Buldretur til Hallingdal

Det var blevet tid til at starte på et nyt skoleår med bachelorskrivning, nye emner og turer. Efter nogle få skoledage drog på tur for at buldre. Egentlig skulle vi drage til Veitastrond, men vejrmeldingen lovende regn. At klatre på våde sten var hverken sikkerhedsmæssigt forsvarligt eller optimalt for læringsudbyttet.

Vi valgte i stedet at køre til Hallingdal. En lang køretur på 3 timer hver vej, til gengæld fik vi to gode dage med buldring i tørvejr. På buldrefeltet var der utallige store sten spredt udover skoven, og der var sten at klatre på til alle færdighedsniveauerne i klassen. Vi overnattede på Sataslåtten camping blot 1,5 kilometer fra buldrefeltet. På ekskursionen havde vi om buldring som fænomen, samt sikkerhed og teknik. Disse temaer er derfor oplagte at gennemgå i denne fagblog.

Foto: Aske Christensen

Buldring

Buldring kommer fra det engelske ord Boulder, der betyder kampesten. Det handler om at klatre op på toppen af kampesten, uden sikring af tov som man ellers gør ved vanlig klatring, da man ved buldring ikke opnår store højder med livstruende faldhøjde (Trondstad, 2005).

Buldring giver stor frihed samt mulighed for at finde mange forskellige linjer op ad stenene. Derved er det muligt at træne effektivt og med stor kontinuitet (Trondstad, 2005). Buldring er også en simple aktivitet da alt man trenger er et par klatresko og gerne lidt kalk. Buldring kan i tillæg udøves på klatrevægge både inde og ude, og på alle andre pladser hvor det er muligt at klatre, så længe man holder faldhøjden minimal.

I gamle dage startede buldring blandt fjeldsportsudøvere som træning til store klatre ekspeditionen. Med tiden er buldring gået over til at ikke bare at være en træning metode for klatrere, men til at blive en selvstændig aktivitet (Grimeland, 2004).

Foto: Are Moníz Wergeland

Sikkerhed

Under buldring benyttes faldmåtter og kammeratspotting/redning for å sikre hinanden. Faldmåtterne til buldring kaldes ofte bare det engelske udtryk ”crash pads”. Disse skal tage noget af faldet, så udøvere undgår at lande på hårdt og ujævnt underlag, og derved minimere risikoen skader. Her er ankler og knæerne specielt udsat (Kolstad, 2017).

Dertil kan man sikre og hjælpe hinanden to og to. Den ene buldrer og den andre sørger for å spotte buldreren. Personen der spotter kan her flytte rundt på faldmåtterne så de altid er under buldreren og i tillæg komme med tips til gode fodtag på stenen, som kan være vanskeligt at se for buldreren.  Hvis den som buldrer falder, skal spotteren føre buldreren ned på måttem ved at tage fat i hofterne og flytte eller føre den faldende buldre ind på måtten (Kolstad, 2017).

Teknik

Tilslut en kort gennemgang af teknik for buldring og klatring generelt. De fleste nybegyndere bruger for meget armstyrke. De hænger oftest i overkroppen og stoler ikke på fødernes feste i væggen. Dette fører til hurtigere udmattelse af klatreren.

For at sikre godt fæste på små fodtag i væggen læggen væggen på storetæerne og spidsen af klatreskoen. For at få bedst effekt, skal kroppen være ret over fodtaget og ind mod væggen. Er der ikke noget fodtag og klatreren må stå med fodsålerne mod en glat klatrevæg, skal hofterne så lang væk fra væggen som muligt, for at presse fodsålerne bedst muligt ind i væggen og få fæste (Trondstad, 2005).

Trepunktsregelen er også veldig nyttig. Kun et legeme flyttes af gangen, og god ben pladsering er essentielt. Få benene op i en god position, og find efterfølgende nye armtag. Efterfølgende flytte benene endnu engang, en af gangen (Trondstad, 2005).

Referanser:
Grimeland, G. (2004). En historie om klatring i Norge 1900-2000. Bergen: Fagbokforlaget.
Kolstad, N. (18. 07. 2017). Sikkert buldring. Norske Klatirng. Hentet 29. 08. 2018 fra https://www.norsk-klatring.no/sikkerhet/sikker-buldring
Tronstad, S. (2005). Innføring i klatring. Oslo: Akilles.