Høyfjellsturen startede vest for Leikanger hvor vi vandrede op ad Grindsdalen. På 3 dagen vandrede vi afsted fra Nyastølen i teltlag uden vejledere. Vores teltlag vandrede til Hodlekve, krydsede over dalen og kom ned til Sogndal igen fra fjellet oppe ved Nuken. På turen havde vi blandt andet som læringsmål at lære om fjellflora. Nedestående er de ti planter jeg har valgt at skrive om.
Snøull
Botaniske kendetegn
Snøull (Eriophorum scheuchzeri) høre under halvgræsfamilien. Den består af et stift strå med et uldhoved på toppen. Blomsten vokser i myr og tæt på vand og elve. Den vokser til 1800 m i Jotunheimen.
Kulturelt brug
Man har tidligere brugt snøull som for i dyner og puder (Hamre, 2011).
Musøre
Botaniske Kendetegn
Musøre (Salix herbacea) er en dværgbusk der har fået navnet på grund af dens små ovale blade der ligner museøre. Det en krypende plante der kun bliver 1-5 cm høj og med mesteparten af grensystemet under jorden.
Den har han- og hunrakler på forskellige planter. Hunraklerne er røde mens hanraklerne er gullige og de sider i grenspidsen. Om efteråret på dage med godt vejr dækkes musøremattene med hvidt dun. På hvert lille dunhår hænger et modent frø. Dunet bliver taget af vinden og spredes til en ny vokseplads.
Den blomstre i juli, august og vokser overalt på fjellet, gerne i snefyldte områder og andre fugtige steder. Det er høyfjellets vanligste plante, og den kan vokse i op til 2000 meters højde.
Musøre trives specielt godt der hvor andre arter ikke kan vokse. For eksempel der hvor sneen bliver liggende længe og sommeren er kort. Dette skyldes at dens knopper er dannet efteråret før, og musøre klarer derfor at folde sine blade ud på rekordtid. Langs kanten af snedækket er der altid nyudsprungne musøre og disse er eftertragtet beite for får og rensdyr. Tilmed kan musøre drive fotosyntese helt ned til 0 grader før sneen smelter, så længe der kommer sollys ned (Hamre, 2011).
Tepperot
Botaniske Kendetegn
Tepperot (Potentilla erecta) er en spinkel blomst der bliver mellem 10-30 cm. Den har oprejste stængler og dens blade er tredelte. På toppen har den gule blomster med kun fire kronblade hvilket er dens vigtigste kendetegn. Den kan forveksles med flekkmure, sølvmure, vårmure men alle disse har fem kronblad.
Den vokser i forskellige kulturmarkstyper men trives bedst ved beiting samt slået mark uden gødning. Blomstre fra juni – august og er udbredt i hele Norge, dog i mindre grad i det nordligste Norge.
Kulturelt brug
Den tykke røde rodstokken har været flittigt brugt som lægeplante. Anvendt mod mave syge hos mennesker og husdyr. Den blev også brugt på sår, mod blodmangel og til rensning af blodet (Bele, u.d.; Hamre, 2011).
Einer
Botaniske Kendetegn
Einer (Juniperus communis) kan have form som både en busk og et træ. Det højeste træ er målt til 127 meter. Jo højere oppe på fjellet den vokser, jo lavere vil den blive.
Den kan vokse oprejst med en stamme som et træ, eller krybende langs jorden som en busk og danne et krat.
Einer har stikkende nåle i tretallige kranser. Det er normalt egne han- og hunplanter av Einer, men der finnes busker med begge køn på samme planten. Hanblomsten består av 12-16 gule pollenbærere som sidder tæt sammen. På hundbusken udgøres blomsten av tre nøgne frøemner som sidder bag hvert sit skel, og som til sammen danner et einerbær.
I botanisk forstand er ikke dette et bær, men en kogle med tyk kogleskal, en såkaldt bærkogle med 1-2 hårde frø. Denne er først grøn, senere blådugget, og etter to år blåsort. På samme einerbusk vil man kunne finne både umodne grønne og modne, blåsorte bær.
Einer er udbredt i Nord- Europa, Asien og Amerika og er det bartræ med størst udbredelse i verden. Det findes i det meste af Norge og vokser op til 1700 meter over havet. Einer vokser helst på tørre bakker og i skov.
Kulturelt brug
Einerbær har antiseptiske og urindrivende egenskaber og har i flere tusind år været brugt som medicin. I oldtiden blev Einer tilmed brugt som røgelse for at holde onde ånder væk og som desinfektionsmiddel under pestepidemier. Ydermere har man anvendt Einer til at lave olie og som krydderi (Urtekildens planteleksikon, 2016).
Torvmose
Botaniske kendetegn
Torvmose (Sphagnum) er udbredt i alle verdensdele, og i Norge findes der cirka 50 forskellige arter af Torvmose, og Trøndelagsfylka er kendt for at have den største artsrigdom i hele verden. De vokser i oxygenfattigt miljø i områder med fugtig, sur grund eller i vand. Den har en oprejst stængel med korte grene som sidder i krænse i flere etager opover. Den vokser i toppen, og synker så nedad og danner torv.
Ydermere kan den absorbere 20 gange sin egen kropsvægt i vand og et individ kan blive op mod 1 meter lang.
Kulturelt brug
Den er antiseptisk og har været brugt til bandager for at rense sår og undgå infektion. Under første verdenskrig brugte det britiske militær en million Torvomslag per måned på sine soldater. Dette var effektivt til at pleje sår og undgå infektion da det var før penicillinen blev taget i brug (Urtekildens Planteleksikon, 2016).
