Læringsmålet for Tom og jeg på denne tur var at forbedre vores kompetencer som vejledere, og under turen havde vi fokus på situationsbestemt ledelse. Dette kan beskrives ud fra Conditional Outdoor Leadership Theory også kendt som COLT-modellen (Horgen, Fasting, Lundhaug, Magnussen, & Østrem, 2016).

Model af Priest & Chase (1989), samt Priest & Dixon (1991), oversat til norsk i (Horgen m.fl., 2016)

Modellen viser hvor styrende vejlederen skal være alt efter forholdende. Det er forklaret ud fra tre forskellige ledelsesstile:

• Abdikratisk: Vejlederen giver deltagerne selvstændig ansvar i situationen
• Demokratisk: Vejlederen inviterer til dialog
• Autokratisk: Vejlederen er autoritær og tager hovedansvar i beslutningsprocessen

Dertil er der fem faktorer som påvirker hvor gunstige forholdene er: farer i omgivelserne, individuelle færdigheder, gruppefærdigheder, lederens færdigheder, konsekvensafgørelse (Horgen m.fl., 2016).

Om onsdagen da vi var stået af bussen var der fint opholdsvejr og vi havde god tid. Her indtog Tom og jeg en Abdikratisk rolle og gav B2 studenterne ansvaret for at orienteres os frem til lejrpladsen. Da vi kom til lejrpladsen gik vi mere over til en demokratisk ledelsesstil, hvor vi snakkede med gruppen om hvor den bedste lejrplads var, og hvordan vi fik sat op gaupahuk og lavet bål på den bedste måde.

Om torsdagen var der faldet sne helt ned til 350 meters højder hvor vi havde lejer. Forholdene var ikke optimale i og med at det var koldt og vådt, og vi skulle gå et godt stykke den dag op over fjeldet og ned igen på den anden side. I tillæg skulle vi sidst på dagen have tid til at lave en syvstensovn for at tilberede middagen.

En kombination af dårlige vejrforhold og tidsnød gjorde at vi valgte at køre en autokratisk ledelsesstil. En af os gik i front og styrede tempo og orientering, mens den anden gik bagerst og tjekkede op på gruppen og orienteringen. Dette valg fik vi positiv tilbagemelding på under evalueringen, hvor gruppen tilkendegav at læringsudbyttet for orientering uanset ville have været minimalt under de forhold.

Forholdene krævede autokratisk ledelsesstil. Foto: Anne-Katrine

Vi indtog også den demokratisk rolle under pauserne i løbet af dagen, hvor vi i gruppen diskuterede orientering samt forskellige læringsmomenter. Da vi fandt en lejrplads på slutningen af dagen så vi hvordan nogle af studenterne var kolde og begyndte at blive passive. Her indtog Tom og jeg igen en autokratisk rolle for at få bygget gaupahuk, sanket ved og tændt bål hurtigst muligt, men med en demokratisk tilgang hvor gruppen blev involveret så meget som det lod sig gøre. Alt i alt en god tur med en motiveret gruppe, hvor vi fik prøvede os på de forskellige ledelsesstile.

Tilslut kan det nævnes at der udover COLT-modellen er en situationsbestemt ledelsesmodel af Nils Faarlund (1976), der i samme grad viser hvorvidt vejlederen skal være styrende eller vejlederende alt efter forholdene. Personligt synes jeg modellen af Faarlund er den grafisk letteste at forstå.

Model af Faarlund (1976)

Referencer:
Horgen, A., Fasting, M. L., Lundhaug, T., Magnussen, L. I., & Østrem, K. (2016). Ute! Friluftsliv – pedagogiske, historiske og sosiologiske perspektiver. Bergen: Fagbokforlaget.
Faarlund, N. (1976). Friluftsliv, hva –hvorfor –hvordan. Kompendium nr. 32. Oslo: Norges idrettshøgskole.

Indlægget Vejledertur på B3 blev vist første gang den Foden på Kanten.

Onsdag var vi på Harastølen. Et gammelt Tuberkulose Hospital der i dag er forladt. Efterfølgende var vi på Børesteinen som for nylig er blevet kendt som et turistmål. Fra Børesteinen har man fin udsigt udover Lustra Fjorden. Sidst på dagen kørte vi til Kroken hvor Thor har sit barndomshjem, der tidligere er blevet brugt som overnatningsplads og guidefirmaet Moreld’s hovedbase for havpadling.

Udsigt fra Børesteinen. Foto: Aske Axel Christensen

Torsdag gik vi på tur op til Fuglesteg DNT hytte som er en gammel fjellgard og et populært turistmål. På vejen tilbage til Kroken gik vi op til Feigefossen, Norges næst højeste ureguleret vandfald.

Fredag kørte vi på Romantic road som er vejen fra Skjolden til Urnes. Den er flittigt brugt som turistvej, og er meget smuk. Derefter så vi Urnes stavkyrkje som er en del af UNESCO verdensarv, før vi tog båden til Solvorn og kørte tilbage til Sogndal.

Udover tilrettelægning er det vigtigt at sikkerheden er i orden for at en plads eller seværdighed kan blive et forsvarligt og attraktivt turistmål. Risiko vil derfor blive et tema i denne fagblog.

Alt vi gør i livet indeholder risiko i varierende grad, og friluftslivet er ingen undtagelse (Priest & Gass, 2005). Derfor skal der tages forbehold for dette når der drives med naturbaseret turisme.

Risiko som begreb defineres som alvorligheden af konsekvensen/ konsekvenserne og sandsynligheden for at de forekommer (Mytting & Bischoff, 2015). Derved giver en stor konsekvens med lille sandsynlighed for at forekomme, samme risiko som en lille konsekvens med stor sandsynlig for at forekomme. Dette kan illustreres i en ligning:

Ved at kortlægger, eliminere eller reducere konsekvenser og sandsynligheder ved ønskede turistmål, kan man derved nedbringe risikoen, og hvis dette gøres i tilstrækkelig grad kan området blive til et forsvarligt turistmål.

Feigumfossen. Foto: Thor Parmentier

Referencer:
Mytting, I., & Bischoff, A. (2015). Friluftsliv (2. udg.). Oslo: Gyldendal Norske Forlag AS.
Priest, S., & Gass, M. A. (2005). Effective Leadership in Adventure Programming (2. udg.). USA: Human Kinetics.

Indlægget Turist i eget fylke blev vist første gang den Foden på Kanten.

Foto: Aske Axel Christensen

Fra mandag d. 10 til torsdag d. 13 september havde vi fire dage med klatreundervisning. Tre af dagene brugte vi ude i massevis af regn. To dage på klatrefeltet Plommehagen, og en dag på Gullveggen med klippeoverhæng som derfor havde relative tørrer klatreruter. Den sidste dag var vi inde på klatrevæggen i Sognehallen, hvor fokus var på mængde og klatreteknik. De fire dage bød på mange læringsmomenter, hvoraf jeg har valgt at komme ind på den dynamiske sikringskæde samt faldfaktor.

Den Dynamiske Sikringskæde

Den dynamiske sikringskæde indebærer alt udstyr vi bruger til at sikre os under klatring, herunder alle enkeltledene:  tov, knuder, forankringer, karabiner, slynger, klatresele og tovbremse (Tronstad, 2005). Alle disse enkeltled sikre klatreren og er med til at dæmpe kræfterne i et eventuelt fald, deraf navnet dynamisk sikringskæde.

Dette sker ved at kræfterne skabt i faldet fordeles på de forskellige enkeltled i sikringskæden, og derved bidrager til et meget mere dæmpet og sikkert fald for klatrerne. Den mest dynamiske del er selve torvet. Vanlige dynamiske klatretov er lavet til at kunne strække sig op til 40% (Tronstad, 2005), og herved dæmpe faldet gradvist som et elastik.

Uden et dynamisk tov vil klatreren få en direkte overføring af energien fra faldet til kroppen (Tronstad, 2005). Dette vil være ubehageligt og ved større faldfaktor kan det resultere i skader. Her kan der tænkes tilbage til de første klatrere der i sin tid klatrede med statiske hamp tov. Dengang var det alvor at falde, og en af grundene til at man havde reglen om at første mand aldrig skulle falde (Grimeland, 2004). Derfor skal man også være opmærksom på at man aldrig benytter statiske tov til klatring.

Faldfaktor

Foto: (Tronstad, 2005)

Faldfaktor er af Tronstand (2005, s. 168) defineret som ”Fallfaktoren er lik forholdet mellom lengden på fallet og lengden på det tauet som tar opp fallet”. Det vil sige faldets længde delt med længden af torvet mellem klatreren og sikreren.

Deraf giver mindre faldfaktor større bremselængde og en blødere opbremsning (Tronstad, 2005). Den størst mulige faldfaktor er 2. Et eksempel på det vil være hvis sikreren står på standplads oppe i væggen, og klatreren klatre 2,5 meter op i væggen med falder før hans sætter første mellemforankring. Der vil han falde 5 meter ned forbi sikreren, på et tov som fra sikreren til klatreren er 2,5 meter. Dette kaldes også ekstremfald (Tronstad, 2005).

Jo længere afstand der er mellem klatreren oppe i væggen og sikeren på standpladsen, jo længere dynamisk tov vil der være til at dæmpe faldet og mindske faldfaktoren. Det mest kritiske punkt på ruten er derfor når klatreren starter med at klatre og derfor har kort tov. Når han har sat de første mellemforandringer, kan en god sikre slække torvet for at øge tovlængden og dermed mindske faldfaktoren. Her er det dog vigtigt at tovlængden ikke bliver så lang at klatreren falder ned i bakken før torvet strammes op.

Referencer:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Tronstad, S. (2005). Innføring i Klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Klatreuge blev vist første gang den Foden på Kanten.

De to sidste dage havde vi Roar Moe som vejleder i traditionelt kystfriluftsliv. Han var øens eneste beboer, og i løbet af de to dage roede vi i en gammel træbåd, fiskede og udforskede området omkring Litle Færøy. Træbåde samt risikovurdering i henhold havpadling vil være tema i denne fagblog.

Foto: Aske Axel Christensen

Brugsbåde

De traditonelle træbåde kaldes også for brugsbåde, og de fleste af dem rundt om i Norge har årer samt mulighed for at sætte op sejl (Mytting & Bischoff, 2008). Det er åbne både og de er utrolig stabile, men de har den ulempe at hvis der først kommer bølger og meget vand ind i båden vil den synke.

Plankerne på bådene er bøjet langs med båden, og overlapper hinanden opover. I overlappet er plankerne nittets sammen så båden holder vand. Herefter er de løbende blevet impræneret i tjære, for at gjøre dem helt vandtætte. Roar fortalte at den båd vi roede i var en kopi af en 100 år gammel model. Den var helt sort af tjære og et utrolig fin stykke håndværk. Ydermere fortalte han at før i tiden havde alle familier i Solund kommnue en brugsbåd, som blev brugt til transport mellem de manger holmer, øer og fastlandet. Dertil havde de mange andre formål som brug til fisking, fragt af dyr, foder og andet relevant (Mytting & Bischoff, 2008).

The Sea Kayaking Problem Awareness Checklist

For at kunne drage trygt på padletur, specielt hvis det er i eksponert farervand, kræver det at den individuelle padler eller gruppen har tilstrækkelig erfaring og færdigheder til at vurdere og håndtere komplekse risikofaktorer der kan findes på havet. Her er vejr, hav, egne samt gruppens færdigheder, og valg af ruten afgørende for sikker havpadling (Aadland, Vikene, Varley & Moe, 2017).

Aadland m.fl. (2017) har udviklet en praktisk checkliste til at vurdere risikoen ved havkajakturer. Listen gør padleren opmærksom på risikofaktorer og problemer ved planlægningen og gennomføringen af padleture. Derved kan padleren være ekstra opmærksom på disse, og handle ved at træffe tryggere valg.

Foto: Aaland m.fl, 2017

Checklisten indeholder fire risikofaktorer som padleren kontinuerligt må være opmærksom på. Disse faktorer er rute, vejr, hav og mennesket. Ruten indebæer hvorvidt padleren vil blive udsat for farer på sin rute, herunder eksponering for åbent vand eller bådtrafik, samt hvorvidt kystterrænget muliggøre landgang for padleren (Aadland m.fl., 2017).

Vejr omhandler om padleren kan møde problematiske og farlige vejrforhold på turen. Dette kunne eksempelvis bestemmes af vindstyrken, sigtbarheden og lufttemperaturen.

Ydermere er der forholdene på havet. Er der bølger, hvor kommer de fra, og hvor store er de, samt hvad er vandtemperaturen.

Tilsidst er der den menneskelige faktor som er gældende til enhvert tid. Denne indebærer om padleren kan håndtere de forvendtede eller eventuelt forværende forhold. Her indgår kompetencer, tøj og udstyr, samt sammensætningen af gruppen som er på tur. Den samlede risiko bliver herved en forståelse af sammenspillet mellem miljøfaktorer og den menneskelige faktor, og ikke en direkte summering af alle riskofaktorne tilsammen (Aadland m.fl., 2017).

Disse fire riskofaktorer skal padleren så udfra Aadlands m.fl. (2017) model difinere og planlægge ud fra. Under turen skal padleren kontinurerligt tjekke op på forholdene og de enkelte risikofaktorer og tilsids handle og reflektere over entuelt opstået problemer på turen.

Referencer:
Aadland, E. L., Vikene, O. F., Varley, P., & Moe, V. (2017). Situation awareness in sea kayaking: Towards a practical checklist. Journal of Adventure Education and Outdoor Learning,17(3), 1-13.
Mytting, I., & Bischoff, A. (2008). Friluftsliv. Oslo: Gyldendal Undervisning.

Indlægget Kystfriluftsliv på Litle Færøy blev vist første gang den Foden på Kanten.

Vi valgte i stedet at køre til Hallingdal. En lang køretur på 3 timer hver vej, til gengæld fik vi to gode dage med buldring i tørvejr. På buldrefeltet var der utallige store sten spredt udover skoven, og der var sten at klatre på til alle færdighedsniveauerne i klassen. Vi overnattede på Sataslåtten camping blot 1,5 kilometer fra buldrefeltet. På ekskursionen havde vi om buldring som fænomen, samt sikkerhed og teknik. Disse temaer er derfor oplagte at gennemgå i denne fagblog.

Foto: Aske Christensen

Buldring

Buldring kommer fra det engelske ord Boulder, der betyder kampesten. Det handler om at klatre op på toppen af kampesten, uden sikring af tov som man ellers gør ved vanlig klatring, da man ved buldring ikke opnår store højder med livstruende faldhøjde (Trondstad, 2005).

Buldring giver stor frihed samt mulighed for at finde mange forskellige linjer op ad stenene. Derved er det muligt at træne effektivt og med stor kontinuitet (Trondstad, 2005). Buldring er også en simple aktivitet da alt man trenger er et par klatresko og gerne lidt kalk. Buldring kan i tillæg udøves på klatrevægge både inde og ude, og på alle andre pladser hvor det er muligt at klatre, så længe man holder faldhøjden minimal.

I gamle dage startede buldring blandt fjeldsportsudøvere som træning til store klatre ekspeditionen. Med tiden er buldring gået over til at ikke bare at være en træning metode for klatrere, men til at blive en selvstændig aktivitet (Grimeland, 2004).

Foto: Are Moníz Wergeland

Sikkerhed

Under buldring benyttes faldmåtter og kammeratspotting/redning for å sikre hinanden. Faldmåtterne til buldring kaldes ofte bare det engelske udtryk ”crash pads”. Disse skal tage noget af faldet, så udøvere undgår at lande på hårdt og ujævnt underlag, og derved minimere risikoen skader. Her er ankler og knæerne specielt udsat (Kolstad, 2017).

Dertil kan man sikre og hjælpe hinanden to og to. Den ene buldrer og den andre sørger for å spotte buldreren. Personen der spotter kan her flytte rundt på faldmåtterne så de altid er under buldreren og i tillæg komme med tips til gode fodtag på stenen, som kan være vanskeligt at se for buldreren.  Hvis den som buldrer falder, skal spotteren føre buldreren ned på måttem ved at tage fat i hofterne og flytte eller føre den faldende buldre ind på måtten (Kolstad, 2017).

Teknik

Tilslut en kort gennemgang af teknik for buldring og klatring generelt. De fleste nybegyndere bruger for meget armstyrke. De hænger oftest i overkroppen og stoler ikke på fødernes feste i væggen. Dette fører til hurtigere udmattelse af klatreren.

For at sikre godt fæste på små fodtag i væggen læggen væggen på storetæerne og spidsen af klatreskoen. For at få bedst effekt, skal kroppen være ret over fodtaget og ind mod væggen. Er der ikke noget fodtag og klatreren må stå med fodsålerne mod en glat klatrevæg, skal hofterne så lang væk fra væggen som muligt, for at presse fodsålerne bedst muligt ind i væggen og få fæste (Trondstad, 2005).

Trepunktsregelen er også veldig nyttig. Kun et legeme flyttes af gangen, og god ben pladsering er essentielt. Få benene op i en god position, og find efterfølgende nye armtag. Efterfølgende flytte benene endnu engang, en af gangen (Trondstad, 2005).

Referanser:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Kolstad, N. (18. 07. 2017). Sikkert buldring. Norske Klatirng. Hentet 29. 08. 2018 fra https://www.norsk-klatring.no/sikkerhet/sikker-buldring
Tronstad, S. (2005). Innføring i klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Buldretur til Hallingdal blev vist første gang den Foden på Kanten.

På vej til Fåbergsstølsbreen. Foto: Aske Christensen

Så blev det tid til semesterets sidste tur, der gik over Jostedalsbreen fra onsdag d. 23 til fredag d. 25 maj. Fra vejledernes side var der lagt op til flere rute alternativer på breen, men da vejrmeldingen så lovende ud og formen i klassen god, besluttede vejlederne til min store forhåbning at vi skulle gå på langs af Jostedalsbreen. Vi fik tre gode dage på breen med fuld sol og kun lidt vind om torsdagen, og endte med at gå 60 kilometer og 2500 højdemeter.

Første dag gik det op over! Vi startede med at gå ind til Fåbergstølsbreen med skiene på sækken. Ved foden af breen bandt vi os ind i torvlag, gik op på breen og tog skiene på, hvorefter vi gik op langs brearmen. Her havde vi fokus på at undgå konvekse partier hvor bresprækkerne åbner sig, og så vidt muligt lægge ruten gennem konkavt terræn hvor bresprækkerne lukker sig (Haslene, 2008).

Da vi var kommet mod enden af brearmen bandt vi os ud af torvlaget, men beholdte klatre og brystseler på med en slynge og karabin festet på. Dertil havde flere i gruppen et torv let tilgængeligt på toppen af sækken. Hvis en fra klassen skulle falde i en brespræk ville der enkelt kunne kastet et torv ned til personen, og vedkommende ville let kunne feste karabin og slynge i torvet og blive trykket op igen (Haslene, 2008).  

Vi slog lejr da vi nåede til breplateauet på Jostedalsbreen. På anden dagen gik vi uden seler og torv da hele etapen foregik på breplateauet uden konvekse partier. Etapen var relativ flad, men der var partier hvor det gik opover og nedover. Vi tilbagelagde en del kilometer denne dag og havde derfor fokus på effektiv forflytning af gruppen.

I mindre grupper havde vi skiftevis ansvaret for vejlederrollen og dermed for forflytning af den store gruppe. Dette indebar at alle i løbet af dagen blev involveret i afgørelser som sporvalg, veivalg, orientering og tempo. Ydermere var det aldrig de samme der gik bagerst, da dette kan virke demotiverende (Horgen, 2010).  

Udsigt over Jostedalsbreen. Hurrungane i baggrunden. Foto: Aske Christensen

Dertil forsøgte vi at have systematik i fremdrift og pauser. To kendte modeller vi brugte var 30 minutters gang og 5 minutter pause, eller 50 minutter gang og 10 minutters pause. Hvilken metode man vælger afhænger af vejret og præferencer i gruppen. Er det godt vejr, oversigtlig og mildt, kan det være mest effektivt at bevæge sig jævnt i 50 minutter og holde pause 10 minutter, hvor gruppen kan gøre reguleringer i forhold til tøj, mad og drikke, samt korrigeringer i forhold til orientering (Horgen, 2010). Denne metoden brugte vi mest på turen, da vi havde mildt vejr med sol og ingen eller let vind. Dertil gav 10 minutters pausen mulighed for at tjekke gnavsår og smøre sig i solcreme, hvilket var ekstra vigtigt grundet den kraftige sol.

Er det koldere, blåser en del og der er dårlig sigt, kan der være behov for kortere pauser, hvor man ikke står for længe af gangen og bliver kold, men alligevel har tid at gøre korrigeringer i forhold til navigering, tøj, mad og drikke (Horgen, 2010).

Nedkøring på Suppehellebreen i torvlag. Foto: Aske Christensen

Sidste dagen gik vi forbi Bingsgryte, rundt om Grensevarden og ned til toppen af Suppehellebreen hvor vi holdt en længere pauser for at tage bryst og klatreseler på. længerere nede af breen bandt vi os ind i torvlag. Vi kørte i grupper på cirka fire styk i siksak ned af breen og dette gik fint uden fald, da vi holdte en lav hastighed hele vejen (Haslene, 2008). På siden af Flatbreen tog vi udstyret af og havde bare en nedkøring igen til Flatbre hytten. Dette var en stejl og udfordrende nedkøring men nok en af de fedeste nedkøringer jeg har haft på fjellski denne vinter.

Ved Flatbre hytten holdte vi en lang pause, nød solen, udsigten og spiste, hvorefter vi monterede skiene på sækken og gik 1000 højdemeter ned af sommerstien mod Fjærland hvor bussen ventede på os. Her var jeg ekstra glad for at jeg havde pakkede en let sæk, da der var flere der fik godt ondt i knæene på denne strækning.   

Sommerstien ned fra Flatbre Hytten. Foto: Aske Christensen

Referencer:
Haslene, S. (2008). Breboka – Håndbok i brevandring. DNT Fjellsport.
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.

Indlægget Jostedalsbreen på langs blev vist første gang den Foden på Kanten.

I stedet rejste vi på tur tirsdag d. 24-04-2018 til onsdagen d. 25. Ved ankomst til Hurrungane var der så lidt sne at vi besluttede at slå lejer på brøytekanterne ret ved siden af vejen. Dette gik forholdsvist hurtigt og efter en lang frokostpause begyndte vi på dagens aktiviteter.

Vi kom i gennem tre forskellige poster omhandlende GPS, kammeratredning på snedækket bre og snebakketeknik. Om onsdagen gik vi på tur, hvor min gruppe gik til Lauvnostinden. På grund af de høje temperaturer var der ikke meget sne tilbage og de fleste pladser var der et monotont snedække af omhandlede sne, med undtaget af højderne mod 1600 meter hvor der forsat kunne findes svage lag. Vi gravede derfor ikke i sneen, men jeg ikke tidligere har omtalt stabilitetsteste og dette vil derfor blive temaet i denne fagblog, da det er yderst relevant for færdsel i vinterfjeldet.

Camp på brøytekanterne. Foto: Aske

Der findes et utal af stabilitetstester, men i pensum har vi gennemgået følgende: lille bloktest, CT og ECT, samt Rutsjeblok testen.

Lille bloktest

Den lille bloktest er egentlig ikke en stabilitetstest. Den tester ikke stabiliteten til de svage lag, mens bruges til tjekke lagdelingen og lokalisere svage lag i snedækket. Fordelen ved denne test er at den er hurtig at udføre og at den kan udføres i fladt og dermed sikkert terræn. Dertil kan denne test også opdage svage lag tæt på overfladen i let og blød sne, som ellers let bliver ødelagt eller komprimeret ved brug af de andre tester.

Der frigøres en 40 x 40 cm blok på alle sider, cirka en meter ned i snedækket, dette afhænger selvfølgelig af hvor dybt snedækket er. Herefter klappes der med spaden på siderne av blokken. Grunden til at der slås fra siderne er for at se hvordan lagene forskyder sig i forhold til hinanden, og derved lettere kunne lokalisere svage lag. Herved kan det også opdages om der er et flak (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

CT

CT står for Colum Test og ECT for Extended Colum Test, oversat kaldes de (udvidet) kompressions test. CT tester stabiliteten til det svage lag. Den beskrives oftest som favorittesten for skredprofessionelle, da den er let at tolke, hurtigt at udføre, samt belaster sneen nedover på samme måde som en skiløber ville gøre det.

