Gæstfrie Sønderjyder

posted in: Danmark Rundt | 0

Vejret viste sig igen fra sin gode side imorges, og jeg behøvede hverken handsker eller hue for at holde varmen. Jeg havde ikke regnet med at der skulle ske det store idag, da ruten gik ud af landevejene. Jeg kom heller ikke til at se så meget natur, til gengæld oplevede jeg en masse andet.

image

Efter at have gået et kort stykke tid kom jeg ud på en stor vej. Her så jeg et egern løbe ud af krattet og ud til kanten af vejen hvor den så lige stoppede op i to sekunder, som om den kiggede sig for inden den skulle over vejen. Da den så havde set at der var frit løb den over vejen. Jeg kom også forbi en gård hvor der ud til vejen stod en skulptur i træ der forestillede en tyr.

image

Kort før Øster Snogbæk kom der en mand cyklende ved navn Gert, og han spurgte ind til om jeg var på en længere vandretur. Vi faldt hurtigt i snak og Gert var på vej hjem fra arbejde og boede lidt længere fremme i Øster Snogbæk, hvor han bød mig på kaffe. Her fik jeg også hilst på hans kone Britta, og vi fik os en snak om min tur, uddannelse og ture de selv havde været på.

De havde blandt andet været på en tur i Rocky Mountains, hvor de sov på vandrehjem og derfor ikke havde soveposer med. En dag hvor det var frostgrader fandt de ikke noget vandrehjem, og måtte overnatte i det lille telt de havde med, som de så fyldte op med alt deres tøj for at prøve at holde varmen.

Det var en hyggelig kaffepause med en god snak, hvor jeg minsandten fik en madpakke med af Britta. De kendte tilmed dem der havde den “primitive” lejrplads jeg havde tænkt mig at overnatte ved og fortalte mig at de var nogle venlige mennesker.

Jeg fortsatte så et par kilometer endnu og nåede så ned til en gård, hvor jeg mødte ejeren af pladsen Kirsten. Lejrpladsen var en græsplæne ved siden af et hus de havde, som blev brugt til lejrskole og diverse arrangementer. Kirsten spurgte om jeg ikke hellere ville sove indendøre, hvorefter hun viste mig rundt i huset og gav mig nøglen, så kunne jeg bare tage et bad, lave mad i køkkenet, og udvælge mig en af de mange senge at sove i. Det var fornemme forhold og jeg var helt målløs over gæstfriheden. 

Dato: 8. December

Dag: 133

Kilometer (luftlinje): 27 km vandring – ialt 4211km

Tid i bevægelse: 8:20-15 med pauser

Vejr: 10 grader, sol og delvis skyet, stille vind 4 m/s.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *