I stedet rejste vi på tur tirsdag d. 24-04-2018 til onsdagen d. 25. Ved ankomst til Hurrungane var der så lidt sne at vi besluttede at slå lejer på brøytekanterne ret ved siden af vejen. Dette gik forholdsvist hurtigt og efter en lang frokostpause begyndte vi på dagens aktiviteter.

Vi kom i gennem tre forskellige poster omhandlende GPS, kammeratredning på snedækket bre og snebakketeknik. Om onsdagen gik vi på tur, hvor min gruppe gik til Lauvnostinden. På grund af de høje temperaturer var der ikke meget sne tilbage og de fleste pladser var der et monotont snedække af omhandlede sne, med undtaget af højderne mod 1600 meter hvor der forsat kunne findes svage lag. Vi gravede derfor ikke i sneen, men jeg ikke tidligere har omtalt stabilitetsteste og dette vil derfor blive temaet i denne fagblog, da det er yderst relevant for færdsel i vinterfjeldet.

Camp på brøytekanterne. Foto: Aske

Der findes et utal af stabilitetstester, men i pensum har vi gennemgået følgende: lille bloktest, CT og ECT, samt Rutsjeblok testen.

Lille bloktest

Den lille bloktest er egentlig ikke en stabilitetstest. Den tester ikke stabiliteten til de svage lag, mens bruges til tjekke lagdelingen og lokalisere svage lag i snedækket. Fordelen ved denne test er at den er hurtig at udføre og at den kan udføres i fladt og dermed sikkert terræn. Dertil kan denne test også opdage svage lag tæt på overfladen i let og blød sne, som ellers let bliver ødelagt eller komprimeret ved brug af de andre tester.

Der frigøres en 40 x 40 cm blok på alle sider, cirka en meter ned i snedækket, dette afhænger selvfølgelig af hvor dybt snedækket er. Herefter klappes der med spaden på siderne av blokken. Grunden til at der slås fra siderne er for at se hvordan lagene forskyder sig i forhold til hinanden, og derved lettere kunne lokalisere svage lag. Herved kan det også opdages om der er et flak (Varsom, u.d; Brattlien, 2012).

CT

CT står for Colum Test og ECT for Extended Colum Test, oversat kaldes de (udvidet) kompressions test. CT tester stabiliteten til det svage lag. Den beskrives oftest som favorittesten for skredprofessionelle, da den er let at tolke, hurtigt at udføre, samt belaster sneen nedover på samme måde som en skiløber ville gøre det.

Testen udføres ved at isolere en blok på 30 x 30 cm, bagsiden kan isoleres med sav. Herefter planes toppen af blokken ud og spaden ligges fladt på toppen med skaftet pegende nedover. Herefter påbegyndes stabilitet testen. Der slås på spaden indtil blokken går til brud. Først 10 gange med kraft genereret fra håndleddet, hvis blokken ikke er gået til brud slås der fra albueleddet op til 10 gange, og til sidst tages hele armen i brug op til 10 gange. Der noteres hvor mange slag blokken skal have for at gå til brud (Varsom, u.d; Brattlien, 2012; Nes, 2013).

ECT

ECT er en udvidelse af CT og tester udover stabiliteten til snedækket også forplantningsevnen. Her isoleres der en blok på 30 x 90 cm. Spaden ligges i den ene hjørne af blokken og der udføres samme procedure som ved CT. Udover at notere antal slag før blokken går til brud, noteres der også antal slag til brude forplanter sig over hele blokken (Varsom, u.d; Brattlien, 2012; Nes, 2013).

Extended Colum Test. Foto: Varsom

Rutsjeblok testen

Denne test skal udføres i terræn med en hældning på 30⁰, men helst i et hæng der er under 5 meter, da det ellers kan være livsfarligt, såfremt der udløses skred i testen. Her isoleres der en blok på 2 x 1,5 m, og efterfølgende noteres der hvor meget belastning blokken klare før den går til brud. Går der for eksempel brud allerede når blokken isoleres eller når en person går op og hopper på blokken?

Afslutning

Overstående tester kan bruges til at teste stabiliteten af snedækket i skredfarligt terræn. Viser testene ustabile forhold, bør man kun tage sikre vejvalg eller måske ligefrem vente med skitur til en anden dag (Brattlien, 2012; Nes, 2013), for eksempel som da vi droppede om mandagen.