Ask
Botaniske kendetegn
Ask (Fraxinus excelsior) tilhører olietræ familien, og der findes 65 forskellige arter. Asken vokser hurtig i områder med meget lys, og den kan opnå en højde på 25 meter. Et blad består af en ”stilk” med mindre blade på hver sin side. De mindre blade sidder modsat overfor hinanden og vokser på hver sin side side af grenen på samme højde.
Kulturelt brug
Ask har en lang forhistorie i folkeovertroen og den var frem til 70-talet brugt som forsøg på at lindre kræft. Tilmed har den været brugt i forbindelse med vejrvarsling, hvor det siges at hvis Asken blomstre tidligt skulle det blive en kort sommer.
I dag er den meget brugt i byggebranchen, da den ses som det løvtræ med de bedste tekniske egenskaber (Ute Skole Veven, u.d.).
Engsoleie
Botaniske kendetegn
Engsoleie (Ranunculus acris) er et af de mest normale ugræs i Norge, og den vokser langs veje, i eng og på beite rundt omkring i Norge. Den bliver 5-75 cm høj, og den spreder sig kun med frø. I rå form er den giftig, hvilket specielt er et problem for køer, men den er ufarlig i tørrede tilstand.
Kulturelt brug
Engsoleie kaldes også for smørblomst, og kommer af udsagnet om at hvis man bliver gul under hagen når man holder en smørblomst der, så skulle man efter sigende være glad for smør. Den har dertil været brugt som kalender, hvor man sagde at høsten først skulle starte når engsoleien var overvokset af græsset rundt om (Dybedal, 2013).
Fjellsyre
Botaniske kendetegn
Fjellsyre (Oxyria digyna) høre under syreplantefamilien. Den kan bliver 10-30 cm høj, er syrlig, saftig og trives bedst på fugtige områder i fjellet, samt er set op til 2150 meters højde i Jotunheimen. Det en flerårig plante med nyrer formede blade. Det er blomsterstilken der bliver op til 30 cm. Den er uden blade og har grønne til svagt røde blomster.
Kulturelt brug
Fjellsyre har været brugt som madplante, da bladene indeholder meget C-vitamin. Den kan spises rå og kogt. I arktiske områder har det været vigtigt for den tidligere befolkning, blandt andet for at modvirke skørbug (Urtekildens planteleksikon, 2016; Hamre, 2011).
Etasjemose
Botaniske kendetegn
Etasjemose (Hylocomium splendens) kan kendes på at skuddene bygges på i etagerer opad, med en ny etage hvert år, så ved at kigge på mosens etagerer kan man finde frem til hvor gammel den er. I gran og birkeskov med meget blåbær finder man meget etasjemose som ligge som et tæppe henover jorden. Mosen absorberer ikke vand i særlig grad.
Kulturelt brug
Etasjemose har tidligere været brugt som isolation i laftehuse samt andre huse. Mosen blev lagt mellem bjælkerne i laftehusene for at tætte konstruktion, eller brugt til at isolere andre sprækker rundt omkring i huse. Grundet denne egenskab er den blevet kaldt for husmose (Trees for life, u.d.).
Lusegress
Botaniske kendetegn
Lusegræs (Huperzia selago) er i kråkefotfamilien. Den er gulgrøn og vokser i nåleskov (barskog) i lavlandet og ved fugtige steder på fjellet. Den kan blive cirka 5-12 cm høj og er en giftig plante.
Kulturelt brug
Lusegræs er tidligere blevet brugt mod hoved lus og andet utøj på dyr og mennesker, deraf navnet. Man kan finde Lusegræs ved kysten og på høyfjellet i hele Norge. I Jotunheimen er planten observeret at vokse på ti 1940 moh (Urtekildens planteleksikon, 2016).
Referencer
Bele, B. (u.d.). Artsdatabanken. Hentet 12. September 2017 fra Tepperot: https://www.artsdatabanken.no/Pages/168487
Dybedal, S. E. (11. Juli 2013). Norsk Institutt for Bioøkonomi. Hentet 17. September 2017 fra Engsoleie: http://www.bioforsk.no/ikbViewer/page/forside/nyhet?p_document_id=104103
Hamre, H. B. (2011). Fjellet (2. udg.). Cappelen Damm.
Trees for life. (u.d.). Trees for life. Hentet 17. September 2017 fra Hylocomium splendens: https://treesforlife.org.uk/forest/species-profiles/glittering-wood-moss/
Urtekildens planteleksikon. (09. August 2016). Urtekildens planteleksikon. Hentet 12. September 2017 fra Einer: http://www.rolv.no/urtemedisin/medisinplanter/juni_com.htm
Urtekildens planteleksikon. (10. September 2016). Urtekildens planteleksikon. Hentet 13. September 2017 fra Fjellsyre: http://www.rolv.no/urtemedisin/medisinplanter/oxyr_dig.htm
Urtekildens planteleksikon. (01. November 2016). Urtekildens planteleksikon. Hentet 17. September 2017 fra Lusegras: http://www.rolv.no/urtemedisin/medisinplanter/hupe_sel.htm
Urtekildens Planteleksikon. (28. September 2016). Urtekildens Planteleksikon. Hentet 17. September 2017 fra Torvmose: http://www.rolv.no/urtemedisin/medisinplanter/spha_spp.htm
Ute Skole Veven. (u.d.). Uteskoleveven. Hentet 17. September 2017 fra Ask: http://www.uteskoleveven.no/leksikon/article.asp?Data_ID_Article=78&Data_ID_Channel=2
