Efter påske var det tid til egenfærd. Min gruppe bestod af Martin, Thor, Eirik og mig selv. En god gruppe hvor alle havde forskellige erfaringsgrundlag og derfor supplerede vi hinanden godt. Mandag den 2. april kørte faren til Thor os til Turtagrø Hotel i Hurrungane hvorfra starten gik. De næste otte dage gik vi så på fjeldski fra Hurrungane over Gruvefjeldet og ned til Lustrafjorden ad Kinsedalen.
De første dage var rygsækkene stoppet til randen med mad og brændstof til de otte dage, og allerede kort efter start mødte vi den første opover bakke, hvor jeg tydelig mærkede at det var længe siden jeg sidst havde gået med tung opbakning. Det hårde slid holdt på de to første dage, hvorefter rygsækken fandt sig til rette på ryggen, og de efterfølgende dagsetaper blev mere komfortable.
Turen over fjeldet indeholdte alle tre ATES terræntyper. ATES står for «Avalanche Terrain Exposure Scale», og siger noget om hvor eksponeret man er for laviner i forhold til hvilket terræn man bevæger sig i. For at færdes sikkert på turen skulle vi holde os i simpelt terræn/klasse 1 og undgå komplekst terræn/klasse 3. Dertil skulle vi også være opmærksomme på at vi ikke gik i udløbszonerne til udfordrende eller komplekst terræn. Udsnit af ATES terrænklassificeringen kan ses under (Parks Canada, 2017).
I tillæg til det udfordrende terræn hørte vi dagligt drøn og mærkede hvordan snelagene under skiene kollapsede. Dette fortalte os at snedækket var fyldt med svage lag og var en kontinuerlig påmindelse om at alle vores vejvalg skulle være på den sikre side. For at udfordre os endnu mere havde vi bare to solskinsdage og de resterende seks var der whiteout, kraftig vind og eller sne/slud.
Alle disse elementer satte store krav til vores orienteringsfærdigheder, og vi gik således med høj fokus på kort og kompas gennem hele turen. Vi holdte ofte stop for at orientere os, dobbelttjekke med GPS koordinaterne og diskutere vejvalg (Horgen, 2010). De dage med dårligst sigt gik vi korte etaper hvor vi på kortet kunne se at terrænet skulle være simpelt. Når sigtbarheden var dårligst måtte vi kaste skistavene foran os for at tjekke for skavler.
På trods af at vi mange gange på turen brugte skistavene til at tjekke for skavler, fik vi en dag en påmindelse om hvor vigtigt det er at gøre netop dette. Dag fire om torsdagen var dagen med dårligst sigt, men dagens etape var i simpelt terræn og kort så vi valgte gå. Vi gik på linje og terrænet var for en gang skyld relativt fladt. Thor gik forrest da han pludselig forsvinder på et splitsekund, og foran os alt bare hvit. Få sekunder efter hører vi Thor råbe at han er okay. Han var faldet tre meter ned af en skavle, men landet heldigvis blødt. Resten af turen var vi nøje med at få kastet skistavene foran os, og fik en god rutine på det, så til slut var det ikke så tidskrævende.
Referencer:
Parks Canada. (01. 04. 2017). Avalanche Terrain Ratings. Hentet fra https://www.pc.gc.ca/en/pn-np/mtn/securiteenmontagne-mountainsafety/avalanche/echelle-ratings
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.
