Falsters østkyst

posted in: Danmark Rundt | 0

Det var helt mærkeligt med vintertid imorges, for da jeg stod op klokken 7 var der helt lyst. Solen skinnede og der var få skyer på himmelen, så jeg skal lige love for at jeg fik varmen da jeg løb til Stubbekøbing.

Ikke langt fra Stubbekøbing kom jeg ud til stranden som jeg fulgte indtil jeg nåede en skov. Der var skov det meste af dagens etape langs østfalsters kyst. Det meste var bøgeskov i flotte efterårsfarver hvor skovbunden var dækket af de brune affaldne blade.

image

Flere steder gik der et fedt spor i skovens yderkant helt ud til kysten. Det var et fedt stykke især i det gode vejr og kyststrækningen var meget varieret. Nogle steder var der stenstrand, andre steder var der sandstrand. Der var også steder med skrænter og væltede træer, mens skoven andre steder lå i niveau med stranden.

image
Stråtæktshus på Falster

Udover at komme forbi strand og skov, så jeg nogle meget specielle huse jeg ikke havde set andre steder i Danmark. Mange af husene var “fuldblods” stråtæktshuse hvor selv væggene var med stråtækt.

Sidst på dagen fandt jeg en primitiv teltplads helt ud til havet. Til min store overraskelse var der faktisk et telt på pladsen. Det var en mand der var ude på en motorcykel tur. Han fortalte mig at han havde været flere steder i verden, men at den danske natur var skøn, og det kunne jeg jo kun give ham ret i.

image
Måneskin

Jeg fik slået min tarp op med udsigt til havet og på grund af det nye vintertid blev der hurtigt mørkt. Fra min tarp kunne jeg ligge og kigge på fuldmånen og dens skær i havet. Et skønt syn men fuldmånen og de få skyer var også en kold cocktail. Det var en kølig aften og duggen faldt tungt.

Dato: 25. Oktober

Dag: 90

Kilometer (luftlinje): 39 km vandring og lidt løb – ialt 2914 km

Tid i bevægelse: 9:10-16:45 med indkøb og pauser

Vejr: 13 grader, sol, få skyer, frisk vind 7 m/s.
8

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *