Onsdag var vi på Harastølen. Et gammelt Tuberkulose Hospital der i dag er forladt. Efterfølgende var vi på Børesteinen som for nylig er blevet kendt som et turistmål. Fra Børesteinen har man fin udsigt udover Lustra Fjorden. Sidst på dagen kørte vi til Kroken hvor Thor har sit barndomshjem, der tidligere er blevet brugt som overnatningsplads og guidefirmaet Moreld’s hovedbase for havpadling.

Udsigt fra Børesteinen. Foto: Aske Axel Christensen

Torsdag gik vi på tur op til Fuglesteg DNT hytte som er en gammel fjellgard og et populært turistmål. På vejen tilbage til Kroken gik vi op til Feigefossen, Norges næst højeste ureguleret vandfald.

Fredag kørte vi på Romantic road som er vejen fra Skjolden til Urnes. Den er flittigt brugt som turistvej, og er meget smuk. Derefter så vi Urnes stavkyrkje som er en del af UNESCO verdensarv, før vi tog båden til Solvorn og kørte tilbage til Sogndal.

Udover tilrettelægning er det vigtigt at sikkerheden er i orden for at en plads eller seværdighed kan blive et forsvarligt og attraktivt turistmål. Risiko vil derfor blive et tema i denne fagblog.

Alt vi gør i livet indeholder risiko i varierende grad, og friluftslivet er ingen undtagelse (Priest & Gass, 2005). Derfor skal der tages forbehold for dette når der drives med naturbaseret turisme.

Risiko som begreb defineres som alvorligheden af konsekvensen/ konsekvenserne og sandsynligheden for at de forekommer (Mytting & Bischoff, 2015). Derved giver en stor konsekvens med lille sandsynlighed for at forekomme, samme risiko som en lille konsekvens med stor sandsynlig for at forekomme. Dette kan illustreres i en ligning:

Ved at kortlægger, eliminere eller reducere konsekvenser og sandsynligheder ved ønskede turistmål, kan man derved nedbringe risikoen, og hvis dette gøres i tilstrækkelig grad kan området blive til et forsvarligt turistmål.

Feigumfossen. Foto: Thor Parmentier

Referencer:
Mytting, I., & Bischoff, A. (2015). Friluftsliv (2. udg.). Oslo: Gyldendal Norske Forlag AS.
Priest, S., & Gass, M. A. (2005). Effective Leadership in Adventure Programming (2. udg.). USA: Human Kinetics.

Indlægget Turist i eget fylke blev vist første gang den Foden på Kanten.

Foto: Aske Axel Christensen

Fra mandag d. 10 til torsdag d. 13 september havde vi fire dage med klatreundervisning. Tre af dagene brugte vi ude i massevis af regn. To dage på klatrefeltet Plommehagen, og en dag på Gullveggen med klippeoverhæng som derfor havde relative tørrer klatreruter. Den sidste dag var vi inde på klatrevæggen i Sognehallen, hvor fokus var på mængde og klatreteknik. De fire dage bød på mange læringsmomenter, hvoraf jeg har valgt at komme ind på den dynamiske sikringskæde samt faldfaktor.

Den Dynamiske Sikringskæde

Den dynamiske sikringskæde indebærer alt udstyr vi bruger til at sikre os under klatring, herunder alle enkeltledene:  tov, knuder, forankringer, karabiner, slynger, klatresele og tovbremse (Tronstad, 2005). Alle disse enkeltled sikre klatreren og er med til at dæmpe kræfterne i et eventuelt fald, deraf navnet dynamisk sikringskæde.

Dette sker ved at kræfterne skabt i faldet fordeles på de forskellige enkeltled i sikringskæden, og derved bidrager til et meget mere dæmpet og sikkert fald for klatrerne. Den mest dynamiske del er selve torvet. Vanlige dynamiske klatretov er lavet til at kunne strække sig op til 40% (Tronstad, 2005), og herved dæmpe faldet gradvist som et elastik.

Uden et dynamisk tov vil klatreren få en direkte overføring af energien fra faldet til kroppen (Tronstad, 2005). Dette vil være ubehageligt og ved større faldfaktor kan det resultere i skader. Her kan der tænkes tilbage til de første klatrere der i sin tid klatrede med statiske hamp tov. Dengang var det alvor at falde, og en af grundene til at man havde reglen om at første mand aldrig skulle falde (Grimeland, 2004). Derfor skal man også være opmærksom på at man aldrig benytter statiske tov til klatring.

Faldfaktor

Foto: (Tronstad, 2005)

Faldfaktor er af Tronstand (2005, s. 168) defineret som ”Fallfaktoren er lik forholdet mellom lengden på fallet og lengden på det tauet som tar opp fallet”. Det vil sige faldets længde delt med længden af torvet mellem klatreren og sikreren.