Testen udføres ved at isolere en blok på 30 x 30 cm, bagsiden kan isoleres med sav. Herefter planes toppen af blokken ud og spaden ligges fladt på toppen med skaftet pegende nedover. Herefter påbegyndes stabilitet testen. Der slås på spaden indtil blokken går til brud. Først 10 gange med kraft genereret fra håndleddet, hvis blokken ikke er gået til brud slås der fra albueleddet op til 10 gange, og til sidst tages hele armen i brug op til 10 gange. Der noteres hvor mange slag blokken skal have for at gå til brud (Varsom, u.d; Brattlien, 2012; Nes, 2013).

ECT

ECT er en udvidelse af CT og tester udover stabiliteten til snedækket også forplantningsevnen. Her isoleres der en blok på 30 x 90 cm. Spaden ligges i den ene hjørne af blokken og der udføres samme procedure som ved CT. Udover at notere antal slag før blokken går til brud, noteres der også antal slag til brude forplanter sig over hele blokken (Varsom, u.d; Brattlien, 2012; Nes, 2013).

Extended Colum Test. Foto: Varsom

Rutsjeblok testen

Denne test skal udføres i terræn med en hældning på 30⁰, men helst i et hæng der er under 5 meter, da det ellers kan være livsfarligt, såfremt der udløses skred i testen. Her isoleres der en blok på 2 x 1,5 m, og efterfølgende noteres der hvor meget belastning blokken klare før den går til brud. Går der for eksempel brud allerede når blokken isoleres eller når en person går op og hopper på blokken?

Afslutning

Overstående tester kan bruges til at teste stabiliteten af snedækket i skredfarligt terræn. Viser testene ustabile forhold, bør man kun tage sikre vejvalg eller måske ligefrem vente med skitur til en anden dag (Brattlien, 2012; Nes, 2013), for eksempel som da vi droppede om mandagen.

Dertil skal det husket at disse tester bare viser stabiliteten akkurat der hvor testen udføres, men de kan forsat give en ide om hvordan forholdende er. Udføre man en test på en sydside der viser stabile forhold, betyder det ikke at man sikkert kan køre ned af en nordside (Brattlien, 2012; Nes, 2013).

Referencer:
Brattlien, K. (2012). Den lille snøskredboka. Oslo: Fri Flyt AS.
Nes, C. L. (2013). Skikompis. Snøskred og trygg ferdsel. Ålesund: Selja Forlag.
Varsom. (u.d.). Stabilitetstest. Hentet 05. 05 2018 fra http://www.varsom.no/snoskredskolen/skredfarevurdering-og-faretegn/stabilitetstest/

Indlægget Topturscamp Hurrungane blev vist første gang den Foden på Kanten.

Foto: Aske Axel Chirstensen

Efter påske var det tid til egenfærd. Min gruppe bestod af Martin, Thor, Eirik og mig selv. En god gruppe hvor alle havde forskellige erfaringsgrundlag og derfor supplerede vi hinanden godt. Mandag den 2. april kørte faren til Thor os til Turtagrø Hotel i Hurrungane hvorfra starten gik. De næste otte dage gik vi så på fjeldski fra Hurrungane over Gruvefjeldet og ned til Lustrafjorden ad Kinsedalen.

De første dage var rygsækkene stoppet til randen med mad og brændstof til de otte dage, og allerede kort efter start mødte vi den første opover bakke, hvor jeg tydelig mærkede at det var længe siden jeg sidst havde gået med tung opbakning. Det hårde slid holdt på de to første dage, hvorefter rygsækken fandt sig til rette på ryggen, og de efterfølgende dagsetaper blev mere komfortable.

Foto: Aske Axel Christensen

Turen over fjeldet indeholdte alle tre ATES terræntyper. ATES står for «Avalanche Terrain Exposure Scale», og siger noget om hvor eksponeret man er for laviner i forhold til hvilket terræn man bevæger sig i. For at færdes sikkert på turen skulle vi holde os i simpelt terræn/klasse 1 og undgå komplekst terræn/klasse 3. Dertil skulle vi også være opmærksomme på at vi ikke gik i udløbszonerne til udfordrende eller komplekst terræn. Udsnit af ATES terrænklassificeringen kan ses under (Parks Canada, 2017).

Udsnit af Avalanche Terrain Exposure Scale. Foto: Parks Canada, 2017

I tillæg til det udfordrende terræn hørte vi dagligt drøn og mærkede hvordan snelagene under skiene kollapsede. Dette fortalte os at snedækket var fyldt med svage lag og var en kontinuerlig påmindelse om at alle vores vejvalg skulle være på den sikre side. For at udfordre os endnu mere havde vi bare to solskinsdage og de resterende seks var der whiteout, kraftig vind og eller sne/slud.

Alle disse elementer satte store krav til vores orienteringsfærdigheder, og vi gik således med høj fokus på kort og kompas gennem hele turen. Vi holdte ofte stop for at orientere os, dobbelttjekke med GPS koordinaterne og diskutere vejvalg (Horgen, 2010). De dage med dårligst sigt gik vi korte etaper hvor vi på kortet kunne se at terrænet skulle være simpelt. Når sigtbarheden var dårligst måtte vi kaste skistavene foran os for at tjekke for skavler.

