Brelære

Fra mandag d. 18/09 til torsdag dd. 21/09 var vi på brekurs. Et kursus hvor vi skulle tilegne os praktisk kendskab til sikker færdsel på bre, men ydermere lære teorien bag breers bevægelse, og historien bag brevandring, hvilket jeg har valgt at udbyde gennem fagbloggen her.

Bre er diffineret som en masse af is og sne, der væsentligt ligger på land og som er eller har været i bevægelse. Denne bevægelse kommer fra gravitationskræfterne som udsætter de nederste lag af breisen for højt tryk hvilket giver breen plastiske egenskaber.

Breens bevægelse er inddelt i to måder, indre bevægelse og direkte sklidning. De to typer bevægelse virker ofte sammen og det er bare forholdet som varierer. Den indre bevægelse skyldes omformning og bevægelse mellem de enkelte iskrystaller, hvilket er virkningen af breens plastiske egenskaber. Sagt på en anden måde resulterer trykket fra breen i bevægelse mellem iskrystallerne som breen består af. Den indre bevægelse vil derfor øge med breens tykkelse.

Direkte sklidning er når breen sklider over underlaget og det varierer med breisens temperatur, underlaget, og mængden af vand under breen, da smeltevandet mindsker friktionen mellem breisen og underlaget. Direkte sklidning giver dermed breen størst hastighed på varme sommerdage, da der her vil være mest smeltevand. Tilmed er der mest skildning på bratte breer, hvorimod nogle flade breer for alt deres bevægelse fra indre krystalomformning. Enkelte breer fryser helt til om vinteren, men de fleste bibeholder lidt sklidning gennem vinteren, da trykket fra breen medføre at temperaturen i bunden altid er omkring smeltepunktet, ydermere sænkes smeltepunktet til vand under tryk.

For at en bre kan eksistere må den have tilført masse i form af sne. Dette kaldes akkumulasjon og foregår i akkumulasjonsområdet, som er den del af breen der oftest er dækkede af sne hele året. Her vokser snemassen i løbet af et balance år og sneen bliver her omdannet til is. Ved brearmene ser vi på sommeren hvordan store mængder is knækker af breen og smelter væk. Dette kaldes ablasjon og foregår i ablasjonsområdet. Her er det et nettotab af sne og is gennem et balance år.

For at se om breen svinder ind eller vokser, kigger kan på nettobalancen som er lig ablasjon trukket fra akkumulasjon ved slutten af smeltesæsonen. Er det positivt, voksede breen det år og er det negativt blev breen mindre det år. Hertil kan der kigges på ligevægtslinjen som er mellem ablasjon og akkumulasjonsområdet, altså en grænselinje for der på breen hvor masseregnskabet akkurat går op. Hvis ligevægtslinjen nedad eller længere frem er breen i fremgang og hvis den rykker tilbage, bliver breen mindre.

Brehistorie

De første brevandrere var antageligvis stenalderfolk der fulgte efter rensdyr op på breen. Men den ældste dokumenterede brevandring skete omkring 1580’erne, da Jostedalen blev befolket af nordfjordinge efter at have lagt øde hen af svartedøden. Herefter begyndte transport og nyttetrafik hen over Jostedalsbreen, i forbindelse med varehandel samt venner og familie på tværs af breen. Dette forsatte frem til 1900-tallet hvor dampbåden kom frem som et mere effektivt og sikre transportmiddel mellem dalene.

I 1800-tallet blev breer genstand for friluftsliv samt naturvidenskabelig interesser. Borgerskabet fik mere overskud både tidsmæssigt og økonomisk, hvilket øgede interessen for friluftsliv og breturer. I 1890 oprettede Den Norske Turistforening et patentførevæsen for fjell og bre, og ansvaret for breføring blev med dette privatiseret.

I 1876 besteg engelskmanden William C. Slingsby Skagastølstinden og blev foregangsmand for brevandring som fjellsport. Sammen med nordmanden Kristian M. Bing dominerede de bresporten i en mandsalder og udforskede nye breområder uden føre. Det var i denne periode at en ny ære startede og fjellsport på bre kom frem. Omkring 1900 var alle breer i Norge udforsket, og fjellsportsfolket vendte deres interesse mod besteget toppe.

1908 blev Norske Tindeklub stiftet som et lille eksklusivt fjellsportsfællesskab. Slingsby optaget af oplæring af brefører og sikker færdsel på bre. I 1912 og 1914 blev de første kurs for patentfører afholdt igennem turistforeningen. I 1962 oprettede DNT em fjellsportskomite/ bregruppe og brevandring og fjellsport blev samlet under en under organisation.

Referencer:
Haslene, S. (2008). Breboka – Håndbok i brevandring. DNT Fjellsport.
Nesje, A. (1995). Brelære. Høyskoleforlaget AS.

Indlægget Brekursus blev vist første gang den Foden på Kanten.

Jeg vandrede over dæmningen der gik over vigen Ulvedybet som var på min højre hånd. Den var helt frossen og hvid af sne. På venstre hånd var Limfjorden der også var hvid i kanterne, og i horisonten skinnede morgensolens røde stråler svagt gennem skyerne.

Jeg fulgte en regional cykelrute hele dagen hvor jeg for det meste havde udsyn til Limfjorden. Jeg sluttede så dagen i Aggersund, hvor jeg vandrede over Aggersundbroen for der lå nemlig en shelter på den anden side af fjorden.

Idag var jeg tidligt oppe for der ventede en lang dag. Der var næsten ingen vind og temperaturen var omkring minus en grad, så det var mildt. Jeg vandrede over Aggersundbroen igen og videre langs fjorden. Blandt andet over en dæmning der var lavet på tværs af Bygholm Vejle. Det var et kæmpe område, der engang havde været en del af fjorden, men som man så havde forsøgt at inddæmme. Det var ikke gået så godt, for da jeg vandrede forbi var det meste af området dækket af is. Kun få steder var der plamager med græs der stak op. Idag er området rigt på fugleliv grundet den eng lignende natur. Så det mislykkede forsøg på at drive landbrug på området, har idag skabt et naturområde rigt på dyreliv.

Og det var ikke den sidste dæmning jeg vandrede over idag. Jeg kom også over dæmningen ved Østerild Fjord og Lønnerup Fjord, der var fyldt med kvakkende svaner der svømmede rundt i den sidste ikke frosne del af fjorden.

Da mørket faldt på fulgte jeg en grusvej helt ude langs fjorden. Af hvad jeg kunne se i pandelampens skær var det et flot område. Snevejret var også kommet igen så lyskeglen blev fyldt med snefnug. Selvom jeg var ved at være godt træt, var det nu egentlig meget hyggeligt at gå i det blide snevejr. For enden af grusvejen kom jeg til Eshøj Plantage, hvor jeg efter 10 minutters søgen i mørket fandt shelteren der lå flot i læ af skoven men med udsigt til fjorden.

Dato: 7, 8. Januar

Dag: 144, 145

Kilometer (luftlinje): 31 km vandring, 46 km vandring – ialt 4565 km

Tid i bevægelse: 10:10-17:15 med pauser, 7:10-18:10 med pauser

Vejr: -2 grader, periode med snevejr, overskyet, frisk vind 8 m/s. | -1, snevejr det meste af dagen, stille vind 3 m/s.

Indlægget Eshøj Plantage blev vist første gang den Foden på Kanten.