jeg plejede at have, når jeg kommer tilbage til stranden. Denne gang var det mere en lidt trist følelse. Kysten var tæt bebyggede helt ud til de store skrænter, og på stranden var der flere rækker kystsikring bestående af store sten og beton elementer. Det var ikke et naturskønt syn, og det gjorde mig lidt trist at tænke på hvor storslået et strand og klitområde her kunne have været. Skrænterne var jo høje og imponerende, hvis det ellers ikke havde været for husene på toppen og de utallige private trapper.

image

Selvom bebyggelsen fortsatte resten af dagen kom der heldigvis små grønne områder indimellem og kystsikringen var der nogle steder mindre af, andre steder sågar ingen.

Ved Gilleleje holdte jeg så en lille pause ovenpå en løbetur der trods alt var gået strygende. Her mødtes jeg med Lars fra Trailcast. Han boede tæt på og ville lige følge med et stykke. Så vi vandrede sammen ned af kysten. Der var nogle hårde stræk med det jeg vil beskrive som den mest seriøse stenstrand jeg hidtil har gået på… Stenene var virkelig store og der var mange, men det gjorde ikke noget for jeg var i hyggeligt selskab.

image

På turen så vi desuden et område med en storslået skrænt, og vi kom forbi et lille stykke med skov. Ud fra mit kort at dømme var der bebyggelse 50-300 meter inde i land de her steder. Det er alligevel ikke meget der skal til for at ændre oplevelsen fra strandkanten.

I Hornbæk sluttede vi så turen med en kop kaffe og min far kom med bilen. Vi kørte så til Hvidovre hvor vi skulle overnatte hos Stine og Michael, for der var jo ikke så langt i bil. Imorgen bliver jeg så kørt tilbage og kan fortsætte hvor jeg slap.

Dato: 10. Oktober

Dag: 75

Kilometer (luftlinje): 35 km løb og lidt vandring – ialt 2393 km

Tid i bevægelse: 10:30-16 med pauser og indkøb

Vejr: 10 grader, overskyet men korte perioder med lidt sol, stille vind 3 m/s.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *