Klatreuge

Foto: Aske Axel Christensen

Fra mandag d. 10 til torsdag d. 13 september havde vi fire dage med klatreundervisning. Tre af dagene brugte vi ude i massevis af regn. To dage på klatrefeltet Plommehagen, og en dag på Gullveggen med klippeoverhæng som derfor havde relative tørrer klatreruter. Den sidste dag var vi inde på klatrevæggen i Sognehallen, hvor fokus var på mængde og klatreteknik. De fire dage bød på mange læringsmomenter, hvoraf jeg har valgt at komme ind på den dynamiske sikringskæde samt faldfaktor.

Den Dynamiske Sikringskæde

Den dynamiske sikringskæde indebærer alt udstyr vi bruger til at sikre os under klatring, herunder alle enkeltledene:  tov, knuder, forankringer, karabiner, slynger, klatresele og tovbremse (Tronstad, 2005). Alle disse enkeltled sikre klatreren og er med til at dæmpe kræfterne i et eventuelt fald, deraf navnet dynamisk sikringskæde.

Dette sker ved at kræfterne skabt i faldet fordeles på de forskellige enkeltled i sikringskæden, og derved bidrager til et meget mere dæmpet og sikkert fald for klatrerne. Den mest dynamiske del er selve torvet. Vanlige dynamiske klatretov er lavet til at kunne strække sig op til 40% (Tronstad, 2005), og herved dæmpe faldet gradvist som et elastik.

Uden et dynamisk tov vil klatreren få en direkte overføring af energien fra faldet til kroppen (Tronstad, 2005). Dette vil være ubehageligt og ved større faldfaktor kan det resultere i skader. Her kan der tænkes tilbage til de første klatrere der i sin tid klatrede med statiske hamp tov. Dengang var det alvor at falde, og en af grundene til at man havde reglen om at første mand aldrig skulle falde (Grimeland, 2004). Derfor skal man også være opmærksom på at man aldrig benytter statiske tov til klatring.

Faldfaktor

Foto: (Tronstad, 2005)

Faldfaktor er af Tronstand (2005, s. 168) defineret som ”Fallfaktoren er lik forholdet mellom lengden på fallet og lengden på det tauet som tar opp fallet”. Det vil sige faldets længde delt med længden af torvet mellem klatreren og sikreren.

Deraf giver mindre faldfaktor større bremselængde og en blødere opbremsning (Tronstad, 2005). Den størst mulige faldfaktor er 2. Et eksempel på det vil være hvis sikreren står på standplads oppe i væggen, og klatreren klatre 2,5 meter op i væggen med falder før hans sætter første mellemforankring. Der vil han falde 5 meter ned forbi sikreren, på et tov som fra sikreren til klatreren er 2,5 meter. Dette kaldes også ekstremfald (Tronstad, 2005).

Jo længere afstand der er mellem klatreren oppe i væggen og sikeren på standpladsen, jo længere dynamisk tov vil der være til at dæmpe faldet og mindske faldfaktoren. Det mest kritiske punkt på ruten er derfor når klatreren starter med at klatre og derfor har kort tov. Når han har sat de første mellemforandringer, kan en god sikre slække torvet for at øge tovlængden og dermed mindske faldfaktoren. Her er det dog vigtigt at tovlængden ikke bliver så lang at klatreren falder ned i bakken før torvet strammes op.

Referencer:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Tronstad, S. (2005). Innføring i Klatring. Oslo: Akilles.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *