Lavvande ved Langli

Dagens gang var et resultat af min tilgang til turen, med kun at se en dag frem ad gangen.

Igår aftes begyndte jeg at kigge lidt på mit kort samt tidevandskalenderen. Jeg havde en plan om at jeg sagtens kunne nå Langli og Blåvand i dag. Det kom dog til at gå lidt anderledes end forventet…

Ifølge tidevandskalenderen var der højvande idag kl 11:40. Det ville sige at jeg først kunne komme over til Langli hen på eftermiddagen, også kunne jeg godt regne ud at jeg nok ikke ville nå til Blåvand også. Godt træt af det tidevand begyndte jeg at tænke på mine muligheder. Enten skulle jeg droppe Langli også gå direkte til Blåvand, eller også skulle jeg bruge hele dagen på at komme til Langli også tage en overnatning mere på samme plads.

Jeg kiggede madrationerne igennem, og kunne konstatere at jeg som sædvanelig ikke havde købt mad nok til en dag mere. Jeg havde set frem til at komme ud på Langli, så jeg kiggede på tidevandskalenderen igen, der måtte være en anden mulighed. Igår var der højvande kl 22:40, så lavvande ville være cirka kl 4:40 her i morges. I en folder havde jeg læst at man kunne gå på Ebbevejen til Langli op til 3 timer efter lavvande. Så jeg bestemte mig for at stå tidligt op, så ville jeg både kunne nå Langli, samt få købt mere mad i Blåvand.

Vejrudsigten lovede regn i nat, så jeg vidste at det ville være virkelig surt at skulle så tidligt op. Jeg gjorde så meget klar jeg nu kunne, for at minimere undskyldningerne når jeg vågnede. En alarm blev sat og jeg gik i seng.

Kl 3 ringede alarmen. Det var helt mørkt, og min første tanke var “det her er dælme en dårlig ide”. Men beslutningen var taget igår, så jeg stod op og pakkede sammen samt fik noget morgenmad.

Ved siden af lejrpladsen boede en flink mand fra skov -og naturstyrelsen som havde givet mig lov til at ligge alt mit grej i hans lade, mens jeg tog til Langli. Så jeg lagde mine ting i laden og tog kun vand og lidt snacks med, og så løb jeg mod Ebbevejen.

Ebbevejen til Langli

Kl 4:25 begyndte jeg at vade over Ebbevejen, hvis man da ellers kan kalde de utydelige hjulspor for en vej. Det var mørkt og jeg havde kun pandelampens skær. Vandet var ret koldt for fødderne, og da jeg stod ude midt i vadehavet uden at have den store ide om hvad der egentlig var vejen, var min første tanke “hvad laver jeg egentlig her”. Men jeg fortsatte og nåede Langli efter 40 minutter.

Til min store overraskelse var der slået græsstier derovre, så det var nemt at løbe øen rundt. Det er en virkelig flot ø med klitlandskab og kun ét hus som kun bruges af biologer.

Måger på Langli

På øen herskede mågerne, og jeg tror jeg kom til at vække dem. Der var virkelig mange og på et tidspunkt var det som om at de alle sværrmede om mig! Kl. 5:40 havde jeg været rundt på øen og begyndte at vade tilbage. Til min store overraskelse var vandstanden blevet lavere end da jeg tog derud.

Tilbage i laden ved mine ting, fik jeg pakket mine ting samt spist lidt mere. Mine fødder blev tilset, de havde det ikke så godt længere efter alt det vand og sand. Men jeg satte lidt tensoplast på og så gik jeg mod Blåvand.

I Blåvand holdte jeg en times pause hvor jeg handlede hos bageren samt købmanden. Resten af dagen fortsatte jeg nordpå gennem Oksbøl militær, skyde -og øvelsesterræn, hvor jeg nu har fundet en lejrplads med bålhytte. En pudsig ting er at der i militær området lå et fredet område, som i øvrigt var et flot lidt bakket hede område. Der lå også en kirke i militær området, som jeg tror var godt træt af sin placering. De havde nemlig et skilt hvor det stod “militær aktivitet forbudt”. Her til aften har jeg fået selvskab af to tyske herre, så mit sprog bliver terpet, heldigvis kan de dog engelsk.

Dato: 27. juli

Dag: 11

Kilometer (luftlinje): 36 km vandring og lidt løb

Tid i bevægelse: Langli 4:25-6:50, Blåvand 8:05-10, Oksbøl militær område 11:05-14:50 med frokost pause.

Vejr: Overskyet, 16 grader og periodevis regn.

Indlægget Morgentur til Langli blev vist første gang den Foden på Kanten.

Vejen til Mandø

Der er kun en “hovedvej” på Mandø, så jeg gik samme vej tilbage som da jeg kom. Men det gjorde ikke så meget for landskabet var flot. Idag tog jeg “dæmningevejen” tilbage istedet for den gamle Ebbevej. Jeg ville gerne holde fødderne tørre idag. Der var ikke så meget dæmning over den. Det var en grusvej der nogle steder kun lige præcis var over vandoverfladen. Men en fed oplevelse med udsigt over græs arealer og vadehavet.

Diget og vejen jeg fulgte det meste af dagen

Da jeg nåde fastlandet gik jeg langs med diget op af kysten. Det blæste friskt, men jeg kunne heldigvis gå i læ af diget. Det var et virkelig langt stykke på samme vej, men det gjorde egentlig ikke så meget. Jeg kiggede ud over markerne og de små huse i baggrunden, og så fik jeg tilmed løbet to gange 25 minutter. Rygsækken føltes for tung til at løbe med i starten, men når jeg først kom igang gik det fint. Synes altid det er fedt når jeg for løbet lidt. Det hele går så meget hurtigere, modsat vandring som jeg synes godt kan gå lige lovlig langsomt en gang imellem.

Fanø og Esbjerg i baggrunden

Et stykke henne af diget nærmede jeg mig en å. Der var nogle skilte hvor der stod at broen var lukket på grund af renovering. Jeg kiggede på kortet, den næste bro var 5 km inde i landet! Heldigvis var der stadig en lille gangbro over åen, hvilket virkelig reddede min dag. Langs med diget mødte jeg en bedstefar der var ude at spadsere en lille tur med hans barnebarn, og nu skulle de have frokost. Den bestod af pølser varmede over det lille gasblus bedstefaren havde taget med. Hyggeligt lige at hilse på sådan to friske mennesker.

Ved frokosttid stødte jeg på en helt ny shelterplads, som ikke var på mit kort. Jeg satte mig i en af shelteren og holdte en lille times frokostpause. Jeg overvejede kraftigt om jeg skulle sove her, nu havde jeg trodsalt tilbagelagt 18 km. Jeg endte med at følge den oprindelige plan og som var at fortsætte mod Tjæreborg. Her var der en lejrplads i baghaven hos et ægtepar. Jeg hilste på konen som var meget flink, og jeg kunne bare slå biuark op i haven hvor jeg havde lyst. Jeg lagde mine ting og gik i brugsen, der var cirka 1 km væk. Jeg skulle lige have lidt grønsager og fløde til aftensmaden når nu muligheden var der. Ægteparret havde en stor køkkenhaven, og da jeg lavede mad fik jeg lidt friske grønsager og krydderurter af konen, så min aftensmad endte med at blive ren gourmet.

Alt i gryden ret

Der er 10 km til Esbjerg her fra lejrpladsen, som jeg med jævne mellemrum bliver bekræftede i. Der er nemlig grøn koncert i Esbjerg og der spiller de ikke lav musik. Imorgen satser jeg på at nå til Esbjerg også tage færgen til Fanø, hvis ellers kroppen er frisk på at gå igen imorgen. 

Dato: 23. juli

Dag: 7

Kilometer (luftlinje): 29 km løb og vandring + til og fra købmand

Tid i bevægelse: 8:30-15:30 med pauser og indkøb.

Vejr: Sol, 18 grader og frisk vind.

Indlægget Solopgang blev vist første gang den Foden på Kanten.

Ebbevejen

Der var to veje til øen. En gammel vej (Ebbevejen) der stort set altid ligger under vand, men som kan benyttes ved lavvande, og en nyere dæmning med vej der kun bliver oversvømmet ved højvande. Efter Rømø var jeg blevet godt træt af at skulle over sådan en lang og kedelig dæmning, så jeg valgte Ebbevejen.

Klokken 10:50 nåede jeg vejen men vandstanden var stadig ret høj, så jeg holdt mig en lang pause og ventede på lavvande. Klokken 12 begyndte jeg at gå over. Vejen var stadig under vand, så det blev 5 km med fødderne under vand. Aldrig har jeg vadet så langt i vand. Det var en fed oplevelse bare at gå over vadehavet og være omringet af vand. Imens jeg vadede derover tænkte jeg en del på at det her var den eneste vej til Mandø i gamle dage. Alt blev fragtet frem og tilbage med traktor på den her vej. Så selvom øen ligger ret tæt på fastlandet er den alligevel ret afskåret.

