På vej til Fåbergsstølsbreen. Foto: Aske Christensen

Så blev det tid til semesterets sidste tur, der gik over Jostedalsbreen fra onsdag d. 23 til fredag d. 25 maj. Fra vejledernes side var der lagt op til flere rute alternativer på breen, men da vejrmeldingen så lovende ud og formen i klassen god, besluttede vejlederne til min store forhåbning at vi skulle gå på langs af Jostedalsbreen. Vi fik tre gode dage på breen med fuld sol og kun lidt vind om torsdagen, og endte med at gå 60 kilometer og 2500 højdemeter.

Første dag gik det op over! Vi startede med at gå ind til Fåbergstølsbreen med skiene på sækken. Ved foden af breen bandt vi os ind i torvlag, gik op på breen og tog skiene på, hvorefter vi gik op langs brearmen. Her havde vi fokus på at undgå konvekse partier hvor bresprækkerne åbner sig, og så vidt muligt lægge ruten gennem konkavt terræn hvor bresprækkerne lukker sig (Haslene, 2008).

Da vi var kommet mod enden af brearmen bandt vi os ud af torvlaget, men beholdte klatre og brystseler på med en slynge og karabin festet på. Dertil havde flere i gruppen et torv let tilgængeligt på toppen af sækken. Hvis en fra klassen skulle falde i en brespræk ville der enkelt kunne kastet et torv ned til personen, og vedkommende ville let kunne feste karabin og slynge i torvet og blive trykket op igen (Haslene, 2008).  

Vi slog lejr da vi nåede til breplateauet på Jostedalsbreen. På anden dagen gik vi uden seler og torv da hele etapen foregik på breplateauet uden konvekse partier. Etapen var relativ flad, men der var partier hvor det gik opover og nedover. Vi tilbagelagde en del kilometer denne dag og havde derfor fokus på effektiv forflytning af gruppen.

I mindre grupper havde vi skiftevis ansvaret for vejlederrollen og dermed for forflytning af den store gruppe. Dette indebar at alle i løbet af dagen blev involveret i afgørelser som sporvalg, veivalg, orientering og tempo. Ydermere var det aldrig de samme der gik bagerst, da dette kan virke demotiverende (Horgen, 2010).  

Udsigt over Jostedalsbreen. Hurrungane i baggrunden. Foto: Aske Christensen

Dertil forsøgte vi at have systematik i fremdrift og pauser. To kendte modeller vi brugte var 30 minutters gang og 5 minutter pause, eller 50 minutter gang og 10 minutters pause. Hvilken metode man vælger afhænger af vejret og præferencer i gruppen. Er det godt vejr, oversigtlig og mildt, kan det være mest effektivt at bevæge sig jævnt i 50 minutter og holde pause 10 minutter, hvor gruppen kan gøre reguleringer i forhold til tøj, mad og drikke, samt korrigeringer i forhold til orientering (Horgen, 2010). Denne metoden brugte vi mest på turen, da vi havde mildt vejr med sol og ingen eller let vind. Dertil gav 10 minutters pausen mulighed for at tjekke gnavsår og smøre sig i solcreme, hvilket var ekstra vigtigt grundet den kraftige sol.

Er det koldere, blåser en del og der er dårlig sigt, kan der være behov for kortere pauser, hvor man ikke står for længe af gangen og bliver kold, men alligevel har tid at gøre korrigeringer i forhold til navigering, tøj, mad og drikke (Horgen, 2010).

Nedkøring på Suppehellebreen i torvlag. Foto: Aske Christensen

Sidste dagen gik vi forbi Bingsgryte, rundt om Grensevarden og ned til toppen af Suppehellebreen hvor vi holdt en længere pauser for at tage bryst og klatreseler på. længerere nede af breen bandt vi os ind i torvlag. Vi kørte i grupper på cirka fire styk i siksak ned af breen og dette gik fint uden fald, da vi holdte en lav hastighed hele vejen (Haslene, 2008). På siden af Flatbreen tog vi udstyret af og havde bare en nedkøring igen til Flatbre hytten. Dette var en stejl og udfordrende nedkøring men nok en af de fedeste nedkøringer jeg har haft på fjellski denne vinter.