Dertil skal det husket at disse tester bare viser stabiliteten akkurat der hvor testen udføres, men de kan forsat give en ide om hvordan forholdende er. Udføre man en test på en sydside der viser stabile forhold, betyder det ikke at man sikkert kan køre ned af en nordside (Brattlien, 2012; Nes, 2013).

Referencer:
Brattlien, K. (2012). Den lille snøskredboka. Oslo: Fri Flyt AS.
Nes, C. L. (2013). Skikompis. Snøskred og trygg ferdsel. Ålesund: Selja Forlag.
Varsom. (u.d.). Stabilitetstest. Hentet 05. 05 2018 fra http://www.varsom.no/snoskredskolen/skredfarevurdering-og-faretegn/stabilitetstest/

Indlægget Topturscamp Hurrungane blev vist første gang den Foden på Kanten.

Foto: Aske Axel Chirstensen

Efter påske var det tid til egenfærd. Min gruppe bestod af Martin, Thor, Eirik og mig selv. En god gruppe hvor alle havde forskellige erfaringsgrundlag og derfor supplerede vi hinanden godt. Mandag den 2. april kørte faren til Thor os til Turtagrø Hotel i Hurrungane hvorfra starten gik. De næste otte dage gik vi så på fjeldski fra Hurrungane over Gruvefjeldet og ned til Lustrafjorden ad Kinsedalen.

De første dage var rygsækkene stoppet til randen med mad og brændstof til de otte dage, og allerede kort efter start mødte vi den første opover bakke, hvor jeg tydelig mærkede at det var længe siden jeg sidst havde gået med tung opbakning. Det hårde slid holdt på de to første dage, hvorefter rygsækken fandt sig til rette på ryggen, og de efterfølgende dagsetaper blev mere komfortable.

Foto: Aske Axel Christensen

Turen over fjeldet indeholdte alle tre ATES terræntyper. ATES står for «Avalanche Terrain Exposure Scale», og siger noget om hvor eksponeret man er for laviner i forhold til hvilket terræn man bevæger sig i. For at færdes sikkert på turen skulle vi holde os i simpelt terræn/klasse 1 og undgå komplekst terræn/klasse 3. Dertil skulle vi også være opmærksomme på at vi ikke gik i udløbszonerne til udfordrende eller komplekst terræn. Udsnit af ATES terrænklassificeringen kan ses under (Parks Canada, 2017).

Udsnit af Avalanche Terrain Exposure Scale. Foto: Parks Canada, 2017

I tillæg til det udfordrende terræn hørte vi dagligt drøn og mærkede hvordan snelagene under skiene kollapsede. Dette fortalte os at snedækket var fyldt med svage lag og var en kontinuerlig påmindelse om at alle vores vejvalg skulle være på den sikre side. For at udfordre os endnu mere havde vi bare to solskinsdage og de resterende seks var der whiteout, kraftig vind og eller sne/slud.

Alle disse elementer satte store krav til vores orienteringsfærdigheder, og vi gik således med høj fokus på kort og kompas gennem hele turen. Vi holdte ofte stop for at orientere os, dobbelttjekke med GPS koordinaterne og diskutere vejvalg (Horgen, 2010). De dage med dårligst sigt gik vi korte etaper hvor vi på kortet kunne se at terrænet skulle være simpelt. Når sigtbarheden var dårligst måtte vi kaste skistavene foran os for at tjekke for skavler.

Foto: Aske Axel Christensen

På trods af at vi mange gange på turen brugte skistavene til at tjekke for skavler, fik vi en dag en påmindelse om hvor vigtigt det er at gøre netop dette. Dag fire om torsdagen var dagen med dårligst sigt, men dagens etape var i simpelt terræn og kort så vi valgte gå. Vi gik på linje og terrænet var for en gang skyld relativt fladt. Thor gik forrest da han pludselig forsvinder på et splitsekund, og foran os alt bare hvit. Få sekunder efter hører vi Thor råbe at han er okay. Han var faldet tre meter ned af en skavle, men landet heldigvis blødt. Resten af turen var vi nøje med at få kastet skistavene foran os, og fik en god rutine på det, så til slut var det ikke så tidskrævende.

Referencer:
Parks Canada. (01. 04. 2017). Avalanche Terrain Ratings. Hentet fra https://www.pc.gc.ca/en/pn-np/mtn/securiteenmontagne-mountainsafety/avalanche/echelle-ratings
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.

Indlægget Egenfærd Hurrungane blev vist første gang den Foden på Kanten.