Vi valgte i stedet at køre til Hallingdal. En lang køretur på 3 timer hver vej, til gengæld fik vi to gode dage med buldring i tørvejr. På buldrefeltet var der utallige store sten spredt udover skoven, og der var sten at klatre på til alle færdighedsniveauerne i klassen. Vi overnattede på Sataslåtten camping blot 1,5 kilometer fra buldrefeltet. På ekskursionen havde vi om buldring som fænomen, samt sikkerhed og teknik. Disse temaer er derfor oplagte at gennemgå i denne fagblog.

Foto: Aske Christensen

Buldring

Buldring kommer fra det engelske ord Boulder, der betyder kampesten. Det handler om at klatre op på toppen af kampesten, uden sikring af tov som man ellers gør ved vanlig klatring, da man ved buldring ikke opnår store højder med livstruende faldhøjde (Trondstad, 2005).

Buldring giver stor frihed samt mulighed for at finde mange forskellige linjer op ad stenene. Derved er det muligt at træne effektivt og med stor kontinuitet (Trondstad, 2005). Buldring er også en simple aktivitet da alt man trenger er et par klatresko og gerne lidt kalk. Buldring kan i tillæg udøves på klatrevægge både inde og ude, og på alle andre pladser hvor det er muligt at klatre, så længe man holder faldhøjden minimal.

I gamle dage startede buldring blandt fjeldsportsudøvere som træning til store klatre ekspeditionen. Med tiden er buldring gået over til at ikke bare at være en træning metode for klatrere, men til at blive en selvstændig aktivitet (Grimeland, 2004).

Foto: Are Moníz Wergeland

Sikkerhed

Under buldring benyttes faldmåtter og kammeratspotting/redning for å sikre hinanden. Faldmåtterne til buldring kaldes ofte bare det engelske udtryk ”crash pads”. Disse skal tage noget af faldet, så udøvere undgår at lande på hårdt og ujævnt underlag, og derved minimere risikoen skader. Her er ankler og knæerne specielt udsat (Kolstad, 2017).

Dertil kan man sikre og hjælpe hinanden to og to. Den ene buldrer og den andre sørger for å spotte buldreren. Personen der spotter kan her flytte rundt på faldmåtterne så de altid er under buldreren og i tillæg komme med tips til gode fodtag på stenen, som kan være vanskeligt at se for buldreren.  Hvis den som buldrer falder, skal spotteren føre buldreren ned på måttem ved at tage fat i hofterne og flytte eller føre den faldende buldre ind på måtten (Kolstad, 2017).

Teknik

Tilslut en kort gennemgang af teknik for buldring og klatring generelt. De fleste nybegyndere bruger for meget armstyrke. De hænger oftest i overkroppen og stoler ikke på fødernes feste i væggen. Dette fører til hurtigere udmattelse af klatreren.

For at sikre godt fæste på små fodtag i væggen læggen væggen på storetæerne og spidsen af klatreskoen. For at få bedst effekt, skal kroppen være ret over fodtaget og ind mod væggen. Er der ikke noget fodtag og klatreren må stå med fodsålerne mod en glat klatrevæg, skal hofterne så lang væk fra væggen som muligt, for at presse fodsålerne bedst muligt ind i væggen og få fæste (Trondstad, 2005).

Trepunktsregelen er også veldig nyttig. Kun et legeme flyttes af gangen, og god ben pladsering er essentielt. Få benene op i en god position, og find efterfølgende nye armtag. Efterfølgende flytte benene endnu engang, en af gangen (Trondstad, 2005).

Referanser:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Kolstad, N. (18. 07. 2017). Sikkert buldring. Norske Klatirng. Hentet 29. 08. 2018 fra https://www.norsk-klatring.no/sikkerhet/sikker-buldring
Tronstad, S. (2005). Innføring i klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Buldretur til Hallingdal blev vist første gang den Foden på Kanten.

Foto: Aske Christensen

Første tur i det nye semester var en 4 dages vinter skovtur fra den 16. til 19. januar. Målene for turen var at teste vinterudstyret, få erfaring med etablering af teltlejr med bål om vinteren, samt forbedre førstehjælpskundskaberne gennem forskellige cases på turen. Der blev etableret lejr og tændt bål under skovgrænsen alle 3 dage, mens dagsetaperne gik over højfjeldet og bød på nogle gode nedkørsler på fjeldski.