Foto: Aske Axel Christensen

På trods af at vi mange gange på turen brugte skistavene til at tjekke for skavler, fik vi en dag en påmindelse om hvor vigtigt det er at gøre netop dette. Dag fire om torsdagen var dagen med dårligst sigt, men dagens etape var i simpelt terræn og kort så vi valgte gå. Vi gik på linje og terrænet var for en gang skyld relativt fladt. Thor gik forrest da han pludselig forsvinder på et splitsekund, og foran os alt bare hvit. Få sekunder efter hører vi Thor råbe at han er okay. Han var faldet tre meter ned af en skavle, men landet heldigvis blødt. Resten af turen var vi nøje med at få kastet skistavene foran os, og fik en god rutine på det, så til slut var det ikke så tidskrævende.

Referencer:
Parks Canada. (01. 04. 2017). Avalanche Terrain Ratings. Hentet fra https://www.pc.gc.ca/en/pn-np/mtn/securiteenmontagne-mountainsafety/avalanche/echelle-ratings
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.

Indlægget Egenfærd Hurrungane blev vist første gang den Foden på Kanten.

Brynjar overlevede den kolde nat. Foto: Aske

Før tur tjekker alle at de har med sig S/M og at den har mindst 60-70% strøm. Dette skyldes at hvis der går skred og du for behov for at bruge søgefunktionen over længere tid, bruger denne betydelig mere strøm end send funktionen. På længere turer bør man have med sig ekstra batteri (Horgen, 2010). Dertil er det vigtigt at S/M placeres tæt ind til kroppen, enten brug den medfølgende holder og anbring den indenfor dine isolerende lag. Ellers kan den anbringes i en indvendig bukselomme, men denne skal være solid og ikke kunne rives af i et eventuelt skred. Den må ikke placeres i skaljakken da denne nogle gange tages af og ligges i rygsækken, eller ved enkelte tilfælde kan den rives af i et skred (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Når turen starter gennemføres et kammerattjek. Den som leder kamerattjekket sætter skredsøgeren på “send”, den resterende grupper sætter den på søg. Herefter passere resten af gruppen lederen med jævn afstand og tjekket at de opfanger signal. Derefter danner de en linje efter lederen med jævn af afstand og sætter S/M på send. Lederen sætter så sin modtager på søg og passere linjen, imens han tjekker op at han modtager signal fra alle. Når han har tjekket op sidstemand, viser han til sidstemand at han sætter S/M på send. Således har alle S/M på send og har tjekket at den fungere. Nogle S/M har Group Check funktion og kan bruge den i stedet for søg funktionen. Denne har kortere rækkevidde og vil minimere støj (Horgen, 2010, Brattlien, 2012).

Hvis der går skred er det vigtigste at en hurtigt tager ledelsen og styre processen således at der ikke bare søges i et kaotisk system. Dertil er det vigtigt at alle sætter deres S/M på søg da man ellers begynde at søge efter hinanden. Dette skete for den ene gruppe under en case i Vigdalen. Dertil skal man være opmærksom på at enkelte modtagere automatisk slår sig tilbage på send efter en given tidsperiode (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Når dette er gjort starter man på signalsøg, hvor man går gennem skredterrænget for at opfange signal fra den skredtaget. Er man en gruppe går man på linje op gennem skredterrænget med en afstand på maksimum 40 meter. Dette skyldes at S/M har en rækkevidde på 20 meter og efter. Dette gøres en eller flere gange til hele skredområdet er dækket. Er man bare en person siksakker man gennem skredterrænget, på samme måde som når man bauter. Her skal man også være opmærksom på at afstanden mellem sporene højst er 40 meter (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Senderposisionen fra søgeren i forhold til modtageren Har betydning for rækkevidden. Derfor roteres S/M i alle tre planer under signalsøget, hvor den holdes i et sekund i hvert plan. Dette medvirker at man vil modtage signal fra den skredtaget tidligst muligt. Ydermere holdes og roteres S/M under denne processes oppe ved øret. Således høre du let når det første signal opfanges og du er frit udsyn foran dig til at kigge efter menneskelige tegn, eksempelvis en skistav (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Når du modtager signal tager du S/M ned foran kroppen og begynder på indflyvning/induktionsmetoden. Her følger du pilens instrukstion fra S/M som vil føre dig i en bue frem til skredofret. Dette skyldes at skredsøgere udsender signal i induktionsbuer (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Når skredsøgeren viser at du er få meter fra skredofret begynder du på finsøg. Her går man på knæ og føre skredsøgeren helt ned til bakken, således at den kommer tættest mulig på skredofret. Her føres den frem og tilbage i en ret vandret linje langs bakken indtil man finder den mindste talværdi. Ved den mindste talværdi gør man det igen vinkelret på den første linje. Således finder man det punkt der er tættest muligt på skredofret og talværdien på skredsøgen vil her cirka visse hvor mange meter under sneen personen er begravet. Dette punkt skal markeres, enten i sneen eller ved at holde en fod på punktet (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Sidste step er at tage frem søgestangen og begynde på et spiralsøg indtil man rammer skredofret. Når det sker lader man søgestangen så man ved hvor personen er begravet. Efterfølgende begynde man at grave sig ind til skredofret i en V formet position fra siden. Dette gør processen hurtigere og lettere da man på den måde kan skubbe sneen væk i stedet for at grave. Specielt hvis man er flere personer der står i V formationen og alle sammen skubber sne væk. Dertil kan du pressen sneen sammen rundt om skredofret hvis du begynder at grave personen fri fra toppen, hvilket kan fjerne luften i sneen og accelerer kvælningsprocessen (Brattlien, 2012).