Deraf giver mindre faldfaktor større bremselængde og en blødere opbremsning (Tronstad, 2005). Den størst mulige faldfaktor er 2. Et eksempel på det vil være hvis sikreren står på standplads oppe i væggen, og klatreren klatre 2,5 meter op i væggen med falder før hans sætter første mellemforankring. Der vil han falde 5 meter ned forbi sikreren, på et tov som fra sikreren til klatreren er 2,5 meter. Dette kaldes også ekstremfald (Tronstad, 2005).

Jo længere afstand der er mellem klatreren oppe i væggen og sikeren på standpladsen, jo længere dynamisk tov vil der være til at dæmpe faldet og mindske faldfaktoren. Det mest kritiske punkt på ruten er derfor når klatreren starter med at klatre og derfor har kort tov. Når han har sat de første mellemforandringer, kan en god sikre slække torvet for at øge tovlængden og dermed mindske faldfaktoren. Her er det dog vigtigt at tovlængden ikke bliver så lang at klatreren falder ned i bakken før torvet strammes op.

Referencer:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Tronstad, S. (2005). Innføring i Klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Klatreuge blev vist første gang den Foden på Kanten.

De to sidste dage havde vi Roar Moe som vejleder i traditionelt kystfriluftsliv. Han var øens eneste beboer, og i løbet af de to dage roede vi i en gammel træbåd, fiskede og udforskede området omkring Litle Færøy. Træbåde samt risikovurdering i henhold havpadling vil være tema i denne fagblog.

Foto: Aske Axel Christensen

Brugsbåde

De traditonelle træbåde kaldes også for brugsbåde, og de fleste af dem rundt om i Norge har årer samt mulighed for at sætte op sejl (Mytting & Bischoff, 2008). Det er åbne både og de er utrolig stabile, men de har den ulempe at hvis der først kommer bølger og meget vand ind i båden vil den synke.

Plankerne på bådene er bøjet langs med båden, og overlapper hinanden opover. I overlappet er plankerne nittets sammen så båden holder vand. Herefter er de løbende blevet impræneret i tjære, for at gjøre dem helt vandtætte. Roar fortalte at den båd vi roede i var en kopi af en 100 år gammel model. Den var helt sort af tjære og et utrolig fin stykke håndværk. Ydermere fortalte han at før i tiden havde alle familier i Solund kommnue en brugsbåd, som blev brugt til transport mellem de manger holmer, øer og fastlandet. Dertil havde de mange andre formål som brug til fisking, fragt af dyr, foder og andet relevant (Mytting & Bischoff, 2008).

The Sea Kayaking Problem Awareness Checklist

For at kunne drage trygt på padletur, specielt hvis det er i eksponert farervand, kræver det at den individuelle padler eller gruppen har tilstrækkelig erfaring og færdigheder til at vurdere og håndtere komplekse risikofaktorer der kan findes på havet. Her er vejr, hav, egne samt gruppens færdigheder, og valg af ruten afgørende for sikker havpadling (Aadland, Vikene, Varley & Moe, 2017).

Aadland m.fl. (2017) har udviklet en praktisk checkliste til at vurdere risikoen ved havkajakturer. Listen gør padleren opmærksom på risikofaktorer og problemer ved planlægningen og gennomføringen af padleture. Derved kan padleren være ekstra opmærksom på disse, og handle ved at træffe tryggere valg.

Foto: Aaland m.fl, 2017

Checklisten indeholder fire risikofaktorer som padleren kontinuerligt må være opmærksom på. Disse faktorer er rute, vejr, hav og mennesket. Ruten indebæer hvorvidt padleren vil blive udsat for farer på sin rute, herunder eksponering for åbent vand eller bådtrafik, samt hvorvidt kystterrænget muliggøre landgang for padleren (Aadland m.fl., 2017).

Vejr omhandler om padleren kan møde problematiske og farlige vejrforhold på turen. Dette kunne eksempelvis bestemmes af vindstyrken, sigtbarheden og lufttemperaturen.

Ydermere er der forholdene på havet. Er der bølger, hvor kommer de fra, og hvor store er de, samt hvad er vandtemperaturen.

Tilsidst er der den menneskelige faktor som er gældende til enhvert tid. Denne indebærer om padleren kan håndtere de forvendtede eller eventuelt forværende forhold. Her indgår kompetencer, tøj og udstyr, samt sammensætningen af gruppen som er på tur. Den samlede risiko bliver herved en forståelse af sammenspillet mellem miljøfaktorer og den menneskelige faktor, og ikke en direkte summering af alle riskofaktorne tilsammen (Aadland m.fl., 2017).

Disse fire riskofaktorer skal padleren så udfra Aadlands m.fl. (2017) model difinere og planlægge ud fra. Under turen skal padleren kontinurerligt tjekke op på forholdene og de enkelte risikofaktorer og tilsids handle og reflektere over entuelt opstået problemer på turen.

