Onsdag var vi på Harastølen. Et gammelt Tuberkulose Hospital der i dag er forladt. Efterfølgende var vi på Børesteinen som for nylig er blevet kendt som et turistmål. Fra Børesteinen har man fin udsigt udover Lustra Fjorden. Sidst på dagen kørte vi til Kroken hvor Thor har sit barndomshjem, der tidligere er blevet brugt som overnatningsplads og guidefirmaet Moreld’s hovedbase for havpadling.

Udsigt fra Børesteinen. Foto: Aske Axel Christensen

Torsdag gik vi på tur op til Fuglesteg DNT hytte som er en gammel fjellgard og et populært turistmål. På vejen tilbage til Kroken gik vi op til Feigefossen, Norges næst højeste ureguleret vandfald.

Fredag kørte vi på Romantic road som er vejen fra Skjolden til Urnes. Den er flittigt brugt som turistvej, og er meget smuk. Derefter så vi Urnes stavkyrkje som er en del af UNESCO verdensarv, før vi tog båden til Solvorn og kørte tilbage til Sogndal.

Udover tilrettelægning er det vigtigt at sikkerheden er i orden for at en plads eller seværdighed kan blive et forsvarligt og attraktivt turistmål. Risiko vil derfor blive et tema i denne fagblog.

Alt vi gør i livet indeholder risiko i varierende grad, og friluftslivet er ingen undtagelse (Priest & Gass, 2005). Derfor skal der tages forbehold for dette når der drives med naturbaseret turisme.

Risiko som begreb defineres som alvorligheden af konsekvensen/ konsekvenserne og sandsynligheden for at de forekommer (Mytting & Bischoff, 2015). Derved giver en stor konsekvens med lille sandsynlighed for at forekomme, samme risiko som en lille konsekvens med stor sandsynlig for at forekomme. Dette kan illustreres i en ligning:

Ved at kortlægger, eliminere eller reducere konsekvenser og sandsynligheder ved ønskede turistmål, kan man derved nedbringe risikoen, og hvis dette gøres i tilstrækkelig grad kan området blive til et forsvarligt turistmål.

Feigumfossen. Foto: Thor Parmentier

Referencer:
Mytting, I., & Bischoff, A. (2015). Friluftsliv (2. udg.). Oslo: Gyldendal Norske Forlag AS.
Priest, S., & Gass, M. A. (2005). Effective Leadership in Adventure Programming (2. udg.). USA: Human Kinetics.

Indlægget Turist i eget fylke blev vist første gang den Foden på Kanten.

Foto: Aske Axel Christensen

Fra mandag d. 10 til torsdag d. 13 september havde vi fire dage med klatreundervisning. Tre af dagene brugte vi ude i massevis af regn. To dage på klatrefeltet Plommehagen, og en dag på Gullveggen med klippeoverhæng som derfor havde relative tørrer klatreruter. Den sidste dag var vi inde på klatrevæggen i Sognehallen, hvor fokus var på mængde og klatreteknik. De fire dage bød på mange læringsmomenter, hvoraf jeg har valgt at komme ind på den dynamiske sikringskæde samt faldfaktor.

Den Dynamiske Sikringskæde

Den dynamiske sikringskæde indebærer alt udstyr vi bruger til at sikre os under klatring, herunder alle enkeltledene:  tov, knuder, forankringer, karabiner, slynger, klatresele og tovbremse (Tronstad, 2005). Alle disse enkeltled sikre klatreren og er med til at dæmpe kræfterne i et eventuelt fald, deraf navnet dynamisk sikringskæde.

Dette sker ved at kræfterne skabt i faldet fordeles på de forskellige enkeltled i sikringskæden, og derved bidrager til et meget mere dæmpet og sikkert fald for klatrerne. Den mest dynamiske del er selve torvet. Vanlige dynamiske klatretov er lavet til at kunne strække sig op til 40% (Tronstad, 2005), og herved dæmpe faldet gradvist som et elastik.