Beklædning

Beklædning og pakning af rygsæk er vigtige temaer for vinter friluftslivet. Begge dele skal sørge for at du holder dig tør og varm på vinter tur, og for en god og sikker oplevelse (Horgen, 2010). Horgen (2010) har i bogen Friluftslivsveiledning Vintertid skrevet et kapitel om beklædning på vintertur, men min anbefaling er at man i tillæg forhøre sig med personer der har erfaring indenfor sådanne turer og i tillæg gør sig egne erfaringer. Nedenstående lister er min basis beklædning fra vinter skovturen.

På benene:

• Uld boxershorts
• 2. stk. Lange underbukser (syntetisk inders, uld yderst)
• Let skalbuks
• Gamacher
• 2 stk. Uldsokker (tyndt par inders, tykke ragsokker yderst)
• 75 mm læderskisko

På overkroppen:

• Langærmet net undertrøje (syntetisk)
• Langærmet net undertrøje (uld)
• Langærmet uld undertrøje
• Skaljakke
• Tynd uld buff
• Hue/ buff
• Tynde læder arbejdshandsker

Min erfaring fra friluftsliv i Danmark og Norge er at uld er værdsat højt og som oftest anbefalet som inderste lag. Uld er dejligt, men min personlige erfaring er at uld let bliver meget varm når man kommer op i middels intensitet, dette kunne for eksempel være på vej op ad en bakke hvor man presser lidt på.

Ved at have et tyndt syntetisk lag inderst kan jeg have mere tøj på, uden at overophede ved middels intensitet. Dette er en fordel på turer med klassen hvor der ofte er mange pauser og stop undervejs. Med overstående beklædning kan jeg holde mig varm i de fleste pauser, uden at blive for varm under gang, og slipper derved for at tage et isolerende lag op og ned i rygsækken under hver pause. Inderst vælger jeg i tillæg net undertøj da det forbedrer den temperatur regulerende effekt.

Foto: Aske Christensen

Ultralight Backpacking

Udover beklædning er rygsækkens indhold altafgørende for en vellykket vintertur. En varm sovepose og varmt tøj er en nødvendighed i lejer. Dette går i hånd med den nordiske friluftslivstradition som prioriterer den gode oplevelse (Horgen, 2010).

Gennem observationer specielt fra friluftsstudiet på Høgskulen i Sogndal, ser jeg en tendens til folk ofte har tunge og utrolig store rygsække med på tur. Dette sikre dem i de fleste tilfælde varme og komfort i lejer, men gør at de bevæger sig langsomt samt over korte afstanden igennem dagen, mens de puster efter vejret med ømme skuldre, hofter og tilsyrede lårmuskler. Her kan man reflektere over om den tunge rygsæk trods den giver komfort i lejer, ikke lige netop modstrider den nordiske friluftslivstradition? For hvem har overskud til at nyde naturen, når de har ondt i hele kroppen og puster efter vejret?

Ultra Light Backpacking går i sin simpelhed ud på at pakke let, deraf navnet. Pak det du har brug for (need to have), og lad alt det du måske for brug blive hjemme (nice to have). Jo mere erfaring du har, jo bedre kendskab har du til netop hvilket udstyr du trænger til en given tur, og kan derved pakke lettere. For at pakke endnu lettere kan man derudover købe sit “need to have” udstyr i letvægtsudgaver. Min erfaring er at det som oftest ikke er meget dyre hvis du køber det rigtige udstyr. Kiloprisen er selvsagt dyre, men til gengæld behøver du ikke at bruge penge på alle “nice to have” tingene. Der er forskellige grader af ultralight backpacking, nogle pakker ekstremt let med fokus på at vandre så langt som muligt hver dag, men det er også fuldt muligt at pakke meget lettere end gennemsnittet og forsat have det varmt og komfortabelt i lejer (Skurka, u.d.).

Foto: Aske Christensen

Ultralight på Vinterskovstur

Jeg ønsker her at bruge mig selv og vinterskovsturen som eksempel på at man kan pakke let og nyde naturen gennem dagen, uden at gå ned på komfort i lejer. Da jeg som lille skulle på spejderlejre pakkede jeg et par underbukser til hverdag, plus nogle ekstra “hvis” jeg nu skulle våd i regnvejr en dag. Ydermere havde jeg også mange sokkeskift, bukser og overtøj med. Jeg pakkede altså en masse “nice to have” ting. Frygt er et stærkt ord at bruge, men det kan beskrives som at jeg grundet manglende erfaring, pakkede mange ting af frygt for hvad der kunne ske. Med den erfaring jeg har i dag, ved jeg at det ikke er farligt at være ude i naturen så længe man gør sig sine forholdsregler, og kan derfor pakke efter princippet “need to have”.