Referencer:
Aadland, E. L., Vikene, O. F., Varley, P., & Moe, V. (2017). Situation awareness in sea kayaking: Towards a practical checklist. Journal of Adventure Education and Outdoor Learning,17(3), 1-13.
Mytting, I., & Bischoff, A. (2008). Friluftsliv. Oslo: Gyldendal Undervisning.

Indlægget Kystfriluftsliv på Litle Færøy blev vist første gang den Foden på Kanten.

Vi valgte i stedet at køre til Hallingdal. En lang køretur på 3 timer hver vej, til gengæld fik vi to gode dage med buldring i tørvejr. På buldrefeltet var der utallige store sten spredt udover skoven, og der var sten at klatre på til alle færdighedsniveauerne i klassen. Vi overnattede på Sataslåtten camping blot 1,5 kilometer fra buldrefeltet. På ekskursionen havde vi om buldring som fænomen, samt sikkerhed og teknik. Disse temaer er derfor oplagte at gennemgå i denne fagblog.

Foto: Aske Christensen

Buldring

Buldring kommer fra det engelske ord Boulder, der betyder kampesten. Det handler om at klatre op på toppen af kampesten, uden sikring af tov som man ellers gør ved vanlig klatring, da man ved buldring ikke opnår store højder med livstruende faldhøjde (Trondstad, 2005).

Buldring giver stor frihed samt mulighed for at finde mange forskellige linjer op ad stenene. Derved er det muligt at træne effektivt og med stor kontinuitet (Trondstad, 2005). Buldring er også en simple aktivitet da alt man trenger er et par klatresko og gerne lidt kalk. Buldring kan i tillæg udøves på klatrevægge både inde og ude, og på alle andre pladser hvor det er muligt at klatre, så længe man holder faldhøjden minimal.

I gamle dage startede buldring blandt fjeldsportsudøvere som træning til store klatre ekspeditionen. Med tiden er buldring gået over til at ikke bare at være en træning metode for klatrere, men til at blive en selvstændig aktivitet (Grimeland, 2004).

Foto: Are Moníz Wergeland

Sikkerhed

Under buldring benyttes faldmåtter og kammeratspotting/redning for å sikre hinanden. Faldmåtterne til buldring kaldes ofte bare det engelske udtryk ”crash pads”. Disse skal tage noget af faldet, så udøvere undgår at lande på hårdt og ujævnt underlag, og derved minimere risikoen skader. Her er ankler og knæerne specielt udsat (Kolstad, 2017).

Dertil kan man sikre og hjælpe hinanden to og to. Den ene buldrer og den andre sørger for å spotte buldreren. Personen der spotter kan her flytte rundt på faldmåtterne så de altid er under buldreren og i tillæg komme med tips til gode fodtag på stenen, som kan være vanskeligt at se for buldreren.  Hvis den som buldrer falder, skal spotteren føre buldreren ned på måttem ved at tage fat i hofterne og flytte eller føre den faldende buldre ind på måtten (Kolstad, 2017).

Teknik

Tilslut en kort gennemgang af teknik for buldring og klatring generelt. De fleste nybegyndere bruger for meget armstyrke. De hænger oftest i overkroppen og stoler ikke på fødernes feste i væggen. Dette fører til hurtigere udmattelse af klatreren.

For at sikre godt fæste på små fodtag i væggen læggen væggen på storetæerne og spidsen af klatreskoen. For at få bedst effekt, skal kroppen være ret over fodtaget og ind mod væggen. Er der ikke noget fodtag og klatreren må stå med fodsålerne mod en glat klatrevæg, skal hofterne så lang væk fra væggen som muligt, for at presse fodsålerne bedst muligt ind i væggen og få fæste (Trondstad, 2005).

Trepunktsregelen er også veldig nyttig. Kun et legeme flyttes af gangen, og god ben pladsering er essentielt. Få benene op i en god position, og find efterfølgende nye armtag. Efterfølgende flytte benene endnu engang, en af gangen (Trondstad, 2005).

Referanser:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Kolstad, N. (18. 07. 2017). Sikkert buldring. Norske Klatirng. Hentet 29. 08. 2018 fra https://www.norsk-klatring.no/sikkerhet/sikker-buldring
Tronstad, S. (2005). Innføring i klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Buldretur til Hallingdal blev vist første gang den Foden på Kanten.

I stedet rejste vi på tur tirsdag d. 24-04-2018 til onsdagen d. 25. Ved ankomst til Hurrungane var der så lidt sne at vi besluttede at slå lejer på brøytekanterne ret ved siden af vejen. Dette gik forholdsvist hurtigt og efter en lang frokostpause begyndte vi på dagens aktiviteter.