Da jeg kom til Mandø var det første jeg så fugtige -og helt flade græsmarker i lange baner. I horisonten var der dog et højt dige der skilte sig ud fra det flade landskab. På den anden side af diget var der en del marker med hø og få gårde. Her kom familien fra imorges kørende mod mig. De havde lige været rundt på øen og fortalte at de havde set en shelter som jeg kunne sove i. De rakte noget chokolade ud til mig og fortalte hvor shelteren lå. Jeg takkede og sagde farvel og var i godt humør over at jeg nok skulle sove i shelter i nat.

I den anden ende af øen var der så et dige mere. Efter det kunne jeg se øens eneste by som lå i læ af klitterne. Virkelig hyggelig by med kro, lille købmand og en gammel mølle. Modsat Rømø var der her slet ikke så mange turister og sommerhuse. Jeg fik købt ind og gik ned mod stranden.

Der var lavvande så stranden fortsatte langt ud. I baggrunden kunne jeg skimte Esbjerg. Jeg fulgte stranden og fandt så shelteren. Den lå mega godt med udsigt ud over havet. Solen skinnede så jeg benyttede mig af lejligheden til at tørre mine sko og sokker som var blevet ret våde efter Ebbevejen, samt lufte min sovepose. Herefter lavede jeg en god potion mad som jeg spiste mens jeg kiggede til Esbjerg, som jeg forhåbentlig når til inden for nogle dage.

Der er 30 km til den nærmeste lejrplads og købmamd over på fastlandet imorgen. Hvis jeg ikke når den ender jeg nok med at sove ved diget sammen med fårene. Forhåbentlig bliver benene friske igen efter en god nats søvn, så jeg kan nå lejrpladsen, men min krop trænger nok også snart til en hviledag.

Dato: 22. juli

Dag: 6

Kilometer (luftlinje): 15 km vandring

Tid i bevægelse: 9:25-10:50 og 12-15 med pauser
og indkøb.

Vejr: Overskyet formiddag, 19 grader og frisk vind. Sol sidst på dagen.

Indlægget Mandø blev vist første gang den Foden på Kanten.

Else var så venlig at smørre en god madpakke til mig, og jeg fik fyldt mine vanddunke op. Jeg tog afsked med Else og Erhardt og vandrede derudaf. Rygsækken var blevet godt tung af alt det mad og vand, så det var godt jeg ikke skulle løbe.

Dødt får

Jeg fulgte kysten indtil der kom et stort dige, som jeg så gik op på. Der var god udsigt ud over vadehavet og til en masse får der gik og græssede på markerne. Faktisk var der rigtig mange får, flere end jeg sammenlagt har set i hele mit liv. Længere nede af diget mødte jeg manden der ejede nogle af fårene. Vi fik os en kort snak, og jeg fik at vide at der var rigtig mange turister på Rømø. Efter noget tid mødte jeg så en anden mand der også ejede nogle af fårene. Han var knap så glad og imødekommende for nogle af hans får var løbet ud.

“Ebbe” ved vadehavet

Jeg krydsede over en af græsmarkerne med får hen mod vejen til Rømø. Her havde jeg godt udsyn over vadehavet og  udover de levende får, men også døde får! Vejen til Rømø er 9 km så jeg vidste godt at den var lang. Der var tilmed meget trafik og turen derover føltes lang. Jeg kunne godt nok se Rømø i baggrunden, men vejen forsatte bare i uendeligheden. Heldigvis kunne jeg da kigge på vadehavet. Det var middagstid så tidevandet havde trukket sig helt tilbage. Man kunne se havbunden ligeså langt øjet rækkede. Nogle steder var der lerbund som var sprækket overalt, lidt ligesom man ser i ørkenfilm. Lidt længere fremme var der store mudder pukler. Fed oplevelse at se naturen variere så meget.

“Ebbe” ved vadehavet

Da jeg kom til Rømø kom jeg desværre til at gå meget på vej. Til gengæld vandrede jeg forbi en købmand så jeg kunne proviantere lidt. Herefter gik det ned mod stranden. Trods de mange turister var der rigeligt med strand til alle. Enden af stranden og starten af havet kunne kun lige skimtes i horisonten.