På vinterskovsturen gav jeg mig selv det ekstra læringsmål at se hvor minimalt jeg kunne pakke. Jeg endte med at få plads til alle mine ting samt min del af fællesudstyret i en 40L sæk. Jeg havde ikke nogen vægt tilgængelig, men vil skyde på at med den med vand, mad og brændstof vejede omkring 12 kg. Jeg for ofte ond i den ene skuldre sidst på dagen når jeg bære semitung rygsæk på tur, men på denne tur mærkede jeg ikke noget til dette. Nedenstående er en liste over rygsækkens indhold på turen.

• 40L letvægts rygsæk
• Termarest liggeunderlag (fungere som rygstøtte til sækken i løbet af dagen)
• Tyndt skumliggeunderlag
• Sommersovepose i din
• 3-sæsoners sovepose i dun (godt brugt, så dunene begynder at flade sammen og gør den kølig)
• Tynd dunjakke
• Tyk dunjakke
• Fiber bobelshort med lynlås (lette at tage af og på med sko)
• Snespade
• Nagleflaske thermos (hjemmelavede, holdt vand varmt i 5 timer)
• Mad thermos (til rehydrering af tørmad)
• Skalluffer
• 2 par Hjemmestrikkede uldluffer (passer inden i hinanden)
• 1 par tykke raguldsokker
• 1 par tynde uldsokker
• Hue i uld
• Lang halsedisse/ buff i uld
• Løbe vind jakke
• 1 par syntetiske underbukser
• Kniv
• Spork
• Kop
• Solbriller
• Hovedlygte
• Skismøring og kork
• Renseservietter (til hænder, båltænding og evt. Ski)
• Kort i kortlomme
• Kompas med klinometer
• Toiletpapir
• Tandbørste og tandpasta
• Førstehjælp og lappegrej
• Ekstra uldsåler til skift i lejer

Fællesudstyr:

• 2 stk. 500g gas dåser
• Bålgryde med alufolie låg
• Teltstænger

I tillæg til beklædning og rygsæk havde jeg:

• Fjeldski med langsfeller
• Justerbare skistave

Illustration af rygsækkens indhold: Foto: Aske Christensen

Af overstående udstyr var det bare de ekstra underbukser, løbe vindjakken, samt lidt mad jeg ikke fik brugt, så overordnede er jeg tilfreds med denne pakkeløsning til turen. Jeg sov med alt tøj på men frøs lidt sidst på nætterne. Det er dog ikke fordi jeg pakkede let men mere fordi min 3-sæsoners sovepose har kollapsede dun hvilket skabte mange kuldebroer. Den har jeg dog sover i over 160 nætter, så jeg skal til at vurdere en ny investering i sovepose.

Referencer:
Skurka, A. (u.d.). Beginner first time backpackers – Advice, info, tips, resources. Hentet 19. januar 2018 fra https://andrewskurka.com/2017/beginner-first-time-backpackers-advice-info-tips-resources/
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.

Indlægget Beklædning og Ultralight Backpacking på vintertur blev vist første gang den Foden på Kanten.

Sommerferien er ovre og studiet er startet igen. Første året på bachelor i friluftsliv havde fokus på idræt, men her på andet år starter det egentlige friluftsstudie. Det udmærkede sig, da vi efter en halv uge med skole tog afsted på en fire dages kano og kajaktur. Her lærte vi blandt andet forskellige padleteknikker indenfor kano og kajak, samt risikovurdering I forbindelse med tur.

Vi startede turen med at padle tungtlastede kanoer til Holm, som blev vores lejer de næste fire dage. Under turen var fokus på padleteknik og orientering. Vi ankom midt på eftermiddagen god tid før kajakgruppen og gav os I kast med at etablere lejer, bestående af gapahuke af presenninger som blev vores ly for natten og en stor bålplads hvor der kunne tilberedes mad til hele klassen.

På anden dagen padlede vi et kort stykke, hvorefter vi trak kanoerne på land og begav os ud på en kort vandretur. Vi gik op ad en fjellside til et fint udsigtspunkt med udsigt ud over fjorden. Her slog vi os ned for at spise lunch og tiden blev også brugt til at lærer hinanden bedre at kende I gruppen. Efter lunch drog vi tilbage til kanoerne og øvede på kammeratredning, hvilket blev en kold fornøjelsen, da vandet I en norsk fjord ikke er specielt varmt. Efter kammeratredningerne padlede vi tilbage til lejren hvor aftenen gik med at lave en stor fællesmiddag med de resterende I klassen.

