På vej til Fåbergsstølsbreen. Foto: Aske Christensen

Så blev det tid til semesterets sidste tur, der gik over Jostedalsbreen fra onsdag d. 23 til fredag d. 25 maj. Fra vejledernes side var der lagt op til flere rute alternativer på breen, men da vejrmeldingen så lovende ud og formen i klassen god, besluttede vejlederne til min store forhåbning at vi skulle gå på langs af Jostedalsbreen. Vi fik tre gode dage på breen med fuld sol og kun lidt vind om torsdagen, og endte med at gå 60 kilometer og 2500 højdemeter.

Første dag gik det op over! Vi startede med at gå ind til Fåbergstølsbreen med skiene på sækken. Ved foden af breen bandt vi os ind i torvlag, gik op på breen og tog skiene på, hvorefter vi gik op langs brearmen. Her havde vi fokus på at undgå konvekse partier hvor bresprækkerne åbner sig, og så vidt muligt lægge ruten gennem konkavt terræn hvor bresprækkerne lukker sig (Haslene, 2008).

Da vi var kommet mod enden af brearmen bandt vi os ud af torvlaget, men beholdte klatre og brystseler på med en slynge og karabin festet på. Dertil havde flere i gruppen et torv let tilgængeligt på toppen af sækken. Hvis en fra klassen skulle falde i en brespræk ville der enkelt kunne kastet et torv ned til personen, og vedkommende ville let kunne feste karabin og slynge i torvet og blive trykket op igen (Haslene, 2008).  

Vi slog lejr da vi nåede til breplateauet på Jostedalsbreen. På anden dagen gik vi uden seler og torv da hele etapen foregik på breplateauet uden konvekse partier. Etapen var relativ flad, men der var partier hvor det gik opover og nedover. Vi tilbagelagde en del kilometer denne dag og havde derfor fokus på effektiv forflytning af gruppen.

I mindre grupper havde vi skiftevis ansvaret for vejlederrollen og dermed for forflytning af den store gruppe. Dette indebar at alle i løbet af dagen blev involveret i afgørelser som sporvalg, veivalg, orientering og tempo. Ydermere var det aldrig de samme der gik bagerst, da dette kan virke demotiverende (Horgen, 2010).  

Udsigt over Jostedalsbreen. Hurrungane i baggrunden. Foto: Aske Christensen

Dertil forsøgte vi at have systematik i fremdrift og pauser. To kendte modeller vi brugte var 30 minutters gang og 5 minutter pause, eller 50 minutter gang og 10 minutters pause. Hvilken metode man vælger afhænger af vejret og præferencer i gruppen. Er det godt vejr, oversigtlig og mildt, kan det være mest effektivt at bevæge sig jævnt i 50 minutter og holde pause 10 minutter, hvor gruppen kan gøre reguleringer i forhold til tøj, mad og drikke, samt korrigeringer i forhold til orientering (Horgen, 2010). Denne metoden brugte vi mest på turen, da vi havde mildt vejr med sol og ingen eller let vind. Dertil gav 10 minutters pausen mulighed for at tjekke gnavsår og smøre sig i solcreme, hvilket var ekstra vigtigt grundet den kraftige sol.

Er det koldere, blåser en del og der er dårlig sigt, kan der være behov for kortere pauser, hvor man ikke står for længe af gangen og bliver kold, men alligevel har tid at gøre korrigeringer i forhold til navigering, tøj, mad og drikke (Horgen, 2010).

Nedkøring på Suppehellebreen i torvlag. Foto: Aske Christensen

Sidste dagen gik vi forbi Bingsgryte, rundt om Grensevarden og ned til toppen af Suppehellebreen hvor vi holdt en længere pauser for at tage bryst og klatreseler på. længerere nede af breen bandt vi os ind i torvlag. Vi kørte i grupper på cirka fire styk i siksak ned af breen og dette gik fint uden fald, da vi holdte en lav hastighed hele vejen (Haslene, 2008). På siden af Flatbreen tog vi udstyret af og havde bare en nedkøring igen til Flatbre hytten. Dette var en stejl og udfordrende nedkøring men nok en af de fedeste nedkøringer jeg har haft på fjellski denne vinter.

Ved Flatbre hytten holdte vi en lang pause, nød solen, udsigten og spiste, hvorefter vi monterede skiene på sækken og gik 1000 højdemeter ned af sommerstien mod Fjærland hvor bussen ventede på os. Her var jeg ekstra glad for at jeg havde pakkede en let sæk, da der var flere der fik godt ondt i knæene på denne strækning.   

Sommerstien ned fra Flatbre Hytten. Foto: Aske Christensen

Referencer:
Haslene, S. (2008). Breboka – Håndbok i brevandring. DNT Fjellsport.
Horgen, A. (2010). Friluftslivsveiledning Vintertid. Kristiansand: Høyskoleforlaget AS – Norwegian Academic Press.