Referencer:
Brattlien, K. (2012). Den Lille Snøskred Boka. Oslo: Fri Flyt AS.
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.
Varsom. (u.d.). Snøskredskolen. Hentet 22. 03 2018 fra Søk med sender og mottaker og søkestang: http://www.varsom.no/snoskredskolen/kameratredning/sok-med-sender-mottaker-og-sokestang/

Indlægget Skredkursus i Vigdalen blev vist første gang den Foden på Kanten.

Sneen indeholder forskellige lag, og disse har forskellig tykkelse og hårdhed. Sammensætningen af disse lag afgøre stabiliteten af snedækket og derved risikoen for skred i brat terræn (Brattlien, 2012). På turen gravede vi forskellige sneprofiler hvor vi kunne se disse lag og mærke forskellen på deres hårdhed ved at trykke på lagene med en knytnæve, fingrene, en finger og en kniv alt efter deres hårdhed. Vi fandt løse lag, såkaldte vedvarende svage lag i snedækkede, og kunne konkludere at dette var grunden til at snedækkede kollapsede tidligere på dagen.

Vegaard illustrerer størrelsen på kantkornede snekrystaller. Foto: Marius KongBøe

Vedvarende svage lag

Vedvarende svage lag er lag af svag eller ustabilt sne nede i snedækkede, der udgøre farer på grund af sin evne til at kollapse under snedækkede og danne flakskred. Det har fået navnet fordi denne type af sne og eller is lag tager land tid om at blive brudt ned og uskadeliggjort (Brattlien, 2012). Det kan tage alt fra dage til i værste fald en hel vintersæson (Varsom, u.d.). Der findes primært to typer vedvarende svage lag: kantkornede og nedsneede/begravede overfladerim (Brattlien, 2012).

Kantkornede sne

Kantkornede sne går under flere navne herunder: sukkersne, bægersne og bægerkrystaller. Denne type sne opstår inde i snedækket, ofte i perioder med kolde temperaturer og minimal sne. Her er temperaturforskellene store mellem den kolde sneoverflade og jordoverfladen som oftest er omkring 0 grader på grund af jordvarmen (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

De kantkornede snekrystaller opstår ved transporten af vanddamp. Den varme luft ved jordoverfladen indeholder mere vanddamp end den kolde luft ved sneoverfladen. Den varme luft vil bevæge sig opad gennem snedækkede. På vejen vil vanddampen træffe snekrystaller hvor lidt af vandet vil fastfryses, hvilket resultere i at krystallerne vokser og for kantede former. Deraf kommer navnet (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Når denne proces har været igangværende over en periode, begynder krystallerne at blive bægerformede med et hulrum indeni (Varsom, u.d.). De kan minde lidt om et kantede glas. Jo længere tid processen foregår jo større vokser krystallerne sig, specielt omkring jordoverfladen hvor der er mest vanddamp. Dette resultere i at stabilitet i snedækkede bliver dårligere. Er der et skarelag i sneen kan vanddampen hoppe sig op og accelerer dannelse af kantkornede snekrystaller. Et sådant lag af kantkornede sne kan let kollapse og give fra sig en drøn lyd, når det luftige snelag for pressede luften ud. Dette kan danne store skred da forplantningsevnen til et sådan brud er store (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Svage lag af nedsnedede overfladerim. Foto: Markus Landrø, (Varsom, u.d.).

Overfladerim

Overfladerim dannes også når vejret er koldt og klart og sneoverfladen derved har meget lav temperatur. Dette medfører at luftens vanddamp fryser fast på sneoverfladens krystaller og danner fjerlignende krystaller. Omkring elve og sumpede områder (myrer) vil man ofte kunne se rim i sneoverfladen, da luften i disse områder er fugtig (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Når rimoverfladen dækkes af nyt sne skaber det et svagt lag, da rimsneen indeholder meget luft som kan kollapse og lave drønlyde ligesom et lag af kantkornede sne. Rimkrystaller er ydermere meget glatte hvilket danner en glideflade for et potentielt skred (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

Referencer:
Varsom. (u.d.). Vedvarende svake lag. Hentet 23. 02. 2018 fra http://www.varsom.no/snoskredskolen/skredfarevurdering-og-faretegn/vedvarende-svake-lag/

Brattlien, K. (2012). Den lille snøskredboka. Oslo: Fri Flyt AS.

Indlægget Sneprofil og typer på Hemsedalsturen blev vist første gang den Foden på Kanten.