Tredje og fjerde dag var det vores tur til at padle I kajak. I løbet af de to dage skulle vi tage grundkurset I havkajak, hvor fokus var på sikker færdsel på vandet, padleteknik, risikovurdering og orientering. I den forbindelse tilbragte vi en del tid I vandet, da vi skulle øve en del på forskellige typer redninger. Det gjorde de to dage med kajak lange og kolde, da de tynde stilongs våddragter vi havde på ikke gav os meget varme. Trods kulden gav havde kajakdelen forsat et utrolig lærerigt udbytte og med baggrund I praktisk erfaring fra turen knyttet op mod teori, vil jeg her uddybe padleteknik for kano/ kajak.

Kanoen styres bedst bagfra, mens dem der eventuelt sider i midten eller foran primært bidrager med fremdrift når de padler. Hvis du padler i venstre side, holder du fast om padlens top med din højre hånd, imens din venstre hånd holder løst fast omkring padlens midte, hvor den kan glide lidt op eller ned alt efter hvilket tag du tager (Mytting & Bischoff, 2015, s. 175).

Det mest simple tag og det de fleste formodentligt lærer først er et drivtag, som driver kanoen fremad, deraf navnet. Det udføres ved placerer padlen i vandet vinkelret på kanoen lidt foran en også trække tilbage. Her vil man rotere i kropskernen, mens armen der har fat i padlens top strækkes og den anden bøjes hvilket mærkes ved belastning på overarmen.

Udover at kunne få kanoen fremad er det essentielt at kunne styre den. Det gøres med styretag som der findes flere variationer af. Det første er bremsetag hvor du sætter padlen i vandet vinkelret ud fra kanoen. For øget effekt kan der skubbes fremad. Sættes padlen i venstre side vil kanoen dreje til venstre.

Ydermere kan man lave et swipe-tag (C-tag/ styretag) hvor padlen sættes i vandet så langt væk fra kanoen som ens arme er lange, det kunne igen være i venstre side. Så trækkes åren bagud mod kanoens ende i en C-formede bue, hvilket for kanoen til at dreje mod højre. Dette tag er ikke ligeså manøvreeffektivt som bremsetaget men til gengæld giver det fremdrift. Hertil kan man udføre bakswipe som er et almindeligt swipetag udført baglæns, således for du kanoen til at dreje til modsat side. Dette tag vil dog presse kanoen bagud og dermed stoppe fremdriften. En kombination af swipe på den ene side og bakswipe på den anden side, vil gøre det muligt at rotere kano rundt om sin egen akse. Sidst inden for denne kategori er halvswipe hvor du starter taget halvvejs inde I buen, således rotere på kanoen uden den fremdrift førstedel af taget bidrager med.

Det sidste styretag kaldes et J-tag eller ror-tag og er en kombination af driv- og styretag. Det udføres ved at starte med at lave et drivtag. Når padlen er bag kropskernen sluttes der af med at bruge padlen som ror. Dette gøres ved at dreje padlen parallelt men kanonen, jo længere bagud og to tættere på kanoen padlen holdes jo større effekt. Herefter skubbes padlen væk fra kanoen for at dreje til den ene side, eller trækkes ind mod kanoen for at dreje til den anden side. Dette er et effektiv kanotag af flere grunde. Det giver bagerste mand mulighed for at styre kanoen fra en side, og han slipper derved for at skifte side hele tiden for at styre kanoen. Derved sparer bagerste mand tid og kræfter som så kan bruges på fremdrift. Ydermere gør J-taget det muligt at give fremdrift til kanoen samtidig med at der holdes en ret kurs, da kanoens retning kan korrigeres i slutningen af hvert tag. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at sejle baglæns. Her kan hamletaget bruges. Man laver et bremsetag og slutter så af med at bruges padlen som ror ligesom ved styretaget. Derved kan kanoen skubbes baglæns samt holde en ret kurs.

Sejler man på havet med bølger eller er kanoen på anden måde i fare for at kæntre til den ene side kan der bruges et støtte-tag. Her klappes padlen fladt og hårdt ned mod vandet, i den side kanoen er ved at vælte til. I det sekund padlen rammer vandet kan man støtte sig op ad padlen og forhåbentlig genoprette balancen i kanoen. Her er det dog vigtigt at taget udføres hurtigt og eksplosivt for at opnå mest mulig støtte fra padlen.