Uden et dynamisk tov vil klatreren få en direkte overføring af energien fra faldet til kroppen (Tronstad, 2005). Dette vil være ubehageligt og ved større faldfaktor kan det resultere i skader. Her kan der tænkes tilbage til de første klatrere der i sin tid klatrede med statiske hamp tov. Dengang var det alvor at falde, og en af grundene til at man havde reglen om at første mand aldrig skulle falde (Grimeland, 2004). Derfor skal man også være opmærksom på at man aldrig benytter statiske tov til klatring.

Faldfaktor

Foto: (Tronstad, 2005)

Faldfaktor er af Tronstand (2005, s. 168) defineret som ”Fallfaktoren er lik forholdet mellom lengden på fallet og lengden på det tauet som tar opp fallet”. Det vil sige faldets længde delt med længden af torvet mellem klatreren og sikreren.

Deraf giver mindre faldfaktor større bremselængde og en blødere opbremsning (Tronstad, 2005). Den størst mulige faldfaktor er 2. Et eksempel på det vil være hvis sikreren står på standplads oppe i væggen, og klatreren klatre 2,5 meter op i væggen med falder før hans sætter første mellemforankring. Der vil han falde 5 meter ned forbi sikreren, på et tov som fra sikreren til klatreren er 2,5 meter. Dette kaldes også ekstremfald (Tronstad, 2005).

Jo længere afstand der er mellem klatreren oppe i væggen og sikeren på standpladsen, jo længere dynamisk tov vil der være til at dæmpe faldet og mindske faldfaktoren. Det mest kritiske punkt på ruten er derfor når klatreren starter med at klatre og derfor har kort tov. Når han har sat de første mellemforandringer, kan en god sikre slække torvet for at øge tovlængden og dermed mindske faldfaktoren. Her er det dog vigtigt at tovlængden ikke bliver så lang at klatreren falder ned i bakken før torvet strammes op.

Referencer:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Tronstad, S. (2005). Innføring i Klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Klatreuge blev vist første gang den Foden på Kanten.

Vi valgte i stedet at køre til Hallingdal. En lang køretur på 3 timer hver vej, til gengæld fik vi to gode dage med buldring i tørvejr. På buldrefeltet var der utallige store sten spredt udover skoven, og der var sten at klatre på til alle færdighedsniveauerne i klassen. Vi overnattede på Sataslåtten camping blot 1,5 kilometer fra buldrefeltet. På ekskursionen havde vi om buldring som fænomen, samt sikkerhed og teknik. Disse temaer er derfor oplagte at gennemgå i denne fagblog.

Foto: Aske Christensen

Buldring

Buldring kommer fra det engelske ord Boulder, der betyder kampesten. Det handler om at klatre op på toppen af kampesten, uden sikring af tov som man ellers gør ved vanlig klatring, da man ved buldring ikke opnår store højder med livstruende faldhøjde (Trondstad, 2005).

Buldring giver stor frihed samt mulighed for at finde mange forskellige linjer op ad stenene. Derved er det muligt at træne effektivt og med stor kontinuitet (Trondstad, 2005). Buldring er også en simple aktivitet da alt man trenger er et par klatresko og gerne lidt kalk. Buldring kan i tillæg udøves på klatrevægge både inde og ude, og på alle andre pladser hvor det er muligt at klatre, så længe man holder faldhøjden minimal.

I gamle dage startede buldring blandt fjeldsportsudøvere som træning til store klatre ekspeditionen. Med tiden er buldring gået over til at ikke bare at være en træning metode for klatrere, men til at blive en selvstændig aktivitet (Grimeland, 2004).

Foto: Are Moníz Wergeland

Sikkerhed

Under buldring benyttes faldmåtter og kammeratspotting/redning for å sikre hinanden. Faldmåtterne til buldring kaldes ofte bare det engelske udtryk ”crash pads”. Disse skal tage noget af faldet, så udøvere undgår at lande på hårdt og ujævnt underlag, og derved minimere risikoen skader. Her er ankler og knæerne specielt udsat (Kolstad, 2017).