Ved Flatbre hytten holdte vi en lang pause, nød solen, udsigten og spiste, hvorefter vi monterede skiene på sækken og gik 1000 højdemeter ned af sommerstien mod Fjærland hvor bussen ventede på os. Her var jeg ekstra glad for at jeg havde pakkede en let sæk, da der var flere der fik godt ondt i knæene på denne strækning.   

Sommerstien ned fra Flatbre Hytten. Foto: Aske Christensen

Referencer:
Haslene, S. (2008). Breboka – Håndbok i brevandring. DNT Fjellsport.
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.

Indlægget Jostedalsbreen på langs blev vist første gang den Foden på Kanten.

Foto: Aske Axel Chirstensen

Efter påske var det tid til egenfærd. Min gruppe bestod af Martin, Thor, Eirik og mig selv. En god gruppe hvor alle havde forskellige erfaringsgrundlag og derfor supplerede vi hinanden godt. Mandag den 2. april kørte faren til Thor os til Turtagrø Hotel i Hurrungane hvorfra starten gik. De næste otte dage gik vi så på fjeldski fra Hurrungane over Gruvefjeldet og ned til Lustrafjorden ad Kinsedalen.

De første dage var rygsækkene stoppet til randen med mad og brændstof til de otte dage, og allerede kort efter start mødte vi den første opover bakke, hvor jeg tydelig mærkede at det var længe siden jeg sidst havde gået med tung opbakning. Det hårde slid holdt på de to første dage, hvorefter rygsækken fandt sig til rette på ryggen, og de efterfølgende dagsetaper blev mere komfortable.

Foto: Aske Axel Christensen

Turen over fjeldet indeholdte alle tre ATES terræntyper. ATES står for «Avalanche Terrain Exposure Scale», og siger noget om hvor eksponeret man er for laviner i forhold til hvilket terræn man bevæger sig i. For at færdes sikkert på turen skulle vi holde os i simpelt terræn/klasse 1 og undgå komplekst terræn/klasse 3. Dertil skulle vi også være opmærksomme på at vi ikke gik i udløbszonerne til udfordrende eller komplekst terræn. Udsnit af ATES terrænklassificeringen kan ses under (Parks Canada, 2017).

Udsnit af Avalanche Terrain Exposure Scale. Foto: Parks Canada, 2017

I tillæg til det udfordrende terræn hørte vi dagligt drøn og mærkede hvordan snelagene under skiene kollapsede. Dette fortalte os at snedækket var fyldt med svage lag og var en kontinuerlig påmindelse om at alle vores vejvalg skulle være på den sikre side. For at udfordre os endnu mere havde vi bare to solskinsdage og de resterende seks var der whiteout, kraftig vind og eller sne/slud.

Alle disse elementer satte store krav til vores orienteringsfærdigheder, og vi gik således med høj fokus på kort og kompas gennem hele turen. Vi holdte ofte stop for at orientere os, dobbelttjekke med GPS koordinaterne og diskutere vejvalg (Horgen, 2010). De dage med dårligst sigt gik vi korte etaper hvor vi på kortet kunne se at terrænet skulle være simpelt. Når sigtbarheden var dårligst måtte vi kaste skistavene foran os for at tjekke for skavler.

Foto: Aske Axel Christensen

På trods af at vi mange gange på turen brugte skistavene til at tjekke for skavler, fik vi en dag en påmindelse om hvor vigtigt det er at gøre netop dette. Dag fire om torsdagen var dagen med dårligst sigt, men dagens etape var i simpelt terræn og kort så vi valgte gå. Vi gik på linje og terrænet var for en gang skyld relativt fladt. Thor gik forrest da han pludselig forsvinder på et splitsekund, og foran os alt bare hvit. Få sekunder efter hører vi Thor råbe at han er okay. Han var faldet tre meter ned af en skavle, men landet heldigvis blødt. Resten af turen var vi nøje med at få kastet skistavene foran os, og fik en god rutine på det, så til slut var det ikke så tidskrævende.

Referencer:
Parks Canada. (01. 04. 2017). Avalanche Terrain Ratings. Hentet fra https://www.pc.gc.ca/en/pn-np/mtn/securiteenmontagne-mountainsafety/avalanche/echelle-ratings
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.

Indlægget Egenfærd Hurrungane blev vist første gang den Foden på Kanten.