Det kan tilmed være brugbart at sejle kanoen sidelæns for eksempel hvis der skal lægges til en bred eller flere kanoer skal samles i en flåde på åbent vand. Sidelæns padling virker bedst hvis det udføres af midterste mand. Her kan bruges drag- eller bend-tag. Ved drag-tag sættes padlen i vandet parallelt med kanoen så langt væk som muligt også trækkes padlen ind mod kanoen. Ved bend-tag gøres dette modsat og padlen sættes I vandet inde ved kanoen, og skubber så vandet væk. Dette for kanoen til at drive sidelæns, man skal dog være opmærksom på balancen i kanoen når dette tag udføres (Christensen, 2016), (Mytting & Bischoff, 2015, s. 175-181).

For kajak er principperne det samme. Båden er dog smallere og stiller dermed større krav til balancen, tilmed er det mest normalt at padle I enkeltkajak, hvor man I kano oftest er to. Drivtaget udføres efter samme princip som for kano. Den ene arm skubber pagajen mens den anden trækker. Fokus er dog på at bruge kernemuskulaturen og aflaste armene. Ved drivtaget padler man derfor med semi-strakte arme og trækker padlen gennem vandet ved at rotere I overkroppen.

Swipe og bakswipe fungere også efter samme principper som ved kano. I kajakken kan man gøre brug af kanting for at mindske kajakkens overflade I vandet og få størst mulig effekt ud af padle taget. Man kanter til samme side som udføre padletaget I. Kantning kan ydermere bruges til at ændre kajakkens kurs uden brug af padletag. Hvis man kanter kajakken på venstre side I fart vil kajakken svinge mod højre.

For at sejle sidelæns med kajakken gøres der brug af drag-tag, eller skylling. Ved drag-tag læner man sig til den side man ønsker at føre kajakken til. Sætter padlen I vandet vinkelret med kajakken, så langt ude man rækker og trækker den mod sig selv. Når padleåren er trykket helt ind til kajakken roterer man den 90 grader, så den står vinkelret på kajakken. Herved kan man føre den væk fra kajakken igen uden modstand, rotere den parallelt med kajakken igen og starte et nyt drag-tag.

Ved skulling læner man sig igen til den ene side. Padlen trækkes skråt ind på kajakken I den ene retning, hvorefter man roterer den og trækker den skråt ind mod kajakken I den anden retning. Herefter roteres padlen vinkelret på kajakken og man føre den væk fra kajakken og starter igen. Denne cirkulerede bevægelse vil få kajakken til at flytte sig sidelæns (Kayak Paddling, u.d.).

Turens læringsmål var ikke kun at blive bedre teknisk I kano og kajak, men også at få større kendskab og erfaring indenfor risikovurdering I forbindelse med tur. Grundlæggende kan det siges at risiko er sandsynligheden x konsekvensen, lille sandsynlighed men stor konsekvens, eller stor sandsynlighed med lille konsekvens vil altså give samme risiko, og det er disse to parameter man skal vurdere når man tager på tur. Hvor stor konsekvens er man villig til at acceptere og hvad er sandsynligheden for at den indtræffer. For at få overblik over mulige konsekvenser og mindske sandsynligheden for at de sker, er det essentielt med god turplanlægning hvor man vurderer område, deltagere, tidsplan samt udstyr og mad (Mytting & Bischoff, 2015, s. 125-128).

Alt I alt var det en lærerig tur hvor jeg tilegnede mig ny praktisk erfaring. Jeg har tidligere padlet en del I kano, men det var godt at få genopfrisket padleteknikken og redninger kan man aldrig øve for meget på. For kajak delen har jeg også haft to introkurser for, men jeg lærte mange nye ting på grundkurset, tilmed stiftede jeg bekendtskab med orientering på søkort. Jo bedre man mestre de forskellige padle teknikker jo mere kontrol har man over sin båd, og jo mindre vil sandsynligheden for at man vælter I dårlig vejr blive, tilmed vil man med gode færdigheder have en bedre grundlag for at hjælpe andre I dårligt vejr. Så med god teknik og gennemført turplanlægning, vil man altså kunne mindske risikoen for ulykker på padleture markant.

Indlægget Kano og Kajaktur blev vist første gang den Foden på Kanten.