Dertil kan man sikre og hjælpe hinanden to og to. Den ene buldrer og den andre sørger for å spotte buldreren. Personen der spotter kan her flytte rundt på faldmåtterne så de altid er under buldreren og i tillæg komme med tips til gode fodtag på stenen, som kan være vanskeligt at se for buldreren.  Hvis den som buldrer falder, skal spotteren føre buldreren ned på måttem ved at tage fat i hofterne og flytte eller føre den faldende buldre ind på måtten (Kolstad, 2017).

Teknik

Tilslut en kort gennemgang af teknik for buldring og klatring generelt. De fleste nybegyndere bruger for meget armstyrke. De hænger oftest i overkroppen og stoler ikke på fødernes feste i væggen. Dette fører til hurtigere udmattelse af klatreren.

For at sikre godt fæste på små fodtag i væggen læggen væggen på storetæerne og spidsen af klatreskoen. For at få bedst effekt, skal kroppen være ret over fodtaget og ind mod væggen. Er der ikke noget fodtag og klatreren må stå med fodsålerne mod en glat klatrevæg, skal hofterne så lang væk fra væggen som muligt, for at presse fodsålerne bedst muligt ind i væggen og få fæste (Trondstad, 2005).

Trepunktsregelen er også veldig nyttig. Kun et legeme flyttes af gangen, og god ben pladsering er essentielt. Få benene op i en god position, og find efterfølgende nye armtag. Efterfølgende flytte benene endnu engang, en af gangen (Trondstad, 2005).

Referanser:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Kolstad, N. (18. 07. 2017). Sikkert buldring. Norske Klatirng. Hentet 29. 08. 2018 fra https://www.norsk-klatring.no/sikkerhet/sikker-buldring
Tronstad, S. (2005). Innføring i klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Buldretur til Hallingdal blev vist første gang den Foden på Kanten.

Lejer første dagen

Den 4. til 6. oktober var vi på vejledertur. Gruppen bestod af to B3 studenter med det overordnede ansvar for turen, to B1 studenter, fem udvekslingsstudenter og undertegnede fra B2. En godt miksede gruppe med forskellige erfaringer og kompetencer. På turen var en af målene blandt andet god mad og velvære, og det er derfor oplagt at gennemgå mad over bål og opbygningen af bål i denne fagblog.

Eftersom vi var en stor gruppe og distancerne vi skulle vandre hver dag ikke var så lange, tog vi en stor gryde med. Den brugte vi til at koge varmt vand til alle over bålet og til at lave messiansk gryderet den sidste dag. Man kan lave en trefod med ophæng til gryden og plassere over bålet. Ved at justere højden på trefoden kan varmen på gryden styres, og ophænget sikre at gryden ikke vælter når bålet brænder ned (Mytting & Bischoff, 2015).

Den letteste metode er bare at sætte gryden ind i bålet eller i kanten. Denne metode fortrækker jeg selv og den var den vi brugte på vejlederturen. Her kan varmen justeres ved at skovle gløder under gryden eller væk fra gryden. Den er specielt egnet hvis der skal koges vand, hvor temperaturen skal være høj og der ikke er behov for regulering.

Eksempel på syvstensovn. Foto: Are Moníz Wergeland

Andre måder at tilberede maden på tur er ved at lave en syvstensovn eller en kogegruppe. En syvstens ovn laver man af syv sten, deraf navnet. Det skal plasseres så der er plads til et bål i bunden. Over bålet skal der ligges en flad sten som maden skal tilberedes på, og rundt om den skal de resterende sten ligges ofr at holde på varmen.

Der er lidt forskellige fremgangsmåder når det kommet til at lave en kogegruppe, alt efter præferencer og erfaringer. Princippet er dog det samme, maden tilberedes under jorden af varmen fra sten. På vejleder turen gravede vi et dybt hul hvori vi tændte et stor bål og ventede til vi havde massere af store gløder. Ved siden af i et andet bål varmede vi nogle sten. Da bålet i hullet havde nok gløder lagde vi sten ned i det og lod dem blive varmede op af bålet. Derefter lagde vi maden, som var en lammekølle ned på stenen og dækkede den med varme sten fra det andet bål, inden vi fyldte hullet med jord igen (Mytting & Bischoff, 2015). Lammekøllen lå i kogegruppen fra tidlig eftermiddag til aften og var utrolig mør og god da vi tog den op.

