Foto: Aske Axel Christensen

Fra mandag d. 10 til torsdag d. 13 september havde vi fire dage med klatreundervisning. Tre af dagene brugte vi ude i massevis af regn. To dage på klatrefeltet Plommehagen, og en dag på Gullveggen med klippeoverhæng som derfor havde relative tørrer klatreruter. Den sidste dag var vi inde på klatrevæggen i Sognehallen, hvor fokus var på mængde og klatreteknik. De fire dage bød på mange læringsmomenter, hvoraf jeg har valgt at komme ind på den dynamiske sikringskæde samt faldfaktor.

Den Dynamiske Sikringskæde

Den dynamiske sikringskæde indebærer alt udstyr vi bruger til at sikre os under klatring, herunder alle enkeltledene:  tov, knuder, forankringer, karabiner, slynger, klatresele og tovbremse (Tronstad, 2005). Alle disse enkeltled sikre klatreren og er med til at dæmpe kræfterne i et eventuelt fald, deraf navnet dynamisk sikringskæde.

Dette sker ved at kræfterne skabt i faldet fordeles på de forskellige enkeltled i sikringskæden, og derved bidrager til et meget mere dæmpet og sikkert fald for klatrerne. Den mest dynamiske del er selve torvet. Vanlige dynamiske klatretov er lavet til at kunne strække sig op til 40% (Tronstad, 2005), og herved dæmpe faldet gradvist som et elastik.

Uden et dynamisk tov vil klatreren få en direkte overføring af energien fra faldet til kroppen (Tronstad, 2005). Dette vil være ubehageligt og ved større faldfaktor kan det resultere i skader. Her kan der tænkes tilbage til de første klatrere der i sin tid klatrede med statiske hamp tov. Dengang var det alvor at falde, og en af grundene til at man havde reglen om at første mand aldrig skulle falde (Grimeland, 2004). Derfor skal man også være opmærksom på at man aldrig benytter statiske tov til klatring.

Faldfaktor

Foto: (Tronstad, 2005)

Faldfaktor er af Tronstand (2005, s. 168) defineret som ”Fallfaktoren er lik forholdet mellom lengden på fallet og lengden på det tauet som tar opp fallet”. Det vil sige faldets længde delt med længden af torvet mellem klatreren og sikreren.

Deraf giver mindre faldfaktor større bremselængde og en blødere opbremsning (Tronstad, 2005). Den størst mulige faldfaktor er 2. Et eksempel på det vil være hvis sikreren står på standplads oppe i væggen, og klatreren klatre 2,5 meter op i væggen med falder før hans sætter første mellemforankring. Der vil han falde 5 meter ned forbi sikreren, på et tov som fra sikreren til klatreren er 2,5 meter. Dette kaldes også ekstremfald (Tronstad, 2005).

Jo længere afstand der er mellem klatreren oppe i væggen og sikeren på standpladsen, jo længere dynamisk tov vil der være til at dæmpe faldet og mindske faldfaktoren. Det mest kritiske punkt på ruten er derfor når klatreren starter med at klatre og derfor har kort tov. Når han har sat de første mellemforandringer, kan en god sikre slække torvet for at øge tovlængden og dermed mindske faldfaktoren. Her er det dog vigtigt at tovlængden ikke bliver så lang at klatreren falder ned i bakken før torvet strammes op.

Referencer:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Tronstad, S. (2005). Innføring i Klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Klatreuge blev vist første gang den Foden på Kanten.

Vi valgte i stedet at køre til Hallingdal. En lang køretur på 3 timer hver vej, til gengæld fik vi to gode dage med buldring i tørvejr. På buldrefeltet var der utallige store sten spredt udover skoven, og der var sten at klatre på til alle færdighedsniveauerne i klassen. Vi overnattede på Sataslåtten camping blot 1,5 kilometer fra buldrefeltet. På ekskursionen havde vi om buldring som fænomen, samt sikkerhed og teknik. Disse temaer er derfor oplagte at gennemgå i denne fagblog.

Foto: Aske Christensen

Buldring

Buldring kommer fra det engelske ord Boulder, der betyder kampesten. Det handler om at klatre op på toppen af kampesten, uden sikring af tov som man ellers gør ved vanlig klatring, da man ved buldring ikke opnår store højder med livstruende faldhøjde (Trondstad, 2005).

Buldring giver stor frihed samt mulighed for at finde mange forskellige linjer op ad stenene. Derved er det muligt at træne effektivt og med stor kontinuitet (Trondstad, 2005). Buldring er også en simple aktivitet da alt man trenger er et par klatresko og gerne lidt kalk. Buldring kan i tillæg udøves på klatrevægge både inde og ude, og på alle andre pladser hvor det er muligt at klatre, så længe man holder faldhøjden minimal.

I gamle dage startede buldring blandt fjeldsportsudøvere som træning til store klatre ekspeditionen. Med tiden er buldring gået over til at ikke bare at være en træning metode for klatrere, men til at blive en selvstændig aktivitet (Grimeland, 2004).

Foto: Are Moníz Wergeland

Sikkerhed

Under buldring benyttes faldmåtter og kammeratspotting/redning for å sikre hinanden. Faldmåtterne til buldring kaldes ofte bare det engelske udtryk ”crash pads”. Disse skal tage noget af faldet, så udøvere undgår at lande på hårdt og ujævnt underlag, og derved minimere risikoen skader. Her er ankler og knæerne specielt udsat (Kolstad, 2017).

Dertil kan man sikre og hjælpe hinanden to og to. Den ene buldrer og den andre sørger for å spotte buldreren. Personen der spotter kan her flytte rundt på faldmåtterne så de altid er under buldreren og i tillæg komme med tips til gode fodtag på stenen, som kan være vanskeligt at se for buldreren.  Hvis den som buldrer falder, skal spotteren føre buldreren ned på måttem ved at tage fat i hofterne og flytte eller føre den faldende buldre ind på måtten (Kolstad, 2017).

Teknik

Tilslut en kort gennemgang af teknik for buldring og klatring generelt. De fleste nybegyndere bruger for meget armstyrke. De hænger oftest i overkroppen og stoler ikke på fødernes feste i væggen. Dette fører til hurtigere udmattelse af klatreren.

For at sikre godt fæste på små fodtag i væggen læggen væggen på storetæerne og spidsen af klatreskoen. For at få bedst effekt, skal kroppen være ret over fodtaget og ind mod væggen. Er der ikke noget fodtag og klatreren må stå med fodsålerne mod en glat klatrevæg, skal hofterne så lang væk fra væggen som muligt, for at presse fodsålerne bedst muligt ind i væggen og få fæste (Trondstad, 2005).

Trepunktsregelen er også veldig nyttig. Kun et legeme flyttes af gangen, og god ben pladsering er essentielt. Få benene op i en god position, og find efterfølgende nye armtag. Efterfølgende flytte benene endnu engang, en af gangen (Trondstad, 2005).

Referanser:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Kolstad, N. (18. 07. 2017). Sikkert buldring. Norske Klatirng. Hentet 29. 08. 2018 fra https://www.norsk-klatring.no/sikkerhet/sikker-buldring
Tronstad, S. (2005). Innføring i klatring. Oslo: Akilles.

Indlægget Buldretur til Hallingdal blev vist første gang den Foden på Kanten.