Indlægget Jostedalsbreen på langs blev vist første gang den Foden på Kanten.

Brelære

Fra mandag d. 18/09 til torsdag dd. 21/09 var vi på brekurs. Et kursus hvor vi skulle tilegne os praktisk kendskab til sikker færdsel på bre, men ydermere lære teorien bag breers bevægelse, og historien bag brevandring, hvilket jeg har valgt at udbyde gennem fagbloggen her.

Bre er diffineret som en masse af is og sne, der væsentligt ligger på land og som er eller har været i bevægelse. Denne bevægelse kommer fra gravitationskræfterne som udsætter de nederste lag af breisen for højt tryk hvilket giver breen plastiske egenskaber.

Breens bevægelse er inddelt i to måder, indre bevægelse og direkte sklidning. De to typer bevægelse virker ofte sammen og det er bare forholdet som varierer. Den indre bevægelse skyldes omformning og bevægelse mellem de enkelte iskrystaller, hvilket er virkningen af breens plastiske egenskaber. Sagt på en anden måde resulterer trykket fra breen i bevægelse mellem iskrystallerne som breen består af. Den indre bevægelse vil derfor øge med breens tykkelse.

Direkte sklidning er når breen sklider over underlaget og det varierer med breisens temperatur, underlaget, og mængden af vand under breen, da smeltevandet mindsker friktionen mellem breisen og underlaget. Direkte sklidning giver dermed breen størst hastighed på varme sommerdage, da der her vil være mest smeltevand. Tilmed er der mest skildning på bratte breer, hvorimod nogle flade breer for alt deres bevægelse fra indre krystalomformning. Enkelte breer fryser helt til om vinteren, men de fleste bibeholder lidt sklidning gennem vinteren, da trykket fra breen medføre at temperaturen i bunden altid er omkring smeltepunktet, ydermere sænkes smeltepunktet til vand under tryk.

For at en bre kan eksistere må den have tilført masse i form af sne. Dette kaldes akkumulasjon og foregår i akkumulasjonsområdet, som er den del af breen der oftest er dækkede af sne hele året. Her vokser snemassen i løbet af et balance år og sneen bliver her omdannet til is. Ved brearmene ser vi på sommeren hvordan store mængder is knækker af breen og smelter væk. Dette kaldes ablasjon og foregår i ablasjonsområdet. Her er det et nettotab af sne og is gennem et balance år.

For at se om breen svinder ind eller vokser, kigger kan på nettobalancen som er lig ablasjon trukket fra akkumulasjon ved slutten af smeltesæsonen. Er det positivt, voksede breen det år og er det negativt blev breen mindre det år. Hertil kan der kigges på ligevægtslinjen som er mellem ablasjon og akkumulasjonsområdet, altså en grænselinje for der på breen hvor masseregnskabet akkurat går op. Hvis ligevægtslinjen nedad eller længere frem er breen i fremgang og hvis den rykker tilbage, bliver breen mindre.

Brehistorie

De første brevandrere var antageligvis stenalderfolk der fulgte efter rensdyr op på breen. Men den ældste dokumenterede brevandring skete omkring 1580’erne, da Jostedalen blev befolket af nordfjordinge efter at have lagt øde hen af svartedøden. Herefter begyndte transport og nyttetrafik hen over Jostedalsbreen, i forbindelse med varehandel samt venner og familie på tværs af breen. Dette forsatte frem til 1900-tallet hvor dampbåden kom frem som et mere effektivt og sikre transportmiddel mellem dalene.

I 1800-tallet blev breer genstand for friluftsliv samt naturvidenskabelig interesser. Borgerskabet fik mere overskud både tidsmæssigt og økonomisk, hvilket øgede interessen for friluftsliv og breturer. I 1890 oprettede Den Norske Turistforening et patentførevæsen for fjell og bre, og ansvaret for breføring blev med dette privatiseret.

I 1876 besteg engelskmanden William C. Slingsby Skagastølstinden og blev foregangsmand for brevandring som fjellsport. Sammen med nordmanden Kristian M. Bing dominerede de bresporten i en mandsalder og udforskede nye breområder uden føre. Det var i denne periode at en ny ære startede og fjellsport på bre kom frem. Omkring 1900 var alle breer i Norge udforsket, og fjellsportsfolket vendte deres interesse mod besteget toppe.

1908 blev Norske Tindeklub stiftet som et lille eksklusivt fjellsportsfællesskab. Slingsby optaget af oplæring af brefører og sikker færdsel på bre. I 1912 og 1914 blev de første kurs for patentfører afholdt igennem turistforeningen. I 1962 oprettede DNT em fjellsportskomite/ bregruppe og brevandring og fjellsport blev samlet under en under organisation.

Referencer:
Haslene, S. (2008). Breboka – Håndbok i brevandring. DNT Fjellsport.
Nesje, A. (1995). Brelære. Høyskoleforlaget AS.

Indlægget Brekursus blev vist første gang den Foden på Kanten.