Rømø Sønderstrand

Jeg fandt et sted på stranden og gav mig til at lave mad. Her kunne jeg konstatere at den hjemmelavede trægasbrænder jeg havde ikke var så effektiv, så jeg endte med at lave et lille bål i stedet. Da maden var spist havde jeg fået sand i alle mine ting, så jeg pakkede sammen og fandt et godt sted oppe i klitterne. Her sidder jeg nu og nyder udsigten ud over den enorme strand og venter på solnedgangen. 

Dato: 20. juli

Dag: 4

Kilometer (luftlinje): 28 km vandring

Tid i bevægelse: 9:20-17:20 med pauser og indkøb.

Vejr: Overskyet, 15 grader og let vind, sol sidst på dagen.

Indlægget Rømø blev vist første gang den Foden på Kanten.

Det blev formiddag og rygsækken var pakket og endte på cirka 6,6 kg uden vand og mad. Min far og jeg kørte så afsted mod grænsen ned til vadehavet. Jeg har aldrig været ved vadehavet før så jeg glædede mig. Klokken 14:30 nåede vi grænsen og jeg løb afsted. Landskabet var utrolig fladt, og det var tydeligt at området var meget præget af naturens kræfter. På de første 10 km var der grøfter og dæmninger overalt, for at gøre det ellers meget fugtige område beboeligt.

Jeg løb et stykke på toppen af en stor dæmning langs kysten med udsigt til Rømø. Herefter sluttede stien og jeg kom op at løbe på en asfaltvej, indtil jeg efter 21 km nåede en parkeringsplads nede ved stranden hvor farmand ventede. Han ville lige spise aftensmad med mig inden han kørte hjem. Det siger man ikke nej til, når han har steaks i bilen.

Mens vi spiste kom vi i snak med en lokal sønderjyde, og jeg fik øvet mit dansk. Utrolig venlig og snaksalig mand ved navn Erhardt. Da han hørte om mit projekt tilbød han straks at jeg kunne sove i deres have og bruge deres toilet. Man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, så jeg takkede pænt ja. Han boede lidt længere oppe af kysten, og han viste mig på kortet hvor det var. Jeg fik tilmed hans telefon nummer hvis jeg nu ikke kunne finde det.

Vi spiste og så fik jeg sagt farvel til fadder og begyndte at gå deropad. Det begyndte at regne en del, men det var der ikke noget at gøre ved. Inden jeg nåede derop kom Erhardt kørende mod mig, han ville lige tjekke hvordan det gik her i regnen.

Jeg blev inviteret indenfor og han lånte mig med det samme et par tørre sokker. Jeg fik hilst på konen i huset Else Kirsten og blev straks budt på boller og te. Vi fik sågar besøg af Jens Rosendal. En lokal forfatter og digter der har skrevet mange sange i højskole sangbogen. Snakken gik og jeg fik en masse lokale historier. Blandt andet historien om opdelingen af grænsen omkring Rudbøl hvor jeg startede fangede mig…

Midt i vejen ved Rudbøl ligger Grænsestenen. Halvdelen af vejen er tysk, den anden halvdel dansk. Det siges at det skyldes at dem der opdelte grænsen i sin tid efter krigen kom i snak med en dansker der var forfærdelig ked af det. Danskerne var nemlig i mindretal, så nu blev de nok tysk. Man fandt ud af at det danske mindretal alle var samlede på den ene side af vejen og besluttede derfor at lade grænsen gå midt i vejen, så det danske mindretal kunne forblive i Danmark.

Inden sengetid skulle jeg med ud og se solnedgangen, eller skyerne foran solen. Her fik jeg en masse at vide om stærene der trækker i området. Erhardt fortalte at de var så tamme at han engang var kommet til at køre en over med en trillebøre. Herefter gik vi indenfor igen, og de synes ikke jeg skulle sove ude i regnen, så de tilbød mig en soveplads indenfor.

Jeg kunne ikke ønske mig en bedre start. Har aldrig mødt så venlige og gæstfrie mennesker som Erhardt og Else Kirsten. Hvis der findes mennesker som dem i resten af landet, kan det kun blive en god tur.

Dato: 19. juli

Dag: 3

Kilometer (luftlinje): 21 km løb + 5 km vandring

Tid i bevægelse: 14:30-16:50 og 18:15-19:15

Vejr: Overskyet, 19 grader og næsten vindstille/ lummert. En del regn ved aftenstid og ned til 13 grader.

Indlægget Vadehavets gæstfrihed blev vist første gang den Foden på Kanten.