Vi kom i gennem tre forskellige poster omhandlende GPS, kammeratredning på snedækket bre og snebakketeknik. Om onsdagen gik vi på tur, hvor min gruppe gik til Lauvnostinden. På grund af de høje temperaturer var der ikke meget sne tilbage og de fleste pladser var der et monotont snedække af omhandlede sne, med undtaget af højderne mod 1600 meter hvor der forsat kunne findes svage lag. Vi gravede derfor ikke i sneen, men jeg ikke tidligere har omtalt stabilitetsteste og dette vil derfor blive temaet i denne fagblog, da det er yderst relevant for færdsel i vinterfjeldet.

Camp på brøytekanterne. Foto: Aske

Der findes et utal af stabilitetstester, men i pensum har vi gennemgået følgende: lille bloktest, CT og ECT, samt Rutsjeblok testen.

Lille bloktest

Den lille bloktest er egentlig ikke en stabilitetstest. Den tester ikke stabiliteten til de svage lag, mens bruges til tjekke lagdelingen og lokalisere svage lag i snedækket. Fordelen ved denne test er at den er hurtig at udføre og at den kan udføres i fladt og dermed sikkert terræn. Dertil kan denne test også opdage svage lag tæt på overfladen i let og blød sne, som ellers let bliver ødelagt eller komprimeret ved brug af de andre tester.

Der frigøres en 40 x 40 cm blok på alle sider, cirka en meter ned i snedækket, dette afhænger selvfølgelig af hvor dybt snedækket er. Herefter klappes der med spaden på siderne av blokken. Grunden til at der slås fra siderne er for at se hvordan lagene forskyder sig i forhold til hinanden, og derved lettere kunne lokalisere svage lag. Herved kan det også opdages om der er et flak (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

CT

CT står for Colum Test og ECT for Extended Colum Test, oversat kaldes de (udvidet) kompressions test. CT tester stabiliteten til det svage lag. Den beskrives oftest som favorittesten for skredprofessionelle, da den er let at tolke, hurtigt at udføre, samt belaster sneen nedover på samme måde som en skiløber ville gøre det.

Testen udføres ved at isolere en blok på 30 x 30 cm, bagsiden kan isoleres med sav. Herefter planes toppen af blokken ud og spaden ligges fladt på toppen med skaftet pegende nedover. Herefter påbegyndes stabilitet testen. Der slås på spaden indtil blokken går til brud. Først 10 gange med kraft genereret fra håndleddet, hvis blokken ikke er gået til brud slås der fra albueleddet op til 10 gange, og til sidst tages hele armen i brug op til 10 gange. Der noteres hvor mange slag blokken skal have for at gå til brud (Varsom, u.d; Brattlien, 2012; Nes, 2013).

ECT

ECT er en udvidelse af CT og tester udover stabiliteten til snedækket også forplantningsevnen. Her isoleres der en blok på 30 x 90 cm. Spaden ligges i den ene hjørne af blokken og der udføres samme procedure som ved CT. Udover at notere antal slag før blokken går til brud, noteres der også antal slag til brude forplanter sig over hele blokken (Varsom, u.d; Brattlien, 2012; Nes, 2013).

Extended Colum Test. Foto: Varsom

Rutsjeblok testen

Denne test skal udføres i terræn med en hældning på 30⁰, men helst i et hæng der er under 5 meter, da det ellers kan være livsfarligt, såfremt der udløses skred i testen. Her isoleres der en blok på 2 x 1,5 m, og efterfølgende noteres der hvor meget belastning blokken klare før den går til brud. Går der for eksempel brud allerede når blokken isoleres eller når en person går op og hopper på blokken?

Afslutning

Overstående tester kan bruges til at teste stabiliteten af snedækket i skredfarligt terræn. Viser testene ustabile forhold, bør man kun tage sikre vejvalg eller måske ligefrem vente med skitur til en anden dag (Brattlien, 2012; Nes, 2013), for eksempel som da vi droppede om mandagen.

Dertil skal det husket at disse tester bare viser stabiliteten akkurat der hvor testen udføres, men de kan forsat give en ide om hvordan forholdende er. Udføre man en test på en sydside der viser stabile forhold, betyder det ikke at man sikkert kan køre ned af en nordside (Brattlien, 2012; Nes, 2013).

Referencer:
Brattlien, K. (2012). Den lille snøskredboka. Oslo: Fri Flyt AS.
Nes, C. L. (2013). Skikompis. Snøskred og trygg ferdsel. Ålesund: Selja Forlag.
Varsom. (u.d.). Stabilitetstest. Hentet 05. 05 2018 fra http://www.varsom.no/snoskredskolen/skredfarevurdering-og-faretegn/stabilitetstest/

Indlægget Topturscamp Hurrungane blev vist første gang den Foden på Kanten.