I forhold til bål er det forskellige metoder at lave dem på. På turen blev det lavet pagodebål. Det laves ved at lægge to stykker brænde parallelt i bunden, oven på dem lægges så to nye parallelle stykker brænde på tværs, og dette forsættes opover. I midten af bålet lægges letantændeligt materialer, for eksempel, spåner, små kviste og birkebark. Dette er en bål type der brænder hurtigt og effektivt og er egnet til for eksempel at lave mad i en stor bålgryde (Høgskulen i Bergen, u.d.).

Andre typer bål er pyramidebål hvor optændingen ligges i midten og udenom bygges der op med gradvist større og større kviste og stykker brænde. Dette er vel den mest brugte type bål. Hertil er der vinterbål hvor der laves en flade med større brændestykker, ovenpå den ligges så lidt mindre brændestykker, også sådan bygges bålet op, indtil man på toppen har kviste og optænding. Bålet vil brænde nedad og holder derfor længe, samtidig med at de nederste stykker brænder skærmer kulde og fugt fra sneen eller jorden under (Mytting & Bischoff, 2015; Høgskulen i Bergen, u.d.).

Indlægget Vejledertur 2. år blev vist første gang den Foden på Kanten.

Det begyndte at regne, men det var der ikke så meget at gøre ved. Til gengæld var det tydeligt på stien, at det var den våde årstid vi var i. Det hele var sjask mudret, og nogle steder var det som om jeg gik to skridt frem og gled et tilbage.

Als stien fulgte hele østkysten og blev heldigvis noget mindre mudret. Det var en super flot tur med havudsigt igennem nogle smukke skove. Som jeg vandrede faldt mørket på, og det blev noget sværre at orientere i pandelampens skær. Jeg havde allerede gået længere end forventet da Alsstien snoede sig en del, og i mørket var den af og til svær at finde. Så jeg søgte ud på landevejene og gik så godt til.

Klokken 19 var jeg endelig fremme ved en primitiv lejrplads, og det var en hyggelig familie der havde den. Jeg fik en god snak med manden der var kommet ud for at hilse på, mens jeg slog min tarp op. Han var selv ivrig friluftsmenneske der tilmed havde arbejdet med det i nogle år, blandt andet som guide i Norge.

Imorges var jeg tidligt på farten og kom igen ud på Alsstien. Den førte mig ud i et meget vådt engområde, hvor jeg så kunne starte dagen med våde fødder. Sjovt nok hed området ‘uføret’ på mit kort!

Jeg kom hurtigt til Sydals kyst, hvor jeg fulgte en dæmning indtil jeg kom til en vej over til øen Kegnæs. Jeg vandrede over på øen og rundt om den af endnu en vandresti. Da jeg var tilbage på Als vandrede jeg mod Høruphav, hvor jeg kom forbi Vibæk vandmølle som var en gammel hyggelig møllegård.

I Høruphav kom jeg ind på Gendarmstien og nåede så efter et kort stykke til en shelterplads. Der var bål da jeg kom, så for et kort øjeblik var jeg nervøs for om pladsen var optaget. Men der var ingen i shelterne og heller ingen i området. Så der måtte have været nogle lige før jeg kom, men det var alligevel mærkeligt at de bare havde efterladt bålet, men så kunne jeg da nyde godt af bålets skær for en stund.

Dato: 11, 12. December

Dag: 136, 137

Kilometer (luftlinje):
45 km vandring
39 km vandring
– ialt 4339 km

Tid i bevægelse:
8:10-19 med indkøb og pauser
7:30-16:15 med indkøb og pauser

Vejr:
7 grader, regnbyer, delvis overskyet, lidt sol, frisk vind 7 m/s.
7 grader, overskyet, regn morgen og aften, frisk vind 6 m/s.

Indlægget Alsstien og Gendarmstien blev vist første gang den Foden på Kanten.